’Jim og Andy: The Great Beyond’: Netflix-dokumentar om dengang Jim Carrey forlod Jorden for altid

Jim Carrey ser tilbage på Jim Carrey, dengang Jim Carrey var komikeren Andy Kaufman, der i forvejen både var Andy Kaufman og Las Vegas-sangeren Tony Clifton, hvilket betød, at Jim Carrey var lidt af det hele. Eller ingen af delene.

Denne forvirrende babushkadukke af identitetsmæssige lag er omdrejningspunktet i dokumentaren ’Jim og Andy: The Great Beyond’ med den sigende ekstratitel ’With a Very Special, Contractually Obligated Mention of Tony Clifton’, som er aktuel på Netflix.

Mere nede på jorden handler dokumentaren om komikerikonet Jim Carreys gennemgang af aldrig tidligere viste klip fra optagelserne af Miloš Formans biografiske film om komikerlegenden Andy Kaufman, ’Man On the Moon’ fra 1999. Dokumentarens ekstra lange titel henviser til eksistenstilskrivningen af Andy Kaufmans opfundne karakter Tony Clifton og antyder samtidig, at der er mere på spil end blot traditionelt ’behind the scenes’-materiale.

»Hvordan vil du starte?«, bliver en moden Carrey med stort gråligt fuldskæg spurgt, hvortil han med et tomt blik ind i kameraet svarer: »Kunne jeg vælge, starter den slet ikke. Den var allerede lavet. Og den vil aldrig slutte«.

Jim Carrey refererer til sin totale selvforglemmelse i rollen som den idiosynkratiske funny man Andy Kaufman. Den efterlader seeren med spørgsmålet om, hvem det overhovedet er, der taler til os i 2017. Findes Jim Carrey længere? Ikke ifølge manden selv!

Han fortæller historien om den unge drømmende canadiske komiker med de 1000 ansigter, der på et år gik fra alsidig imitator i sketchshowet ’In Living Color’ til tidens hotteste stjerne i 90’erne med superstreaken ’The Mask’, ’Ace Ventura’ og ’Dum og dummere’. Den tjekkiske, Oscar-vindende instruktør Miloš Forman bag mesterværkerne ’Gøgereden’ og ’Amadeus’ var egentlig mere interesseret i Gary Oldman eller John Cusack til at spille Andy Kaufman, men Kaufmans familie – og den ellers afdøde Kaufman selv – ønskede Carrey.

Ja, Jim Carrey fortæller, hvordan Kaufman, der officielt gik bort i 1984, prikkede ham på skulderen med ordene: »Jeg tager over«. Resten var Andys film. Jim Carrey fulgte blot Andys sindelag. For nogle er det et studie i postmoderne identitetsudviskning og rollespil, for crew og skuespillere på filmen var det derimod en frustrerende grænseoverskridende oplevelse.

I ’Man On the Moon’ bruger Forman og Carrey metaelementet eksplicit som i dens introduktion, hvor Carrey som Andy Kaufman leger med filmens rulletekster, men dens lidt kunstige efterstræbelse af følsomhed holder seeren fast i fiktionens harmløse leg. Anderledes forholder det sig med det fyldige arkivmateriale fra optagelserne.

Med Carreys metodiske tilgang er omverdenen konstant i tvivl, om det er Carrey, Kaufman eller den møgirriterende Tony Clifton, de skal forholde sig til. Men uberegneligheden er helt i den kaufman’ske ånd.

Andy Kaufmans mytestatus blev skabt gennem hans utallige practical jokes, som brød med fjernsynets dengang fastlåste konventioner for underholdning i 70’erne og starten af 80’erne. Han blev kendt for at lave imitationer og skabe sine egne karakterer eller alter-egoer, heriblandt den østeuropæisk-klingende Latka Gravas (kendt fra sitcom’en ’Taxi’), Las Vegas-sangeren Tony Clifton og den politiske ukorrekte The Intergender World Wrestling Champion’, der kæmpede mod kvinder for penge. Disse karakterer figurerede både i Kaufmans egne shows, ’Saturday Night Live’ og diverse talkshows.

For Kaufman var livet en kaskade af performances, og han opfandt mere eller mindre den biografisk ubestemmelige selvfremstilling, der siden er blevet populær i ’Curb Your Enthusiasm’, ’Louie’ og ’Klovn’, hvor komikerne leger med forestillingen om deres ’virkelige’ jeg. »Det er sindssygt, men også genialt«, som Danny DeVitos karakter siger i ’Man On the Moon’.

DeVito er også en af de mange hovedrystende vidner til galskaben hos Jim Carrey, Kaufman, Clifton eller hvem det nu er, vi møder i ’Jim & Andy’. Mest synd er det for den tamme bjørn Miloš Forman. Han havde arbejdet med ekstremt opslugte skuespilpræstationer fra Jack Nicholson (’Gøgereden’) og Tom Hulce (’Amadeus’), men med Jim Carrey var han tæt på at give op.

»Andy, giv mig chancen for at lave filmen«, siger den store instruktør bedende i håb om at nå ind til Jim Carrey et sted bag Andy Kaufman-gestaltningen.

Fortællerammen med Jim Carrey i 2017 burde i teorien kunne sætte hændelserne mere i perspektiv, men hans totale fralæggelse af moralsk ansvar gør, at han ofte kun kradser i overfladen og til tider bliver trættende med sine selvretfærdige spirituelle floskler om at være på en anden planet.

En af Carreys mest velkendte film, ’The Truman Show’, bliver hans billede på, at alt er en konstruktion, men man kunne godt have ønsket sig, at nogen havde gået ham på klingen.

Det mest indsigtsfulde og tragiske øjeblik er, da han beskriver sin Mr. Hyde-side. Den dukker op, når folk kigger på ham, og er et venligt, men også utilregneligt showman-jeg. En identitetstilflugt, der til dels antyder, hvorfor det ikke er Jim Carrey, vi ser i 2017. Han er blevet et tomt lærred, som kun eksisterer igennem performances.

Instruktøren Chris Smith havde formentlig stået med en skarpere dokumentar, hvis han havde gjort ligesom med sin kultdokumentar ’American Movie’, der følger optagelserne af den ultimative amatørfilmdrøm. For materialet er tankevækkende i sig selv, som når Kaufmans familie tager Andy/Carrey til sig, eller Jim Carrey som Andy og skuespilleren, som spiller Andys far, indleder en heftig diskussion i makeupvognen og vækker ægte menneskelige følelser hos folk omkring dem. Læg dertil alle de destruktive scenerier med den øretæveindbydende Tony Clifton-figur.

Carrey vil som Kaufman fremprovokere ’virkeligheden’ igen og lykkedes overraskende med det flere steder, især i rivaliseringen med wrestleren Jerry Lawler. Folk kommer i tvivl om, hvad der er virkeligt. Det er pludselig ikke en løgnagtig hoax som med Joaquin Phoenix i ’I’m Still Here’, skellet mellem fakta og fiktion udviskes.

Bag kameraet-optagelserne måtte i sin tid ikke komme ud, da Universal var bange for, at folk tænkte, Jim Carrey var et røvhul. Parallellen mellem Carrey og Kaufmans selvudslettelse bliver tegnet op, men det rigtigt fascinerende ved dokumentaren er måden, hvorpå man gennem de gamle optagelser næsten glemmer røvhullet Jim Carrey og til slut kun ser Andy Kaufman eller Tony Clifton, eller hvem det nu er.

Læs også: Jim Carrey er ude af kontrol i trailer til Netflix-dokumentaren ’Jim & Andy: The Great Beyond’