’Vold – i kærlighedens navn’: Christina Rosendahls dokumentar er hård kost
Dannerhuset – med de karakteristiske kvindetegn med knyttede næver malet på ruderne – rummer historie såvel som historier som få andre bygninger. Den tunge, nyromanske kasse på Nansensgade midt i den infernalske københavnertrafik har siden 1979 fungeret som kvinde-krisecenter.
Dengang besatte cirka 300 rødstrømper den nedrivningstruede bygning, formente mænd adgang og etablerede et sikkert rum bag den knirkende port, hvor voldsramte kvinder og børn kunne søge tilflugt. Indtil da havde Dannerhuset, der blev bygget i 1875, huset Grevinde Danners ’Frederik VII’s Stiftelse for fattige Fruentimmer af Arbejdsklassen’.
I dokumentaren ’Vold – i kærlighedens navn’ tager instruktør Christina Rosendahl os på en sjælden tur ind bag porten og de ellers for offentligheden hermetisk lukkede døre i Dannerhuset. Over en tålmodig periode på fem år har Rosendahl fulgt en række af krisecentrets beboere og husets ansatte og frivillige.
Filmen indledes med en kraftfuld scene, hvori en fakkelbærende forsamling ved søerne i København sætter små lysbåde af rispapir med påmalede kvindetegn i vandet. Alt imens messer en kvindelig taler: »(…)10. juli blev en mor til et barn dræbt. 19. juli blev en mor til et barn dræbt. 24. juli blev en mor til to børn dræbt«. Opremsningen fortsætter og følelsen af, at filmoplevelsen hører til i den urovækkende ende af spektret, indfinder sig i maven. ’Vold – i kærlighedens navn’ er hård – men nødvendig – kost.
Christina Rosendahl, der selv er vokset op med en voldelig far, indtil hun, lillesøster, lillebror og mor flygtede, fortæller – emnet og de personlige oplevelser taget i betragtning – i et næsten distancerende sobert og forbavsende afmålt filmsprog. Vi er med til en række terapisessions i Dannerhuset, hvor nogle af de medvirkende beboere optræder med ryggen til kameraet af nødvendige, sikkerhedsmæssige hensyn, mens andre er så langt eller så heldige, at de faktisk tør stå frem.
Fortællinger om både fysisk og psykisk vold lægges frem, og ekstrem social kontrol, komplekse voldsspiraler og konstant ydmygelse går igen hos både unge og midaldrende kvinder fra alle sociale samfundslag.
De dygtige socialarbejdere og mange frivillige i Dannerhuset lægger øjensynligt øre og hjerte til meget på daglig basis. Men selvom tårerne og indignationen presser sig på, bevarer de det professionelle overblik i situationen. Rosendahls kamera flakser forståeligt af og til, men rådgiverne holder øjnene på bolden. Det handler om at give de voldsramte kvinder de nødvendige værktøjer, sproglige og psykologiske, til at frigøre sig. Små gennembrud er store sejre. Og dét er stilfærdig forløsende dokumentarisme at være vidne til.
Undervejs ønskede jeg mig flere gange mere historisk baggrund om Dannerhuset og dets frivillige. Ikke mindst den enigmatiske Edel Petersen, der som 88-årig modtager husets årlige ærespris efter mange års tro tjeneste ved telefonen i receptionen. Hende gad jeg godt se en film om alene. Men omvendt har det tydeligvis ikke været Rosendahls ærinde at tegne et klassisk portræt af huset og kræfterne bag. Til det formål kan anbefales Mette Knudsens to gennemsympatiske dokumentarfilm, ’Grevindens døtre’ (2001) og ’Vejen er lang – om Kvindebevægelsens historie’ (2016), der tilbyder det store, kvindehistoriske vue (omend i en kende firkantet fortællestil).
Rosendahl, derimod, er fluen på væggen og bortset fra enkelte (og derfor virkningsfulde) informationstekster undervejs, overlader hun sig på virkeligheden som rystende sandhedsvidne: 33.000 kvinder bliver årligt udsat for partnervold i Danmark. 2000 af dem kommer på krisecenter.
I ’Vold – i kærlighedens navn’ møder vi blot en håndfuld. Modige kvinder, der kæmper med at kommer videre i livet. Ansigter, skæbner og fortællinger at spejle sig i og tale om, så tabuet om vold i nære relationer kan brydes.
Kort sagt:
I Christina Rosendahls forrige film, ’Idealisten’, var det et særligt blandingsforhold af personlig dedikation og politisk indignation, der drev journalisten Poul Brink i den langsommelige afdækning af Thulesagen. ’Vold – i kærlighedens navn’ synes drevet frem af nøjagtig samme destillat af instruktøren selv.