KOMMENTAR. Luksusescortpigen Anna har købesex med en korrupt politikertype i et hotelværelse i Washington D.C.
Det er et sterilt, usexet rum i blålige toner, sparsomt møbleret med skarpkantede møbler i maskulint stål og glas, der kontrasterer kvindens sårbare bløde kød. Annas ansigtsudtryk og stemmeleje så tonløst som en servicerobot. Manden kalder hende en »fucking luder«, mens han kommer i hendes mund og vredt snerrer, at hun bare har at sluge.
Scenen er ikke saucy at se på, og det er heller ikke meningen. Anna kalder senere klienten for et misogynistisk svin og optager hans telefonsamtaler, så hun kan knalde hans karriere og knuse hans opblæste selvbillede, efter han har knaldet hende, som var hun et tomt hylster. Noget for noget.
Således starter det første afsnit af ’The Girlfriend Experience’ sæson 2, der herhjemme kan ses på C More. Andetsteds på streamingtjenesterne i Netflix’ seriefilmatisering af Margaret Atwoods ’Alias Grace’ lægger den mordanklagede tjenestepige Grace (Sarah Gadon) ansigtet i lignende blanke dukkehovedfolder, da hun skal overbevise mændene omkring hende om sin uskyld.
Som seer ved vi indledningsvist heller ikke, om den smukke pige er en hunulv i fåreklæder og/eller offer for/produkt af 1800-tallets samvittighedsløse knægtelse af kvindelig seksualitet, der som med Offred i den tematisk beslægtede og ditto Atwood-forfattede ’The Handmaid’s Tale’ udstyrer Grace med udsynshæmmende hvid kyse og »yes, sir / no, sir«-floskler.
Viljeløse objekter
Grace lever i den mørke fortid, Offred i endnu mere skræmmende fremtid. Ingen af de to har valgt deres status som viljeløse objekter for det mandlige bliks nåde.
Midt i mellem står Anna fra ’The Girlfriend Experience’ i nutiden og lukrerer med åbne øjne på dominerende mænds våde drømme om kvinden som underdanig sexslave. Anna køber sin frihed ved at handle med selvsamme lyster, der fængsler Grace og Offred, og søger symbolsk kun kvindesex i privaten. Fronterne mellem kønnene trækkes knivskarpt op.
Tidsperioderne i de tre serier er vidt forskellige, men kvindesynet i centrum, der reducerer al sex mellem mænd og kvinder til sjælløs aktiehandel – og i Offreds tilfælde forceret befrugtning – er det samme. Samfundskritikken driver af væggene, når der stilles skarpt på kønspolitikkerne før og nu, og det mere end antydes, at kvinderollen holdes fanget i et evighedsloop af seksuel undertrykkelse og udskamning.
Der er ingen vindere: Selv kvinderne, der frivilligt udnytter sex til at forsøde tilværelsen – som Anna og virkelighedens danske sugarbabe Gina Jaqueline på DR3 – mødes af omverdenens fordømmelse. Og gør karriere på lånt tid, indtil de mandlige kunder konkluderer, at skønhedsidealet ikke længere er stramt nok.
På den måde er de to selverklærede frie fugle underlagt samme dogmer som tjenerinderne Grace og Offred, hvis sprøde frugtbarhed heller ikke kan bære dem igennem et helt liv – hvad end hun vil det eller ej, er Graces tyendepositions rammer næsten lige så klaustrofobiske, som det fysiske fængsel hun puttes i.
Eneste vej ud er ægteskab ASAP eller død ved hængning. To sider af samme mønt for Grace.
Uforsonlig skyttegravskrig
Budskabet står stærkt, men ikke særlig nuanceret i de to nye serier.
I ’The Handmaid’s Tale’ længes Offred efter sin mand og den kærlighed, de delte, før det moderne USA bukkede under for patriarkalskstyret pseudoteokratisk fanatisme. Muligheden for forening giver hende styrke og affæren med chaufføren Nick anledning til interessante moralske skrupler.
I ’The Girlfriend Experience’ bliver det derimod næsten en kliche, at Anna hverken kan eller vil blotte sig for mænd, der ikke betaler hende for at smide tøjet. Skyttegravskrigen mellem mand-kvinde er her uden formildende omstændigheder og relationen ren formel business.
Så var der straks mere kontrovers på spil i en anden af årets store kvindedrevne tv-fortællinger ’Big Little Lies’, hvor Nicole Kidman og Alexander Skarsgårds voldelige og alt andet end sort-hvide ægteskab var et mesterligt studie i et sexafhængighedsforhold. Parterne sloges om kontrol – fysisk og psykisk – alt imens illusionen om kernefamilien blev taget som gidsel i en bedragerisk poleret nutidig setting.
Det er ikke i sig selv en kunst at iscenesætte lagengymnastik så usexet som to frysekyllinger i fad, og det var forfriskende modigt at ’Big Little Lies’ turde forene hed vildskab med frastødende billeder på sexmisbrug skjult bag to lige stolte egoer.
Det svære klimaks
I ’The Girlfriend Experience’ koncentrerer hovedforfatterne Lodge Kerrigan (’Clean Shaven’, ’Keane’) og Amy Seimetz (Elevens ’moster’ Becky Ives i ’Stranger Things’!) sig først og fremmest om at politisere vor tids seksuelle magtstrukturer udi ekstremerne og hensætter derfor handlingen til 2018’s amerikanske midtvejsvalg. Et valg og en proces, der i seriens univers nærmest udelukkende synes dikteret af hvide, midaldrende mænd fra overklassen (hej Gilead) med smag for at fornedre unge escortpiger og kvindelige kolleger.
Det er op til kvinderne at bruge list og lyst i lige mængder for at kunne spytte det kvælende politiske lem ud af munden – bogstaveligt talt og grafisk illustreret i Annas tilfælde – og tvinge patriarkatet ned på knæ.
Ingen kan fortænke serieland i at fokusere indædt på kønssegregerende samfund, og det er velkomment og vigtigt, at fiktionen spejler og råber vagt i gevær over for den form for regeringsvinde i det amerikanske, der blandt andet søger at indskrænke kvinders ret til abort og derigennem kontrol over egen krop.
Men både i ’Alias Grace’ og ’The Girlfriend Experience’ kan man godt savne håbet om forsoning mellem lagnerne til at opbløde den knugende tristesse og vise, at den kønspolitiske kamp ikke partout deler kønnene over på midten.
Begge serier er stadig på hver sin vis velproducerede og uhyggeligt fascinerende skildringer af seksuel dominans på tværs af århundreder, og der kan bestemt være en pointe i netop at udforske, hvordan menneskeheden og alle følelsesmæssige facetter forbundet med intimitet smuldrer, når selv det inderste – det, der burde være nogle af livets mest nydelsesfulde øjeblikke – fordærves af kynisme.
Men hvis der konsekvent er no love lost imellem kønnene, er der kun klinisk tematik og håbløshed tilbage – ikke mindst på den anden side af skærmen, hvor man som seer kommer til at mangle et humant holdepunkt, der er værd at engagere sig i gennem de mange serietimer. Uden det er det svært at nå et tilfredsstillende klimaks.
’Alias Grace’ sæson 1 kan ses på Netflix. ’The Girlfriend Experience’ sæson 1 og 2 kan ses på C More.