Disse tegneserier bør filmatiseres med al den sex og vold, de fortjener

’Deadpool’ og ’Logan’ har banet vejen for flere superheltefilm, som får den hårde R Rating-censur. Forhåbentligt følger flere trop. Der er nemlig adskillige grænsesøgende tegneserier, vi ville elske at se i bramfri udgaver på det store lærred.
Disse tegneserier bør filmatiseres med al den sex og vold, de fortjener
Den pinligt ringe filmatisering af 'Howard The Duck' fra 1986 var kostelig affære for producenten George Lucas. Efter MCUs fremstød ser han anderledes positivt på et reboot

Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Wade Wilson. Han har sparket en dør op, der har stået på klem for længe. Nemlig døren ind til de r-ratede superheltefilm.

Vi er i løbet af årene blevet præsenteret flere tegneseriefilmatiseringer, som har fået den hårde voksencensur i det amerikanske system ved ikke at holde sig tilbage omkring sex, vold og bandeord. Titlerne tæller alt fra de lidt ældre værker ’Robocop’ (1987) og The Crow (1994) til nyere skud på stammen såsom ’Logan’ (2017) og så altså ’Deadpool’ (2016) med Ryan Reynolds’ Wade Wilson i spidsen.

Og til trods for den aldersmæssige restriktion, en R-rating skaber for publikum, er det undertiden endda blevet et efterspurgt mærkat, når det kommer til superheltefilm. Eller i det hele taget film baseret på tegneserier, hvis materiale er skabt for et modent publikum. Inden for de seneste par år er det yderligere blevet bevist, at en r-rating ikke nødvendigvis resulterer i en lav indtjening, hvilket er endnu en grund til, at vi kan forvente flere af slagsen.

En fast aldersgrænse betyder ikke blot, at filmene indeholder et grovere sprog og mere voldeligt materiale, men åbner også op for muligheden for et mere moden handlingsforløb, hvor karakternes dybere lag kan udforskes. ’Logan’ er et soleklart eksempel på, hvordan en r-rating kan løfte en hel franchise op på et nyt niveau.

Lad os håbe på, at de store selskaber i de kommende års superhelteproduktion ikke presser en for lav aldersgrænse ned over en film, hvis handling ville have et langt større potentiale og mere kreativ frihed med en r-rating. Men hvilke tegneserier er det, der kan bære de frie tøjler på det store lærred i kølvandet på Wade Wilson? Her er vores bud.

‘Animal Man’

Ikke en superhelt mange kender til, men de, der gør, vil nikke med hovedet, når jeg siger, at Animal Man er et oplagt bud til en R-ratede superheltefilm.

Animal Man.

Som navnet antyder, er der dyr på færde. Han kan nemlig ’låne’ kræfter fra dyreriget. Det lyder måske som en sukkersød Disney-omgang, men tro om igen. Tegneserierne byder på noget af det mest forstyrrende materiale i DC’s univers, og i de rette hænder kunne de horrorlignende elementer snildt danne ramme for en film- Præmissen kan forekomme en smule obskur, men Animal Man har potentialet til både at omfavne superheltegenren og udvikle den i nye retninger, hvor heltens indre dæmoner såvel som filmens univers vil udgøre et friskt pust til genren.

Chancerne for, at Animal Man får sin helt egen spillefilm i de kommende år, er måske små, men vi krydser fingre for, at han sniger sig ind i de animerede universer og derefter videre til den store skærm.

’Lobo’

Skal man udnytte en R-rating, kommer vi ikke udenom karakteren Lobo: En af, hvis ikke den mest voldelige karakter inden for superheltegenren. En hybrid af komiske genistreger blandet med alverdens voldelige eskapader, hvis opfindelse mest af alt var en hån mod de karikerede superskurke.

Der har længe været optræk til at lave en film om en af de mest populære karakterer fra Superman skurkegalleri blandt andet med Dwayne ‘The Rock’ Johnson som den galaktiske motorcykelbølle.

Forestil jer en udødelig tornado af en bikertype, en intergalaktisk dusørjæger, der ikke giver meget for, om han er oppe at slås mod Superman eller en tarvelig skurk. En slags Deadpool uden meta, men med en ekstra portion morderiske spekulationer.

Det er bekræftet, at en film er i støbeskeen, og at Lobo skal prøve kræfter med de store drenge. Men vi mangler stadig den endelige bekræftelse på, om Lobo får den aldersgrænse, han fortjener. En af de største udfordringer for filmen er, at DC’s nuværende cinematiske univers ikke har givet os mange satiriske elementer, hvilket en spillefilm centreret om en morderisk sociopat har brug for. I dette tilfælde ville en R-rating åbne op for mulighed for, at filmen ikke tager sig selv alt for seriøst.

’Howard the Duck’ (Reboot)

Det var mildest talt noget værre rod, første gang Marvel forsøgte at filmatisere den ellers hysterisk morsomme tegneserie Howard the Duck. Faktisk bør vi bare lade hele svineriet gå i glemmebogen. Og så alligevel. For pludselig dukkede vores yndlingsand op i en mindre cameo i rulleteksterne til storhittet ’Guardians of The Galaxy’ – og et nyt håb for den fordrukne andrik spirede.

Howard er ikke ligefrem den helligste and i universet.

Så her er, hvad jeg håber på. En r-rated Howard the Duck og et (meget) bedre manuskript, der kan følge det originale kildemateriale, omfavne absurditeterne og smide om sig med samfundskritiske kommentarer. Lad os for alt i verden undgå antagelsen om, at voksne mennesker ikke vil gå i biografen for at se på en cigarrygende og politisk ukorrekt and. Samme fænomen samler os såmænd om fjernsynet hvert år på juleaftensdag.

Hvis Marvel tør tage chancen og samtidig sørge for, at et reboot af Howard The Duck ikke bliver en sær blanding af børnevenlige jokes og nøgne ænder, så er jeg sikker på, at vi er en stor flok, der gladeligt vil se med.

‘Saga’

Et mere komplekst bud er en filmatisering af den mesterlige tegneserie ’Saga’ af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Universet, stilen og karaktererne er noget helt for sig. I meget korte træk kan serien minde lidt om en mørkere og mere beskidt udgave af ’Star Wars’, der møder ’Game of Thrones’. Jeg vil mene, at vi efterhånden er klar til en hårrejsende gang science fiction med alt, hvad det indebærer, og Saga er et oplagt bud på en sådan film. En r-rating ville ikke gøre Saga til en sexet filmatisering båret af nøgne rumkvinder. I stedet ville det bane vejen for at gengive det materiale, der findes i tegneserien – med alt fra sex mellem forskellige fantasifulde rumracer til realistiske skildringer af fødsler.

Hovedpersonerne Alana og Marko i ‘Saga’.

Hvor stor er sandsynligheden? Selvom serien fik grønt lys og fandt en passende instruktør, er der en enkelt faktor, der nødvendigvis kommer til at holde produktionen tilbage lidt endnu. Det vil nemlig kræve en ret stor sjat penge at filmatisere en tegneserie, hvis stilistiske elementer er så prominente. Spørgsmålet er, om det overhovedet vil kunne lade sig gøre uden at ende i et værre CGI-helvede. En anden en forhindring er, at den ikke er del af et etableret brand såsom Marvel eller DC.

Jeg vil dog hjertens gerne se Saga på den store skærm.

‘Batman – Red Hood’

DC’s udvidede univers har efterhånden omfavnet en hel del sidehistorier omkring Batman. Vi får endda både en Nightwing og Joker-film at se inden for den nærmeste fremtid. Men et handlingsforløb, der mere end nogen anden fortjener en r-rating, er Red Hood. Og det skyldes, at den både indeholder torturscener, død og ødelæggelse i lange baner, at de umuligt kan forbigås.

Red Hood.

For at gøre det kort: Batmans livslange forsøg på at frelse Gotham har forårsaget en dominoeffekt af andre ulykker. En af dem er Jason Todd. En ung gadedreng, der samles op af rendestenen og følger i fodsporene på Dick Grayson, den første Robin. Efter et brutalt sammenstød med Jokeren efterlades han til døden, men vender efter flere år tilbage til Gotham – nu som karakteren Red Hood. En langt mere brutal og nådesløs hævner, end Batman nogensinde var, og som bærer forholdsvist meget nag over, at Jokeren ikke har fået som fortjent.

Med en r-rating vil publikum drages ind i en verden, hvor nye sider af Batman bringes frem i lyset. Jason Todd, Red Hood, vil fungere som den mørkere dubleant og bidrage med etiske komplekser mellem lærling og mentor. Det ville spille perfekt med den allerede mørkere adaption af Batman, vi har fået præsenteret af DCEU.

Læs også: Nej, Hollywood: Fem superhelte, der (forhåbentligt) er for fjollede til film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af