‘Sidste stop’: Liam Neeson leger hårdtslående Hercule Poirot i togthriller
Eksstrømeren Michael MacCauley (Liam Neeson) sidder i toget på sin daglige pendlerrute. Han er lige blevet fyret uden varsel fra sit job som forsikringssælger efter ti års tro tjeneste. Økonomien er spændt til bristepunktet, fordi sønnen snart begynder på universitetet, og karriereudsigterne som nyligt arbejdsløs 60-årig ser mildest talt dystre ud.
Pludselig sætter der sig en mystisk kvinde, som kalder sig Joanna (Vera Farmiga), i sædet overfor ham. Hun vil have MacCauley til at udpege den person på toget, som ikke passer ind. Det eneste, han får at vide, er, at han vil blive belønnet med 100.000 dollars.
Kvinden stiger af toget, før MacCauley kan nå at udspørge hende, men da han har alvorligt brug for pengene, indvilliger han i legen, der viser sig at få grusomme konsekvenser.
Sådan lyder det intense startskud på krimithrilleren ‘Sidste stop’, hvor den evigt sympatiske Liam Neeson i rollen som MacCauley skal undersøge og forhøre togets passagerer i et ubarmhjertigt ræs mod uret, der minder om ‘Mordet i Orientekspressen’ på speed. Blandt passagerne finder man blandt andre Jonathan Banks (‘Breaking Bad’, ‘Better Call Saul’) og vores egen Roland Møller (‘Under sandet’), der leverer en fortrinlig præstation som den hårde negl Jackson.
Neesons MacCauley er ærkeeksemplet på den amerikanske middelklasse. Vi hører til et klientmøde i begyndelsen af filmen, hvordan han og konen mistede alle deres opsparinger og investeringer, da finanskrisen ramte, og i filmens indledende montage ser vi, hvordan den hårdtarbejdende familiemand de seneste ti år er stået tidligt op for at tage den timelange pendlerrute til arbejde.
Det gør også, at man forstår og sympatiserer med MacCauleys bevæggrunde, når han tager pengene, fordi MacCauley repræsenterer alle de middelklasseborgere, der var ofre for finanskrisen, på samme måde som Andrew Garfields rådvilde hovedperson gjorde det i det fremragende boligkrisedrama ’99 Homes’. Dette cementeres endegyldigt, når MacCauley overhører en ubehøvlet børsmægler savne sine dage hos Goldman Sachs og giver ham den verbale sviner: »Du, Goldman Sachs, på vegne af den amerikanske middelklasse, fuck dig!«.
Det giver filmen noget kant, men det er ikke nok til at kompensere for plottets forudsigelige udvikling, der resulterer i et klimaks, der er næsten rømmet for tilfredsstillelse, fordi overraskelserne falder fuldstændig til jorden.
‘Sidste stop’ er den fjerde film, hvor Neeson og den spanske instruktør Jaume Collet-Serra slår pjalterne sammen for at skabe det, som de gør bedst: God simpel underholdning. Langt hen ad vejen lever ‘Sidste stop’ også op til sit løfte, og hvis man fandt duoens ‘Unknown’, ‘Non-Stop’ og ‘Run All Night’ underholdende, så er der helt sikkert også noget at komme efter i denne ‘Strangers on a Train’-inspirerede togthriller.
Kort sagt:
Indtil ‘Sidste stop’ lader autopiloten tage over og forfalder til forudsigeligt miskmask, er det en udmærket krimithriller, der i filmens første halvdel er leveringsdygtig i suspense og tilmed fungerer som en sympatisk analogi over middelklassens udfordringer efter finanskrisen.