’The Greatest Showman’ opfører et utroligt ringe musical-show med Hugh Jackman
Jeg har aldrig set en musical, der tager sig selv så alvorligt som debutanten Michael Graceys ‘The Greatest Showman’. Filmen om den virkelige cirkusdirektør P.T. Barnum fra 1800-tallets New York er så overdrevet i sin Disney-patos og bombastiske boybandvideokoreografi, at den nærmer sig en parodi på en musical. En mellemting mellem ‘High School Musical’, ‘Moulin Rouge!’ og ‘Les Miserables’ uden en sammenhængende historie, musikalsk talent eller nogen form for kant eller selvironi.
Filmen mistede mig allerede i andet sangnummer, den sentimentale ‘A Million Dreams’, hvor vi i en lang montage følger det spirende forhold mellem den fattige skræddersøn P.T. Barnum og overklassepigen Charity. Som børn bliver de adskilt, men skriver breve til hinanden og bliver gift som voksne. Han holder på hendes gravide mave, de danser rundt oppe på et tag og vupti, så har de to døtre.
Charity (Michelle Williams) ønsker bare sin mands kærlighed, men P.T. (Hugh Jackman) vil give hende den overklassetilværelse, hun kommer fra. Men det står skidt til – det drypper fra loftet, og han bliver fyret fra sit arbejde.
I et forsøg på at skabe en succesfuld forretning låner Barnum penge i banken til at åbne et museum for kuriositeter. Projektet slår i første omgang fejl, indtil han ændrer konceptet til et freakshow, hvor ’unikke personer’ optræder: En skægget dame, siamesiske tvillinger, en dværg, en tyk mand, en høj mand osv.
Folk elsker det, og der er kø nedad gaden. Men det er igen ikke nok for Barnum. Han vil også have kulturelitens anerkendelse. Derfor hyrer han den rige unge teaterproducer Phillip Carlyle (Zac Efron), som får truppen i audiens hos den engelske dronning. Her møder Barnum møder den svenske operasanger Jenny Lind (Rebecca Ferguson), som han i endnu et forsøg på at blive lukket ind i de finere kredse overtaler til at tage med til USA.
Da Jenny optræder første gang, er hele salen ved at dåne af begejstring – til trods for at operasangeren har valgt at synge en uimponerende popballade. Musikken er i det hele taget et problem i filmen. For det første består den af generiske og overproducerede popsange. For det andet er der meget lidt variation. For det tredje er den konstant – der er virkelig mange numre. Og for det fjerde er der ingen i filmen, der synger godt.
Det er en kedelig tendens i filmmusicals – blandt andet ‘Les Miserables’, ‘Into the Woods’, ‘La La Land’ og ‘Skønheden og udyret’ – at man hyrer filmstjerner uden vokale kompetencer. I nogle sammenhænge kan det give en realisme, men i en film, der handler om at optræde, savner jeg at blive blæst bagover af fantastiske sangere. I gamle dage kunne stjerner som Gene Kelly, Liza Minelli, Barbara Streisand og Julie Andrews både synge og danse. Hvor er den moderne musicalstjerne?
Zac Efron, der godt nok er lidt fad, og Disney Channel-stjernen Zendaya som trapezdanser i truppen er i det henseende højdepunkter og har et fint kærlighedsnummer med en trapez.
Hugh Jackman er en entusiastisk performer, som ligner en, der meget gerne vil være musicalstjerne. Men han er for stiv i betrækket og kroppen til at brænde igennem. Over for ham får Michelle Williams, som vi senest har set levere kraftpræstationer i ‘Manchester by the Sea’ og ‘Certain Women’, ikke lov til at være andet end den beundrende og søde kone.
Filmens største problem er dog budskabet om, at Barnum gør de skæve eksistenser en tjeneste ved at ’trække dem ud af skyggen’. Reelt er der tale om grov udnyttelse og udstilling, for han præsenterer dem som freaks, ikke som mennesker, og gemmer dem væk fra offentligheden, når de ikke optræder. På samme måde er filmen heller ikke interesseret i at folde deres karakterer ud.
‘The Greatest Showman’ slår også – meget belejligt – et slag for populistisk underholdning og dårlig smag. En vigtig aviskritiker, der af uvisse årsager bliver ved med at dukke op ved museet, foragter Barnums »falske« show. Men stivstikkeren opgiver efterhånden sin modstand. »Den ædleste kunst er at glæde andre«, bliver han enig med Barnum om. Så er det bare ærgerligt, at der er så lidt at glæde sig over i filmen.
Kort sagt:
Det er ironisk, at en musical om ‘The Greatest Showman’ fremfører så ringe et show. Sangene er kedelige, men historien mellem sangene er endnu værre. Filmen tager sig selv alt for alvorligt, og budskabet om inklusion af ’unikke personer’ ringer hult, når der reelt er tale om udnyttelse.
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1