‘Bright’: ‘Ringenes Herre’ møder ‘End of Watch’ i bizart genremix med Will Smith
Der findes ikke mange instruktører, der er mere inkonsekvente med deres talent end David Ayer. På den ene side har han instrueret krigsfilmen ‘Fury’ og den pseudo-dokumentariske politithriller ‘End of Watch’ – begge fængslende og velskruede fortællinger, der føltes nærværende og ægte. På den anden side har han instrueret ‘Suicide Squad’.
Det har dog ikke holdt Ayer fra frygtløst at sætte sig i instruktørstolen på en af de største filmsatsninger længe, nemlig Netflix’ fantasy-action-krimi ‘Bright’, der bedst kan beskrives som en bizar krydsning mellem ‘End of Watch’ og ‘Ringenes Herre’.
I ‘Bright’ forsøger mennesker, elvere, orker, kentaurer og andet godtfolk at leve side om side i et alternativt Los Angeles, der er præget af raceuroligheder. Som led i et statsligt diversitetsprogram er betjenten Daryl Ward (Will Smith) blevet parret med orken Nick Jakoby, der spilles af en tungt sminket Joel Edgerton (‘It Comes at Night’, ‘Loving’).
Hverken Ward eller resten af politistationens betjente vil have Jakoby på holdet, fordi orkerne for 2000 år siden stod sammen med den mytiske mørke fyrste i en kamp for herredømmet over alle racer. Det var en krig, de tabte, men nu vil en ondsindet gruppe af elvere, anført af den dybt uinteressante skurk Leilah (en næsten replikløs Noomi Rapace) bringe den mørke fyrste tilbage, og det bliver ved et tilfælde op til Ward og Jakoby at stoppe dem.
Max Landis, manusforfatter på film som ‘Chronicle’ og skaber af Netflix-serien ‘Dirk Gently’s Holistic Detective Agency’, har forfattet denne rodebunke af et filmisk univers. ‘Bright’ trækker på klichéer fra snart sagt alle genrer og blender det sammen til et stort forudsigeligt miks, der får de store afsløringer til at falde til jorden med et brag.
Analogien til nutidens racekonflikter og #BlackLivesMatter er ikke ligefrem diskret, som når de to partnere overværer en ork blive tævet med knipler af tre menneskelige politibetjente, og Ward spørger Jakoby, om han er »politimand først eller orker?« Tematikken forbliver uforløst, fordi filmen på intet tidspunkt forsøger at trænge dybt ned i racespændingerne.
Kemien mellem Ward og Jakoby er dog fin, og mens Will Smith spiller sikkert og forglemmeligt, som han for vane, formår Edgerton at menneskeliggøre den udstødte outsider Jakoby. Det sker især gennem hans godmodige reaktioner på den ubarmhjertige verden omkring ham, som når han lader en ung ork slippe væk, fordi han ved, at de menneskelige politibetjente vil misforstå situationen og skyde ham.
Man kan dog ikke lade være med at beundre Ayer og Landis – og for den sags skyld Netflix, der har punget ud med svimlende 90 millioner dollar – for at tage deres fantasifulde univers seriøst. Det er ikke fordi, at ‘Bright’ bryder med Hollywoods formulariske tilgang til storfilm, men den modige sammenblanding af umiddelbart inkompatible genrer tilsat høj produktionsværdi afføder alligevel et tilpas interessant koncept til, at ‘Bright’ ikke føles fuldstændig blodfattig.
Kort sagt:
Netflix’ ‘Bright’ er et modigt genremix, men den fældes af klichéer og uforløst brug af aktuelle problemstillinger. Det ambitiøse koncept er dog tilpas interessant til, at ens opmærksomhed fastholdes fra start til slut.