‘Darkest Hour’: Oscar-favoritten Gary Oldman er prangende og pompøs i gammeldags biopic
Af de tre skildringer af Dunkirk-evakueringen under Anden Verdenskrig i det seneste år er Joe Wrights Churchill-portræt ‘Darkest Hour’ suverænt den kedeligste. Den klassiske og svulstige historiske biopic om Winston Churchills første kritiske måned på premiereministerposten i maj 1940 blegner i originalitet ved siden af Lone Scherfigs metakomediedrama om propagandafilm ‘Their Finest Hour’ og Christopher Nolans intime øjebliksbillede under selve evakueringen, ‘Dunkirk’.
Wright lever heller ikke op til sin egen tidligere skildring af Dunkirk med det uforglemmelige fem minutter lange tracking shot langs strandbredden i ‘Atonement’ fra 2007.
Udgangspunktet i ‘Darkest Hour’ er ellers spændende nok. Mens Hitlers Tyskland invaderer Europa, kræver det britiske parlament den konservative premiereminister Neville Chamberlain afsat, fordi han har givet Tyskland for mange indrømmelser. Winston Churchill, der i årevis har advaret mod nazisterne, får jobbet, fordi han er den eneste kandidat, oppositionen kan blive enige om. Han gør sig imidlertid hurtigt upopulær blandt sine partifæller, da det står klart, at han ikke har i sinde at indgå en fredsaftale med Mussolini for at spare de engelske tropper.
Gary Oldman iført proteser og makeup til uigenkendelighed spiller 65-årige Churchill med store armbevægelser og gør ham til en energisk, kolerisk, lunefuld, engageret og lynende intelligent statsmand. Han er typen, der elsker lyden af sin egen stemme, forsøger at løse verdenssituationen fra sengen og dikterer manuskriptet til sin tale til sin sekretær fra toilettet. Sin selvsikre og buldrende facon til trods er det med datidens øjne interessant at se ham oprigtigt tvivle på sin overbevisning om at tage kampen op mod Nazi-Tyskland. Hvor mange unge mænd skal han ofre i solidaritet med resten af Europa?
Beslutningen om at lade England kæmpe kender vi, og vejen hen mod hans berømte tale efter Dunkirk-evalueringen (»whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds…«) føles en anelse lang. Som et studie i retorik er det dog interessant at se, hvordan han får vendt parlamentet og mobiliseret landet ved hjælp af ord, og hvordan han konstant går rundt og arbejder på at sammensætte de stærkeste formuleringer.
Hans taler og Oldmans levering af dem er stærkt medrivende, og man får lyst til at hæve næven i engelsk patriotisme. En opfundet scene, hvor Churchill går ned og snakker med folket i undergrundsbanen og får utvetydig opbakning til at vælge den aggressive linje mod nazisterne, balancerer til gengæld lige på kanten mellem det klæbrige og gribende.
Bedre fungerer scenerne mellem Churchill og kvinderne i hans liv, der bringer hans bløde og menneskelige side frem: hans unge sekretær, Elizabeth (Lily James), der i starten er rædselsslagen for sin hidsige chef, men efterhånden udvikler sig til et tæt allieret. Og hans klarsynede kone Clementine, spillet af en skarp Kristin Scott Thomas.
Produktionsdesign, kostumer, makeup og den virtuose fotografering er imponerende, men også svulstig og støvet. Det samme kan man sige om Oldman, der er favorit til at vinde sin første Oscar. Det er en ekstremt dygtig, men også prangende præstation, nærmest designet til at vinde en Oscar.
Kort sagt:
Årets store Oscar-favorit Gary Oldman leverer en imponerende, men prangende og pompøs præstation som Winston Churchill i Joe Wrights ligeledes dygtige, men lidt for forudsigelige og gammeldags historietime om Storbritanniens involvering i Anden Verdenskrig.