KOMMENTAR. I en verden af politisk og naturkatastroferelateret kaos kan man få brug for en pause fra de ugentlige dommedagsscenarier og som en Alice i Streamingland flygte ned i den alternative serievirkeligheds kaninhul.
På Netflix skorter det som bekendt ikke på eskapistiske eventyr, men få maner hvilepulsen så langt ned som den japanske realityserie ’Terrace House’.
Heeelt ned.
Med landets notoriske feticheren af grænseoverskridende ’reality’, der tangerer deep web-depravationer, in mente, kan man godt på forhånd blive lidt mistænkelig over betegnelsen ’kultshow’ fra de kanter. Japansk tv har igennem årene blandt andet vakt opsigt med gameshows, hvor deltagere skal spise møbler og tøj, finde vej ud af ’Saw’-lignende fælder, og hvor mænd får spillere, mens de synger karaoke (måske en oplagt afløser for ’X Factor’ på DR?).
Med mindre der venter et chokerende twist i sidste afsnit af sæsonen ’Terrace House: Boys & Girls in The City’, som jeg endnu ikke er nået til, er denne lykkeligvis en ganske anden, noget mere apatisk fredfyldt koifisk.
Præmissen for ’Terrace House’, som nu kan ses på Netflix, er lige så såre simpel, som den er et nostalgisk call-back til realityseriernes opblomstringstid i 90’erne: Tre mænd og tre kvinder – alle i 20’erne, alle relativt attraktive – indlogeres over 18 uger i et lækkert hus med pool og jacuzzi, hvor vi kan følge deres daglige interaktioner.
Det er en form, MTV’s ’The Real World’ (inspireret af hollandske ’Nummer 28’ fra ’91) dannede skole for, og som sidenhen affødte internationale elimineringsfranchises a la svensk-kreerede ’Robinson’/’Survivor’, og naturligvis ’Big Brother’ (endnu et hollandsk tv-koncept – de er vilde med reality i Europas fladeste nation). Til sammenligning er ’Terrace House’ så ekstremt langsommelig, at serien på overfladen ligner en realityparodi.
Ingen ’Paradise’-druk
Intentionen bag ’Terrace House’ er, at der skal opstå sød musik mellem deltagerne. Men selvom titlen ’Boys & Girls in the City’ er et play på ’Sex and the City’, er de usvigeligt høflige japanske unge så langt fra ’Paradise Hotel’s liderbukse, som de kan komme. Realitydruk er som bekendt den hurtigste vej til lagengymnastik i nattekameraets grøngrynede skær, men i ’Terrace House’ spiller de UNO og ikke strippoker.
Få af de seks deltagere drikker alkohol, og selvom der fra første afsnits møde sendes nysgerrige, forsigtigt flirtende blikke, er der ikke nogen overilede scoringer at slå sig for panden over.
Begge køn diskuterer de andres romantiske kvaliteter (alle tre piger er indledningsvist mest til den dvaske basketspiller Makoto), men hovedsageligt snakkes der om så trivielle hverdagsting under madlavning og tømning af opvaskemaskinen, at man lulles ind i et vegetativt stadie på sofaen ikke ulig det tv-limbo, den amerikanske oliemaler Bob Ross i sin tid fremmanede med sine timelange maleprogrammer og beroligende vokal: »Just a little bit of blue here … Right there … Push the brush down in this area …«.
Der er ingen afstemninger eller skøre udfordringer i ‘Terrace House’, og hver deltager bestemmer selv, hvornår han eller hun vil forlade serien. Sporadisk introduceres der nye besøgende, men inden for husets vægge går bølgerne sjældent højere, end at en smuk pige græder stille tårer ned i sine kogte ris, fordi hun føler sig ramt af en snak om fremtidsplaner.
Som sådan et ganske poetisk billede ledsaget af en yderst genkendelig millennial-tematik: Hvem er jeg, hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil?
I sådanne øjeblikke bygger ’Terrace House’ bro mellem deltagere og seere på tværs af geografiske mil, og seriens udlægning af det urbane menneskes eksistentielle længsler anno 10’erne – et ly for ensomheden, succesfuld selvrealisering på arbejdsmarkedet – vækker langt mere almen resonans end ’Big Brother’s portræt af 00’ernes berømmelseshungrede realitytosser med dildoer i kufferterne.
At give sig hen til ’Terrace House’ er som at stirre hypnotiseret ind i et akvarium, hvor de delikate, eksotiske fisk bare svømmer rundt og rundt i et uendeligt loop. Det lyder helt exceptionelt røvsygt, I know, men et sted imellem minimalistisk interiør, japansk food porn, smækre modemuser (pigerne) og ’Lost in Translation’-bybilleder fra Tokyo opstår en art zen, der ville have fået ’Girls’ Shoshanna til at knuselske serien.
’Olympiske guder’ spicer konceptet op
Under første afsnit tog jeg mig selv i automatisk at skæve til mobilen et par gange, men den spontane uvane straffes, når fjernsynet taler japansk. Binging af ’Terrace House’ forudsætter selvsagt, at man vender SoMe-distraktionerne ryggen og følger med i underteksterne. Og dermed bliver tvunget til at give hjernen en tiltrængt pause fra dagens evindelige digitale multitasking. Den lille skærm erstattes af en større skærm, men det er babyskridt i en marginalt sundere retning.
Øjenlågene bliver imidlertid aldrig helt tunge, for udenfor terrassehuset kontrasteres det mundæne tempo af et panel af energiske kommentatorer – heraf et par komikere og en sød folkeskoleelev – som serien løbende klipper til.
Som guder på Olympen dissekerer panelet deltagernes gøren og laden ned til mindste absurd ubetydelige detalje og skaber med deres iver illusionen af, at der rent faktisk er noget på spil. To deltageres løbetur i regnen og uskyldige smalltalk i et af de første afsnit giver for eksempel anledning til vild begejstring og konstateringen af, at ’Boys & Girls in the City’ »allerede er mere spændende end den sidste sæson!«.
Med mindre en betydelig portion japansk seksuel innuendo går tabt i oversættelsen, får man et billede af, at deltagerne i dette foregående kapitel må have hængt vasketøj op i samtlige 18 afsnit.
Panelet selv holder sig ikke tilbage for at spy mere mundrette, upassende oneliners og pege fingre af deltagere, de mener gør sig selv til grin. Kommentatorerne er en festlig flok, hvis tilfældige observationer er både sjove og charmerende, idet de udstiller realitygenrens grundlæggende idioti, når vi glor på almindelige menneskers tandbørstning. ’Terrace House’ bærer præg af improviseret satire-tv, der som et omvendt ’Truman Show’ ikke intentionelt er med på joken. Eller er det?
It’s funny ’cause it’s true.
’Terrace House’ er en reel franchise i Japan, der kørte over otte sæsoner fra 2012-14 i både serie og filmformat. De to sæsoner der ligger på danske Netflix – ’Boys & Girls in the City’ og den Hawaii-baserede ’Aloha State’ – er produceret særligt til streaminggiganten, der satser stort på de asiatiske markeder. Det skal nu ikke afholde os skandinaver fra også at dyppe spisepindene i suppen og få lidt fremmedkulturel sociologisk indsigt med på vejen.
Slow-living er balsam for stressede storbysjæle, men er du af uransagelige årsager forhindret i at tage ud i de svenske nåleskove med din sovepose i weekenden, kan slow-tv fra Tokyo også gøre tricket. Væk med mobilen, op med fødderne og find din zen.