Det første, der slår én, når man møder Danielle Macdonald efter at have set den charmerende crowdpleasende hiphopfilm ’Patti Cake$’, er accenten.
I filmen spiller Macdonald white trash-pigen Patricia, der drømmer om den helt store hiphopkarriere og smeder rim på gaden som Killa P aka Patti Cake$. Og skuespilleren inkarnerer med utroligt stor overbevisning pigen, der som overvægtigt, hvidt hunkønsvæsen er et nemt mobbeoffer i New Jerseys rapbattles domineret af sort maskulinitet.
Vidste man ikke bedre, ville man tro, at Macdonald selv var vokset op i Jersey med hiphopaspirationer.
Men når den 25-årige skuespiller så åbner munden under Cannes-festivalen, er ordene indhyllet i en umiskendelig australsk accent. Macdonald er født i Sydney og er først for nylig flyttet til Los Angeles. Og hun havde absolut ingen erfaring med at rappe, før Geremy Jasper for nogle år siden kontaktede hende om projektet. Den debuterende instruktør havde set billeder af hende og fortalte casteren, at det var sådan, han havde forestillet sig rollen, og sammen gik de i workshop-mode under Sundance Festivalens talent-bootcamp Sundance Labs.
»Jeg fik manuskriptet og var sådan: ’Hvad har du set mig i, så du tror, jeg kan klare det her? For jeg tror ikke, jeg kan klare det. Men han overbeviste mig og sagde, at han havde en god fornemmelse. Og jeg elskede manuskriptet, så jeg besluttede, at jeg ville tage chancen, selvom det skræmte mig fra vid og sans«, fortæller Danielle Macdonald.
Skrækindjagende rapbattles
Patricia i ’Patti Cake$’ bor i New Jersey-forstaden med sin storrygende mormor og en drama queen af en småalkoholisk mor, der engang selv havde musikalsk talent inden for syrerocken.
Sammen med sin bedste ven Jheri dyrker Patti rapdrømmene, og da de møder den satandyrkende enspænder Basterd, som producerer musik, danner de et band. Det, der følger, er en sød og rørende historie om at finde sin egen stemme, måske den bedste mainstream-hiphopfilm siden ’8 Mile’ og en film, som også fint fungerer, selvom man aldrig har hørt et raptrack i sit liv.
Selv hørte Danielle Macdonald til dem, der ikke vidste meget om hiphop på forhånd, og forud for rollen gik således et grundigt forberedelsesarbejde.
»Jeg dykkede ned i de nye og upcoming artister og lavede en masse research på hiphop og kulturen omkring det. Så jeg blev stor fan«, fortæller hun.
»Jeg så en masse videoer online for at studere deres bevægelser og intensiteten. Rigtigt mange rapbattles. Jeg lyttede selvfølgelig til mange af deres numre og lærte dem udenad. Og så arbejdede jeg på sangene til filmen med en Brooklyn-baseret rapper, der hedder Skyzoo, og hang ud med ham og hans venner. Det var virkelig cool«.
Det må have været svært for dig at lære at rappe?
»Meget svært. En stor del af det var troen på, at man kan gøre det. For det var ikke noget, jeg kunne i forvejen. Men da jeg fandt accenten og karakterens lyd, hjalp det med selvtilliden. Det krævede meget arbejde, jeg prøvede at knække sangene konstant, jeg afprøvede forskellige rytmer, stil og intensitet. Jeg fandt ud af, hvad der virkede for mig og ikke gjorde. Jeg optog noget og sendte det til Geremy (Jasper, instruktøren, red.), og han gav mig feedback, og så lavede jeg det om. Senere brugte vi meget tid i studiet på at finde Pattis stemme, og hvor den lå i forhold til musikken, som han skrev«.
Særligt de forskellige rapbattles, Patti er i, må have været en udfordring?
»Det var skrækindjagende, fordi det er live, og man er nødt til at lave det i ét take. I en af scenerne spiller jeg over for en skuespiller, som heller ikke havde rappet før. Han skulle lægge ud, og han skulle sige nogle virkelig klamme ting til mig. Han sagde, ’jeg kan ikke gøre det, du ser så trist ud’. Og jeg sagde, ’kom så, gør det!’ Vi gav hinanden et kram efter hvert take«.
Overvejede I, om det ville gå ud over autenticiteten, at du er fra Australien og ikke har en hiphopbaggrund?
»Jeg er skuespiller, og jeg lader ikke, som om jeg er rapper. Folk har spurgt, om jeg skal have en rapkarriere efter det her, og nej, det skal jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan man rapper uden for denne film. Men Patti er en autentisk figur, og teksterne var utroligt tro mod hende. De reflekterer på mange måder Jeremys oplevelser som barn. Så det er faktisk meget autentisk – det er bare hans oplevelser, og jeg formidler det.
Til kamp for andre kropsstørrelser på film
Danielle Macdonald har fået et stort gennembrud med ’Patti Cake$’, og de fleste er enige om, at hun kan drive karrieren vidt, selvom hun ikke ligner den klassiske, åleslanke Hollywood-skuespillerinde. Hun står på en måde på ryggen af eksempelvis Lena Dunham og Amy Schumer, som har sat fokus på, hvor vigtigt det er med mere virkelighedstro kropsstørrelser på lærredet.
»Det er virkelig cool at se en hovedrolle, som ikke er en typisk Hollywood-starlet. ’Patti Cake$’ er en virkelig historie om mennesker, vi sjældent ser på film. Det var fedt, for alle vil jo gerne se sig selv repræsenteret. Jeg ville have elsket at have set en film som denne, da jeg voksede op«, siger Danielle Macdonald.
»I forhold til det positive kropsimage tackler filmen det på en måde, hvor det handler om at eje, hvem man er, og ikke prøve at ændre det for andres skyld«.
Hvorfor valgte du at blive skuespiller?
»Jeg legede fantasilege med mine venner, da jeg var meget lille. En af mine venner begyndte at gå til sang og dans og syntes, at jeg også skulle starte. Så jeg begyndte, da jeg var 12, og jeg forelskede mig i skuespildelen. Jeg var forfærdelig til sangdelen. Jeg stod bagerst i koret«.
Hvad var det ved skuespillet, der tiltalte dig?
»Jeg er ikke den mest åbne person i verden, og gennem skuespillet lader jeg så mange følelser ud, som jeg ikke nødvendigvis gør i mit eget liv. Det er at åbne op for mig selv på en helt ny måde, og jeg tror, at musik er det samme for mange mennesker«.
Kan du spejle noget af din egen opvækst i Pattis?
»Ja, og nej. Jeg kan relatere til hende, fordi hun har en drøm om at komme ind i en branche, som ikke accepterer hende. Jeg havde også en drøm om at komme ind i en branche, som jeg ikke nødvendigvis er helt åbent accepteret i. Det er jeg nu, men det er ikke nemt at komme ind og være anderledes. Og der er folk, der har sagt: ’Jeg er ikke sikker på, at du skal gå den vej med den måde, du ser ud på’. Men man kan ikke lytte til det. Hvis man ikke prøver, hvordan ved man så, hvad man kan?«.
Hvordan har det været svært for dig at blive accepteret i filmbranchen?
»Der er ikke så mange muligheder. Og der er folk, som siger, ’hvorfor er du i den her branche’? Men der er også meget opbakning for tiden til forandring og diversitet. Man kan ikke lytte til de negative stemmer. Vi lader ofte de negative ting fylde – man hører 100 positive ting og én negativ, og så er det den ene ting, der fylder. Det vil jeg ikke give den lov til«.