’Knightfall’: Ny stor actionserie a la ’Vikings’ på HBO Nordic er firkantet og forudsigelig
I kølvandet på successen med ’Vikings’ har The History Channel endnu engang taget historien under lemfældig behandling med ’Knightfall’ om Tempelridderordenens sidste dage i Europa i slutningen af Middelalderen. Der er ingen tvivl om, at historien om Tempelridderne, som vel efterhånden er en fast bestanddel af vores populærkulturelle kanon, er fascinerende og dragende, og rent æstetisk er synet af krigermunken i hvid kjortel med det røde kors, fuld rustning og sværd og skjold da også et stærkt billede.
Det er også et billede, der i den grad bliver gennempryglet i ’Knightfall’, de stoiske riddere i fuldskæg og rustning, der står og ser alvorlige og højtidelige ud. De bliver anført af den meget pæne mand Tom Cullen (’Weekend’) i rollen som Landry, stormester af Tempelriddernes parisiske afdeling og god ven af den franske Kong Filip d. 4.
I de tre første afsnit ser vi, hvordan ordenen taber slaget om Akko i 1291 og mister deres mest hellige relikvie: Den hellige gral. 15 år senere i Paris kommer der nyt om gralen, som bliver jagtet af både Tempelridderne og saracenerne, alt imens den politiske situation og holdningen til Tempelridderne tilspidser. Det er et miskmask af historiske fakta og anekdoter, der har til hensigt at underholde frem for at være bare en smule korrekt.
Det er der jo sådan set ikke noget galt med, det samme gøres med den meget underholdende ’Vikings’. Problemet er bare, at hypermaskuline krigere, ultravold og et soap-agtigt plot ikke er en garanti for succes.
’Knightfall’ vil gerne være en actionserie med mange små og store slag. Desværre har den ikke budgettet, der matcher ambitionerne – og den bruger en del CGI, der ser en smule tarvelig ud. Det er en udfordring her post-’Game of Thrones’, der havde filmbudgetter til actionafsnittene – forventningerne til action i en tv-serie er simpelthen løbet fra ’Knightfall’, der på den måde og mange andre føles som en tv-serie fra en svunden tid. Det hjælper heller ikke, at koreografien for slagene er rodet, så man ikke rigtigt har en fornemmelse for, hvad der sker.
Det forsøger den at opveje med små brutale klip, for eksempel af et sværd, der (utroligt utroværdigt) stikkes igennem baghovedet og kommer ud af munden. Det virker bare infantilt og lidt latterligt, når det ikke begrundes af plottet. GoPro-kamerastilen bruges ukonventionelt, for eksempel til at filme riddernes ansigter inde bag hjelmens visir, og det fungerer til gengæld udmærket.
Budgettet røber også sin utilstrækkelige størrelse i produktionsdesignet, der foruden de glimrende tempelridderkostumer ikke formår at skabe en troværdig udgave af middelalderen. Det hele er simpelthen for pænt, der er ikke spor af skrald, lort og al det, der ellers hører Middelalderen til i gadebillederne. Her er kun statister i pletfri gevandter og ren hud at se. Hvis Lars Mikkelsen pludselig dukkede op og fortalte ’Historien om Tempelridderne’, kunne jeg acceptere det, men for en historisk dramaserie er det simpelthen ikke godt nok længere.
Dramatisk og plotmæssigt er serien desværre også intetsigende og uoriginal. Karaktertegningen er firkantet og forudsigelig, og de gennemgår generelt ingen udvikling. Plotmæssigt er det meget soap-agtigt: intriger, sex og affærer. Det løfter sig ikke op på et tilpas højtideligt niveau, som passer til materialet. På et tidspunkt kommer Pave Bonifatius VIII forbi Paris, og han spilles utroligt hyggeonkelagtigt af Jim Carter, men her savner man bare en lille smule katolsk mysticisme og højstemthed. Serien tager også den ene fortællemæssige genvej efter den anden.
Med ’Knightfall’s budget skulle man nok have lavet serien mere kammerspilsagtigt med nogle få velproducerede actionsekvenser – som ’Jeg, Caligula’. Alt i alt er der ikke meget at komme efter i ’Knightfall’.
Kort sagt:
Tempelridderserien ’Knightfall’ føles som en serie fra en svunden tid. Sådan en slags serie, BBC kunne have lavet før HBO og ’Game of Thrones’. Tempelridderne tager sig flot ud, men hverken action-, karakter- eller plotmæssigt er der meget at komme efter bag det røde kors.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’