’Dark’ sæson 1: ’Stranger Things’-beslægtet Netflix-satsning er forvirrende for alle
Ikke et afsnit af ’Dark’, uden at en sprukken mandestemme skal forklare, hvordan alt det, vi tror om tid og virkelighed, er en løgn. Han stiller en hulens masse spørgsmål, men giver kun vage svar. Og efter en halv sæson ønsker man, at han enten vil komme til sagen eller holde mund.
Afsættet er Einsteins ord om, at vores skelnen mellem fortid, nutid og fremtid er en stædig illusion. ’Dark’ konkretiserer teorien ved at bygge bro fra nutid til fortid – fra 1986 til 2019. I begge årstal forsvinder nogle børn i en tysk provins, mens deres forældre og søskende stakåndet forsøger at finde dem. Er der en morder på spil, eller er de ofre for de højere magter?
Det har noget at gøre med, at himmellegemerne vender tilbage til deres udgangspunkt hvert 33. år. Og det har noget at gøre med det kraftværk, der skyder op i den tyske provinsby. Plus noget om utroskab.
Forvirret? Det vil ikke ændre sig efter otte timer i selskab med ’Dark’.
Her er alle forvirrede. Enspænderen Jonas er forvirret over, hvorfor hans far tog sit eget liv, politimanden Ulrich er forvirret over, hvorfor hans søn forsvandt i skoven, og sønnen er forvirret over, at han er havnet et sted meget langt hjemmefra.
Og vi er forvirrede over de lange monologer om cirkulær tid og ormehuller – garneret med et skvæt atomkraftkritik.
Det er ikke, fordi tankespindene ikke er sjove at sno videre på i sofaerne. Men når ’Dark’ samtidig vil være en medrivende thrillerserie med masseappel, er det et under, at den ikke giver os en måde at forholde os til dramaet på. Vi ved helt enkelt for lidt. Det er vanskeligt at greje, hvad skurken, Noah, er ude på, når han konspirerer under amish-hatten, eller hvad i alverden der sker, når bortførte unger ser 80’er-musikvideoer i et kulørt tapetseret børneværelse med noget, der ligner en elektrisk stol i midten.
Som karaktererne er vi fanget i titlens mørke, henledt til et gætværk, der er mere distanceret, end det burde være.
Det er en skam, for dronebillederne af det tyske samfund, hvor køletårnene knejser over trækronerne, er smukke, skuespillerne formår at vræle og brøle, uden at det virker påtaget, mens lydsporet elegant afspejler de forskellige årstal (’Tears for Fears’ er en sikker vinder i 80’er-regi).
Til gengæld kammer det over, når de samme forskrækkede strygere og korsangere hviner for 87. gang i skoven.
Måske skulle den sprukne mandestemme bare have lagt halvdelen af seriens filosofiske base på bordet, inden spændingsplottet for alvor blev sat i sving. Sådan lidt a la Morpheus i ’The Matrix’ (ingen sammenligning i øvrigt). Så ville teorierne om ormehuller og tidscirkler blive en præmis for karakterernes opklaringsarbejde, ikke målet for den.
For nok strejfer stemmen nogle besnærende teorier om tidsrejser og determinisme, men den er samtidig med til at løfte serien op i et pseudofilosofisk helikopterblik. Helt deroppe er det svært at investere en døjt i de små skæbner på landjorden. De er bare prikker i en kosmisk mosaik.
Med ’Stranger Things’ lurede Netflix, at en ny generation hungrede efter 80’er-nostalgi, men det er svært at forestille sig, at det samme publikum har appetit på spekulative teorier om tid og kosmos. Og har man ikke det, er der ikke meget at hente i ’Dark’.
Kort sagt:
Netflix’ tyske seriesatsning, ’Dark’, er billedskøn og velspillet, men er samtidig så optaget af egen pseudofilosofi, at den glemmer at fortælle en fængende historie.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv
Læs også: De 15 mest ventede serier i resten af 2017