KOMMENTAR. Jeg har mistet tal på, hvor mange #Metoo-relaterede artikler, jeg har læst over de sidste måneder, der har fået mig op i det røde felt af lige dele raseri og sorg over beskrivelser af det ene forfærdende seksuelle overgreb efter det andet, begået mod kvinder og mænd fra alle samfundslag og på tværs af brancher.
Vigtigheden af det (vestligt) verdensomspændende kønskulturelle jordskred, #Metoo har affødt, kan ikke undervurderes for fremtidige krænkelsesofres mulighed for at blive hørt og taget seriøst i det offentlige rum. Og derfor bør det også vække bekymring, at fundamentet under bevægelsen er begyndt at slå sprækker.
Siden Weinsteins tunge korpus faldt med et brag fra Olympen, og sluserne åbnede sig for #Metoo-beretninger fra Hollywood til Horsens, har der hersket bred og velmenende Twitter- og mediekonsensus om, at alle historier fortjener opmærksomhed og respekt ud fra en betragtning om, at alles grænser selvsagt er forskellige.
Tanken er sympatisk, men grundlæggende flawed. Og en tikkende bombe under #Metoo-budskabet, der utilsigtet har gjort sagens mål skrøbeligt over for de kritikere, der måtte mene, at kampagnen som udgangspunkt er en stor heksejagt.
Lige så umuligt, det er at opstille regler for, hvornår enkelte individer føler sig krænkede i større eller mindre grad, lige så farligt er det at skære samtlige historier over én kam. Og i samme åndedrag forlange, at alle former for non-verbale tegn fra individer med ellers velfungerende stemmebånd med øjeblikkelig virkning sidestilles med verbal kommunikation.
»Girls who don’t give a fuck«
I weekenden sprang bomben: Krænkelsesanklagerne mod komikeren og ‘Master of None’-skaberen Aziz Ansari er et ærgerligt eksempel på, hvor skødesløst medie og anklager i ansvarsfralæggende fællesskab kan smide dømmekraft, selvindsigt og proportionssans over bord og spænde ben for fremtidssikringen af de kulturelle landevindinger, #Metoo indtil videre har medført.
En anonym kvinde, ’Grace’, beskrev i en 3.000 ord lang artikel på mediet babe.net, hvordan hun sidste år havde været på en date med Aziz Ansari, der ifølge ’Grace’ havde udviklet sig ubehageligt (hele historien kan læses her).
Miseren startede med, at Ansari skænkede ’Grace’ et glas hvidvin hjemme i sin lejlighed på Manhattan:
»It was white. I didn’t get to choose and I prefer red. But it was white wine«.
’Grace’ undlod at gøre Ansari verbalt opmærksom på sine vinpræferencer, men i artiklen figurerer detaljen ikke desto mindre som det første røde (!) flag, og et tegn på, Ansari var ude af stand til at læse ’Grace’s non-verbale signaler.
Det er en observation, der under overskriften »I went on a date with Aziz Ansari. It turned into the worst night of my life« lyder som en #Metoo-parodi. Udgivet af et medie, hvis slogan er »babe is for girls who don’t give a fuck«.
Længere nede i artiklen kan man læse, at parret tog på restaurant, hvor ’Grace’ følte, at Ansari var uhøfligt ivrig efter at komme videre. Alligevel tog hun med hjem til hans lejlighed igen, hvor de tog tøjet af og havde oralsex. Ansari pressede på for at have samleje, men ’Grace’ havde ikke lyst, og følte, at Ansari var alt for insisterende, og at han ikke gav hende luft.
Da ’Grace’ satte ord på, at hun ikke ville presses, holdt Ansari tilbage og medgav, at det »selvfølgelig skal være sjovt for os begge«. Senere pegede han drillende på sin penis, og ’Grace’ gav ham et blowjob mere.
Endelig tog ’Grace’ hjem, vred og skuffet over, at Ansari ikke ville mere end sex. Dagen efter sendte ’Grace’ en sms til komikeren, hvori hun skrev, at hun havde følt sig utilpas, og at han ikke havde reageret på hendes signaler. Han svarede overrasket og uforbeholdent undskyldende tilbage (hele sms-korrespondancen kan læses i babe-artiklen). Skolingen af Ansaris dårlige manerer og hans prompte undskyldning var imidlertid ikke nok for ’Grace’, som det fremgår at de nu offentlige 3.000 ord.
Man må gå ud fra, at intentionen bag artiklen har været (det håber jeg i hvert fald), at sætte fokus på, at ganske almindelige good guys også kan blive indoktrineret af krænkelseskulturen til at synes, at de fortjener sex eller har gramseret, fordi de har givet en middag/drinks/kvinden er taget med hjem.
Deri ligger en væsentlig kulturel diskussion, og en, jeg godt selv kan fortryde, at jeg ikke tidligere i livet tog med diverse tonedøve (fulde) dates – hovedparten var blevet bestyrtede over at få af vide, at deres fremfærd var alt andet end attråværdig, og en åben snak havde sikkert gjort alle godt i sidste ende. En dårlig date med en fyr, man har crushet på er tåkrummende (det var ’Grace’, der indledningsvist kontaktede Ansari fordi hun var fan). Men dårlige dates validerer ikke karaktermord i verdenspressen.
Kritik fra toneangivende medier
#Metoo har aldrig handlet om at tegne voksne kvinder som victorianske glasfigurer. Det er fornærmende for de reelle ofre og for alle de kvinder, der i årtier har kæmpet for lige rettigheder mellem kønnene og for, at kvinder kan få lov til at bruge deres stemme. Hvis vi går ud fra, at kvinder – alle kvinder – som udgangspunkt ikke længere kan forventes at kunne give udtryk for deres holdninger i mandligt selskab, er vi tilbage til tiden, før kvinder smed korsettet.
#Metoo kan forhåbentlig få både mænd og kvinder til at blive bedre til at passe på hinanden og vejre stemningen i situationer, hvor den ene part måtte ønske seksuelt samvær mere end den anden. Man kan ikke helgardere kønnene mod samtlige dårlige oplevelser, men babe.net »giver ikke en fuck« for at afspore debatten eller for, at Ansari-artiklen smider friskt brænde på bålet for samtlige forsmåede dinosaurer derude.
Kvindelige klummeskribenter for The New York Times (samme avis, der i sin tid bragte den første Weistein-reportage) og The Washington Post og The Atlantic har reageret på ’Grace’s historie med indlæg, der fordømmer artiklen for at udvande den vigtigste kønsdebat i moderne tid. De står ikke alene: Den amerikanske tv-vært Ashleigh Banfield fra showet ’Crime and Punishment’ gæstede CNN tirsdag aften med følgende besked til ’Grace’:
»Du har smadret løs med hammer og mejsel på en bevægelse, jeg og mine søstre i arbejdsstyrken har drømt om i årtier. En bevægelse, der endelig gør op med den oversexede kultur, jeg også selv har kæmpet med i løbet af mine 30 år i tv-branchen«, tordnede hun.
Vasker hænder og donerer millioner
Moralsk stikbold er underholdningsindustriens tvivlsomme yndlingssport pt., og skønt få sager er så counterproductive for #Metoo-diskursen som ovenstående, bliver eksemplerne på Hollywood-stjerner, der i pludselige anfald af dårlig samvittighed hastigt fejer for egen dør, inden Twitter-spotlyset måske/måske ikke rammer dem, flere dag for dag.
På den konto har en lang række skuespillere inden for den seneste uge offentligt fortrudt og undskyldt for deres medvirken i Woody Allen-film. Greta Gerwig, Rebecca Hall, Timothée Chalamet, Mira Sorvino, Ellen Page og David Krumholtz har alle skrevet angrende statements, hvori de begræder associationen til instruktøren, hvis adoptivdatter Dylan Farrow tidligere har anklaget ham for seksuelle overgreb.
Anklagerne er alvorlige, og så første gang dagens lys i 1992, da Woody Allen lå i skilsmisse med skuespillerinden Mia Farrow. Sagen skabte store overskrifter dengang og gjorde det igen, da Dylan Farrow selv fortalte sin historie i et åbent brev til The York Times i 2014. Her adresserede Farrow endog direkte flere af de skuespillere, der havde arbejdet sammen med Woody Allen:
»Hvad hvis det havde været dit barn, Cate Blanchett? Eller dig, Emma Stone? Eller dig, Scarlett Johansson« spurgte hun.
Scarlett Johansson svarede igen i The Guardian:
»Jeg synes, at det er dybt uansvarligt (af Dylan Farrow, red.), at tage en håndfuld skuespillere, og smide vores navne ind i en sag, som ingen af os har nogen som helst mulighed for at sige noget indsigtsfuldt om«.
Ingen af de Hollywood-kvinder, der nu taler dunder for #Metoo, stod frem med deres støtte til Dylan Farrow i 2014 – heller ikke Emma Stone, som netop har været med til at stifte organisationen Time’s Up. Men sagen fik medieomtale, hvorfor samtlige skuespillere, der nu donerer deres millionhonorarer fra Woody Allens film med den ene hånd, mens de poster statements på Twitter med den anden, uden større besvær kunne have brugt en halv time på at tage personlig stilling til sagen på et hvilket som helst tidspunkt mellem 1992 og 2018.
Ganske vist har vi lært af #Metoo, at man ikke skal undervurdere tavshedens tyranni i Hollywood, men i modsætning til Weinstein og Kevin Spacey-sagerne er der ikke kommet nye anklager eller beviser frem mod Woody Allen. Det, der har ændret sig, er tidsånden, og de dertilhørende nye uskrevne dogmer for, hvad unge stjerner post-#Metoo forventes at gøre og sige offentligt for at holde hoved og karriere oven vande.
At særligt Greta Gerwig og Timothée Chalamet derfor tager afstand fra Woody Allen (som sidstnævnte arbejdede sammen med så sent som i efteråret på den kommende ’A Rainy Day in New York’), er ikke så overraskende. Begge er upcoming talenter med stort momentum lige nu. Og hvis man skal spekulere lidt i timingen, ligger begge desuden lunt i svinget til at blive Oscar-nomineret i næste uge.
Skulle det ske, har hverken Gerwig eller Chalamet formentlig lyst til at stå på den røde løber til filmbyens største prisfest og blive beskyldt for at have skummet fløden ved at arbejde sammen med Woody Allen, uden at forholde sig til Dylan Farrows anklager. Den form for stormvejr har ingen af de to endnu nok brancheanciennitet til at stå imod.
Folkedomstolens thumbs down
»Jeg er ved at lære, at en god rolle ikke bør være det eneste kriterium for at sige ja til et job. Det er blevet meget mere klart for mig over de sidste måneder, hvor jeg har været vidne til fødslen af en stærk bevægelse, der har til hensigt at gøre op med uretfærdighed, ulighed og frem for alt tavshed«, udtalte Chalament i sit statement.
Variationer af »jeg har lært« og »jeg vil fremadrettet gøre det bedre« ekkoer altså i skrifteboksen, men selvom det er en positiv effekt af #Metoo, at alle ser på deres gerninger i et nyt og mere velfunderet lys, så skal det ikke overlades til folkedomstolen, at afgøre med et thumbs down, hvis karrierer der skal statueres et eksempel ud af, og hvem der får lov til at arbejde videre – selv efter en given anklage måtte være blevet afvist af en officiel retsindstands (to sagsanlæg mod Woody Allen er igennem årene blevet undersøgt og afvist af retten i USA).
Så sent som i denne uge advarede ’The Handmaid’s Tale’-forfatteren Magarat Atwood i et skriv for The Globe and Mail mod, at lade førnævnte folkedomstol tage magten. »I ekstreme tider vinder ekstremisterne. Deres ideologi bliver religion, og alle dem, der ikke følger deres sag, bliver set som forrædere«, skrev hun – og fik øjeblikkeligt voldsom kritik for at være illoyal mod den ’feministiske’ sag.
Anklagerne mod Aziz Ansari og Woody Allen kan ikke sammenlignes, men Twitter-opråbene efter at kvase enhver nuanceret debat om begge sager – og de respektive herrers karrierer – udspringer af samme misforståede moraldekret, der tager #Metoo som gidsel. Det kan ende med at gå hårdt ud over både anklagere og anklagede, og muligheden for overhovedet at kunne behandle sagerne enkeltvis: Hvis alle tages lige seriøst, er der ingen, der bliver taget seriøst.
Det er tvivlsomt, om historiebøgerne vil se mildt på dem, der lige nu lader sig rive med ’for en sikkerheds skyld’. Uanset hvad deres intentioner er.
Læs også: David Lettermans nye Netflix-show udstiller et vist MeToo-relateret hykleri