‘En ubekvem sandhed 2’: Al Gores klimacomeback er absolut seværdigt

Først var han Bill Clintons vicepræsident i otte år. Bagefter gik han selv efter posten som verdens mest magtfulde leder ved det amerikanske valg i år 2000. Og vandt – i hvert fald i et forvirrende kort øjeblik indtil en omtælling under det historiske kaotiske valg viste, at George W. Bush marginalt løb med sejren.

Al Gore tabte præsidentvalget. Men til gengæld vandt hans livs mærkesag ’En ubekvem sandhed’ om klodens menneskeskabte klimaforandringer en Oscar for bedste dokumentarfilm syv år senere. Godt nok gik den gyldne statuette ikke sev til Al Gore selv, den modtog instruktøren Davis Guggenheim, der i dokumentarismens mest simple form fulgte Al Gore under klimaforkæmperes mange foredrag, han har rejst jorden tynd med.

Budskabet var rimeligt simpelt: Uanset race, religion eller rigdomme er hele menneskeheden på vej til at være godt og grundig fucked, hvis ikke kloden kollektivt tager ansvar for klimaets mere og mere destruktive forandringer. Men Gores tese om, at den globale opvarmning var menneskeskabt, blev ikke mødt uden modstand i 2006, da ’En ubekvem sandhed’ havde premiere.

Det er her, vi starter i fortsættelsen, hvor vi hører datidens skeptikere klippet sammen på lydsiden til billederne af smeltende isbjerge. Al Gore bliver sammenlignet med Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels. Bliver kaldt for hysterisk og vanvittig og latterliggjort for at tro, at verdenshavene virkelig stiger med så voldsom fart, som han påstår. Indledningen er effektivt skruet sammen. For her 11 år senere er der sgu ikke så mange, der længere griner af Al Gore. Især ikke i Florida.

»It’s happening« siger en lokalpolitiker fra Miami, imens vi ser fisk svømme rundt i gaderne. I en kontinuerlig kamp mod tidevandet forsøger man i Miami Beach at løfte grundjorden med knap 40 centimeter. En mildt sagt kolossal udfordring at løse, som Miamis borgmester selv formulerer det og nærmest usagt antyder, at indsatsen svarer til at pisse i bukserne for at holde varmen.

Før eller siden kan havet ikke holdes tilbage. Og at vandet kommer, dokumenterer Al Gore ved at besøge en gruppe forskere i Grønland, hvor overfladen er sunket – smeltet – med 12 meter på cirka samme antal år. Og som i den første film følger vi igen som fluen på væggen den tidligere politiker holde foredrag og med sit slideshow dokumentere, at den globale temperatur er stigende år efter år. 2016 er det varmeste år, man nogensinde har registreret.

Men ’En ubekvem sandhed 2’ er ikke decideret lavet for blot at gentage den første films budskab. Den er ligesom sivet ind, at udledning af co2 og forurening er faretruende for os alle både her og nu og ikke mindst for fremtidens generationer. For hvor det i bogstavelig forstand går ned ad bakke for polarcirklens forskere, er det op ad bakke for Gore at komme igennem med sin kampagnes budskaber i det politiske miljø, hvor der er hård lobbyistisk modstand, der forsvarer de økonomiske interesser i at skide på klimaet.

Ansvarlighed koster som bekendt kassen. For firmaer. For nationer. Og netop som det lykkedes knap 200 lande at lave en historisk klimaaftale i Paris i december 2015, så trak Donald Trump USA ud af den som noget af det første, efter han indtog præsidentposten tilbage i januar.

Al Gore giver dog ikke op. Formålet med ’En ubekvem sandhed 2’ er at inspirere klodens unge generation til at tage ansvar og samtidig hylde de energivenlige opfindelser, som folkene bag demonstrerer undervejs. Så selv om ’En ubekvem sandhed 2’ – nøjagtig som den første – ikke er nogen decideret stor oplevelse i biografen eller dokumentarisk nyskabende, så er indholdet absolut værd at se og gøre sig klogere på.