’En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn i Årslev enge’
Instruktion: Andrias Høgenni, Søren Peter Langkjær Bojsen. Manusforfatter: Anders Jeelsmark Mortensen. Medvirkende: Morten Holst, Josephine Raahauge, Ferdinand Falsen Hiis. Spilletid: 39 minutter
Instruktørerne Andrias Høgenni og Søren Peter Langkjær Bojsen og manusforfatter Anders Jeelsmark Mortensen tager os i ’En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn i Årslev enge’ med tilbage til år 1600. Her har en mystisk hændelse ude på engen fået fem mænd til at barrikadere sig på landsbyens krostue. Ind træder nu lensherre Holger Rosenkrantz (Morten Holst), dr. theol., der kan fortælle, at de fem mænd mistænkes for at bedrive trolddom og stå i ledtog med Lucifer selv. Medmindre de angiver en troldkone, der allerede er mistænkt for mørke gerninger, står de til at blive brændt på bålet.
’Årslev enge’ mikser vellykket det autentiske, historiske drama med overnaturlig paranoiastemning. Mysteriet om, hvad der egentlig er hændt derude på engen, afdækkes langsomt, og du aner konturen til, hvorledes en egentlig serie kunne tage sig ud. Den lærde lensherre, der måske selv har oplevet det overnaturlige, som ambivalent og drikfældig detektiv anno år 1600. Den vilde ungdom på universitetet i Wittenberg og hans tydelige fascination af Elline, der står anklaget af sognepræsten for at være troldkone, giver kød til karakteren. Morten Holst spiller den tvivlende Rosenkrantz med blodskudt desperation lige til kanten.
Høgenni og Bojesens dystre bud på en tv-serie sat i 1600-tallets Danmark er mere inspireret af film som ’The Witch’ og Luc Besons ’Jeanne d’Arc’ end DR’s lidt grinagtige actionbaskerserie ’Gøngehøvdingen’ fra 1992 (selvom tankerne unægtelig driver i sidstnævntes retning, når kostumerne består af tunge kåber og luftige skjorter med ærmekrøs). Naturen iscenesættes urovækkende a la Tarkovsky og von Trier, og Tobias Corells sfæriske lydunivers både runger og bimler smukt i samklang med billederne i ’Årslev enge’.
Her skulle der være et Facebook-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
‘Polar’
Instruktion: Natalia Anna Ciepiel, Alexander Ohrt. Manusforfatter: Morten Mortensen. Medvirkende: Amisuna Berthelsen, Inuna Davidsen, Elias Lindhardt. Spilletid: 34 minutter
’Polar’ er en grønlandsk ungdomsserie med alt, hvad dertil hører af overnaturlige fænomener og identitetstumlen. Tænk ’Stranger Things’ møder ’Skam’ i pissekolde Nuuk.
I Natalia Anna Ciepiel, Alexander Ohrt og Morten Mortensens pilotafsnit med indbygget prolog møder vi den unge Ivik (Amisuna Berthelsen), der hænger ud på havnen med vennerne en sen aftentime. Teenagedrengene drikker øl og maler lidt graffiti på containerlandskabet.
Bedstevennerne Ivik og Manu pjatter rundt og kindkysser genert i det skjulte. Men pludselig paralyserer en øredøvende lyd de fire, unge mænd. Næste dag findes de døde i havnen. På mirakuløs vis vågner Ivik op på hospitalets vågestue. Genopstået fra de døde, men med en alvorlig høreskade. Hvad skete der egentlig den aften på havnen? Det mysterium søger både Ivik selv og en kvindelig forsker svaret på.
Enspænderen Ivik bliver ham, der hviskes om i krogene og peges fingre af. Som om hans spirende homoseksualitet ikke var nok at tumle med i sig selv. For ikke at tale om tabet af bedstevennen Manu, der kyssede Ivik så blidt på kinden den aften. Instruktørholdet Ciepel og Ohrt indfanger Iviks tristesse og andethed med stor følelsesmæssig finesse og Amisuna Berthelsens smukke, bredde ansigt og eftertænksomme blik synes skabt til nærbilleder.
Nuuk, de omkransende fjelde og det sagte skvulpende hav udgør det særlige, isolerede serieunivers, hvori ’Polar’ udspiller sig. I dagslys dominerer industri og betonbyggeri, men når mørket falder på, transformerer farvestrålende nordlys og ildevarslende hvalsang sceneriet. Myter og mystiske lydfænomener truer byens ungdom. Som overnaturlig spændingsserie lægger ’Polar’ fremragende ud – endda med fintfølt og underspillet homodrama som følelsesmæssig klangbund.
‘Vitasminde’
Instruktion: Mathias Broe, Cecilie McNair. Manusforfatter: Malene Rykær, Anna Louise Petersen Armagós. Medvirkende: Julie Brochorst Andersen, Lotte Andersen, Ann Eleonora Jørgensen. Spilletid: 4 afsnit á 10 minutter
Advarsel: Du vil aldrig igen kunne spise et stykke Quality Street-chokolade uden at få en dårlig smag i munden, efter du har set ’Vitasminde’. I Mathias Broe og Cecilie McNairs plejehjemsthriller-miniserie i fire dele er intet, hvad det giver sig ud for at være. Ikke engang det kvalmsøde chokolade-sortiment, der hører til blandt favoritterne i det allerældste segment.
Titlens ’Vitasminde’ er et fiktivt plejehjem, hvor den unge, voldsdømte Katrine (Julie Brochorst Andersen) sendes til som medhjælper som et led i hendes samfundstjeneste. Her trisser beboerne rundt i en tung morfindøs, og hyppigheden af dødsfald er mildt sagt høj. Tilsyneladende er det dog kun Katrine, der kan se det absurde i situationen, mens staben af plejere og ledelsen selv har travlt med at feje for egen dør. Og så er der det bugnende lager af restmedicin fra de afdøde, der fungerer som et veritabelt tag-selv-bord for den moralsk anløbne rengøringshjælp Carsten (Esben Dalgaard) med det veloplagt diabolske glimt i øjet.
Som den udefrakommende Katrine med plettet straffeattest er Julie Brochorst Andersen både sårbar og i konstant forsvarsposition, mens altid skarpe Lotte Andersens maniske plejehjemsleder med desperationen uden på powersuitet giver serien komisk præcision.
Fortællingen veksler mellem psykologisk thriller og det absurd sorthumoristiske uden helt at finde endeligt fodfæste. Nok er ’Vitasminde’ præsenteret som fire selvstændige afsnit i en afsluttet seriefortælling, men egentlig er der nærmere tale om en kortfilm med effektive cliffhangere hvert tiende minut.
Læs også: Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2017