»De stærkeste oplevelser, når det drejer sig om levende billeder de seneste 10 år, har jo været på internettet og Youtube«.
Ruben Östlund siger ordene i ramme alvor, da vi mødes med ham på Hotel SP34 i København op til den danske premiere på svenskerens ’The Square’.
Östlund er ellers et pragteksemplar på kultureliten med sit sofistikerede simple look og det lette fald i sideskilningen. Han nævner surrealisten Luis Buñuel som sit instruktørforbillede, han har en assisterende professorstilling på Göteborgs universitet, og ’The Square’ vandt i maj filmverdens allerfineste pris, Guldpalmen i Cannes. Alligevel ved han få ting bedre end at se og tale om Youtube-klip, som da også er en væsentlig inspirationskilde for hans aktuelle film, ligesom de har været for hans seneste som ’Play’ og ’Force Majeure’.
I ‘The Square’ følger man den danske kunstkurator Christian (Claes Bang), hvis stilsikre facade splintrer, da han får stjålet sin tegnebog og mobiltelefon på en offentlig plads, mens han fejrer sin egen heroiske dåd i forsøget på at stoppe en mands kvindefjendske voldshandling. Christian indleder herefter en moralsk bumpet eftersøgning på værdigenstandene sammen med sin tro assistent Michael (Christopher Læssø), og sideløbende skal han håndtere indvielsen af installationen The Square, en firkant, som man kan træde ind i og bede om hjælp fra omverdenen.
’The Square’ er et batteri med utallige skud af skæve indfald, der faktisk godt i sig selv kunne minde lidt om en tur rundt på Youtube.
»Jo, men det synes jeg nu ikke helt«, siger instruktøren selv om sammenligningen. »Men man skal have oplevelsen af en spillefilm, hvor hver eneste scene skal have en kvalitet. Scenernes eksistens skal være motiverede, så de ikke bare er en del af en storytelling«, bedyrer Östlund, der kunne kræve mellem 50 og 60 takes på scenerne.
Nydelsen i skjult kamera
Östlunds interesse for Youtube-klip gælder særligt videoportalens første æra, hvor meget af indholdet bestod af videoer af almindelige mennesker med ekstraordinære drejninger, tænk ’Charlie bit my finger’, ’Zombie kid like turtles’ eller ’Sneezing baby panda’.
Hans egne kortfilm ’Autobiographical Scene Number 6882’ og ’Incident By A Bank’ kunne let mistolkes som lignende hjemmevideoer med deres enkelte kameraindstillinger, som på afstand observerer absurde hændelsesforløb af henholdsvis en brohopper og et bankrøveri. Spillefilmdebuten ’De ufrivillige’ føles tilsvarende som en sortkomisk kompilation af episoder fra fem forskellige profiler.
»Youtube-klip har jo ofte samme kvalitet som skjult kamera. Skjult kamera har et interessant sociologisk perspektiv: Man kigger på mennesker, og hvordan de opfører sig, når de bliver overvåget. Det bliver et adfærdsperspektiv. Det er jo ikke sådan, at du sætter dig ind i en karakter og psykologiserer. Nej, man kigger på mennesket i handlingsøjeblikket. Der ligger nydelsen«.
Den komiske magi opstår, når forudsætningerne for en social situation brydes – som med manden med tourettes-syndrom, der i ’The Square’ afbryder en højtravende kunstner med det ene vulgære udbrud efter det andet.
»Det er det samme, når man kigger på den type Youtube-klip, hvor det aldrig handler om, hvordan det skal gå, men hvordan det ser ud, når det sker. Ofte står det tilmed i titlen, ’mand snubler i bananskræl’«.
Grænseoverskridende dansk inspiration
Med det brede gennembrud ’Force Majeure’ begyndte Östlund så småt at rykke sig væk fra fastfrosne tableauer. I ’The Square’ er der åbenlyst tænkt i kameraets elegante bevægelser med en række orkestrerede scener og hypnotiske motiver, som når Christian tager rulletrappen, og der dannes en symmetrisk omvendt trekant. Der er en stor perfektionisme bag hver scene og i pertentligheden ligger der et forarbejde, hvor Youtube er en vigtig sparring.
»Youtube er et virkelig godt sted for research. Hvis jeg skal filme en scene i kunstverdenen med en rulletrappe, så googler jeg ’rulletrappe’ og ser, hvad jeg får«, fortæller Östlund.
Nu forholder det sig ikke sådan, at Cannes-vinderen ’The Square’ er et sammensurium af Youtube-referencer.Kun få scener har Ruben Östlund nærmest taget direkte fra den audiovisuelle slikbutik. En af dem er den allerede ikoniske performancescene, hvor motion capture-eksperten Terry Notary som abeimitator prikker til kulturparnassets indre svinehund ved en fin gallamiddag.
På Wikipedia kan man læse, hvordan Östlund søgte på ’actor imitating monkey’ og fandt Notary. Han har dog også beskrevet, hvordan videoen ’GG Allin in Boston Part 1-2’ lå til grund for abeudskejelserne. Her ser man punkartisten G.G. Allin svine gud og hvermand, gå bersærk på scenen og komme i karambolage med publikum. Men i dagens anledning er kilden nordisk.
»Da jeg skulle lave performancescenen, googlede jeg en (dansk, red.) kunstner, som hedder Christian Falsnaes. Han har lavet en ekstremt sjov performance med ’Syntax Error’, hvor han til en prisuddeling springer op med en gruppe mænd, skriger og opfører sig forstyrrende over for gæsterne. Det er djævelsk interessant at se, hvordan gæsterne forsøger at håndtere det«.
Når mennesket går i fælden
Idolet Buñuel var nådesløs, når han i klassikerne ’Borgerskabets diskrete charme’ og ’Begærets dunkle mål’ skød efter mænd, kvinder, kirken, militæret og politiske revolutionerer. Arvtageren Östlund er lige så vidtgående i ’The Square’. Man kan nemt sidde tilbage i afmagt over den uduelighed, karaktererne udviser, og have svært ved at se lys i menneskehedens fremtid. Kan den apati, der kan være satirens bivirkning, være problematisk for en kunstner med et klart indigneret projekt?
»Jeg vil mere end bare at grine. Jeg oplever, at vi i vores samfund har flere moralske og etiske diskussioner end tidligere. Men det handler mere om vores selvbillede end vores praktiske handlinger. Jeg vil fremhæve nogle tendenser, som jeg ikke bryder mig om«.
Det bliver hos Östlund til et sociologisk studie.
»Sociologien stiller jo fælder op for mennesker. Når mennesker går i fælden, så tager man det som et interessant eksempel, fordi det fortæller nogle ting om os. Det handler om at skabe en forståelsesnøgle til adfærden. Der er jo ikke noget ved folk, der bare spiller klovn uden at have noget at sige«.
Til kamp mod kongehuset
I ’The Square’ er Christian den gennemgående rotte i Östlunds eksperimenter. I starten af filmen konfronteres han af en facer med ordene: »Vil du være med til at redde et menneskeliv?«. Gennem den velmenende, men magtesløse og hykleriske Christian viser Östlund et grundlæggende træk ved det senmoderne samfund, hvor »vi har accepteret, at vi lægger skylden på individet, så i stedet for at løse det i flok, siger vi ’hvad gør du selv for tingene’«, som han siger.
Det egocentrerede udspringer også af dagens medielandskab, mener svenskeren. Man kan tilrane sig opmærksom gennem skønhed som økonomisk kapital, temaet for Östlunds næste film, ’Triangle of Sadness’. Men man kan også bare råbe højt.
»Youtube-klippet i filmen, ’Blonde child get blown into pieces’, er jo inspireret af, hvordan politikere i dag må få opmærksomhed for at blive valgt. Hvordan får du opmærksomhed? Man søger det kontroversielle og konflikten. Senere kan man praktisere sin ideologi«, forklarer instruktøren med henvisning til en viral kampagnevideo, der spiller en væsentlig rolle i ’The Square’, og hvor en pige bliver sprængt i tusind stykker.
»Jeg holder jo meget af pr-drengene«, siger Östlund ironisk om de to selvsikre Knold og Tot, der bare er optaget af at gå viralt upåvirket af det moralsk forkastelige i indholdet. De er indbegrebet af en ideologitom clickbait-kultur, som Youtube på godt og ondt har været med til at fremme.
»Hvis man ser på kontroversielle politikere som Trump og Sverigedemokraterna, får de ekstremt meget eksponering, hvilket betyder, at de bliver valgt. Antallet af artikler, der er skrevet om Sverigedemokraterna, stemmer meget godt overens med vælgerstøtten. Det betyder ikke noget, at man skriver dårligt om dem. Det er selve eksponeringen, der er vigtig«, siger Östlund, der dog heller ikke selv er bleg for at gå til yderligheder i en god sags tjeneste.
»Vi skulle filme på Stockholms Slot. Vi ansøgte længe om tilladelse, men efter to år sagde kongen: ’Nej, I får ikke lov til at filme på slottet’. Så ringede jeg til en journalist på Aftonbladet og sagde, ’jeg har en overskrift til dig med titlen: Hvem tror kongen, han er?’ Det er vel populistisk at udnytte kongen på den måde. Men det var god pr for filmen«.
3 Youtube-anbefalinger fra Ruben Östlund
‘Pygme jerbo’:
»Det er et klip, som er ekstremt lækkert. Det er et fantastisk lille dyr, og kameraet fanger dyret utroligt tæt på. Lars von Trier har aldrig nogensinde skabt lige så stærke billeder«.
‘Girls first ski jump’:
»Det er jo utroligt at overvinde sine rædsler. Klippet inspirerede til en film, der hedder ’Hopptornet’ af Maximilien Van Aertryck og Axel Danielson, som kommer ud af vores produktionsselskab. Man fanger det eksistentielle på en anden måde uden nogen storytelling«.
‘Cop Shoots himself in the leg’:
»Det er så utrolig komisk med en, som skal forklare børnene om farligheden ved våben og gerne også spille på, at han ved, hvordan det fungerer. Og så forsøger han efterfølgende at redde sit ansigt, mens ingen vil være i rummet. Der er noget eksistentielt menneskeligt i rædslerne ved at blive afsløret og tabe ansigt«.
Læs også: ’The Square’: Guldpalmevinder med geniale scener, man aldrig vil glemme