Park City, Utah. To dage efter afslutningen på dette års Sundance står det klart, at verdens førende independentfilm-festival er trådt ind i en ny æra. Der blev hvisket om det i Park City under festivalen, hvor de garvede festivalveteraner understregede, at denne årgang ikke er som de andre.
Paparazzierne er væk, festerne er nedtonet, og Harvey Weinstein, der har været fast Sundance-inventar siden sit festivalgennembrud med Steven Soderberghs ’Sex, lies and videotape’ i 1989, befinder sig hundredvis af kilometer borte på sexafvænning i Arizona. Bag sig har han efterladt et næsten lige så langt spor af overgreb, som mere end én gang har fundet sted til de store branchefester, Weinstein havde for vane at arrangere under festivalen.
Det er den lange skygge, Sundance har kæmpet for at træde ud af med årets program, når de, som den første A-festival efter Metoo og Timesup-bevægelserne tog fart, skal være med til at vise vejen frem.
Der er blevet etableret et sæt regler – såkaldte Codes of Conduct – der skal sørge for, at alle kan opleve festivalen uden at blive udsat for chikane, sexisme og truende adfærd, mens festivalen i samarbejde med Utahs rigsadvokat har etableret en døgnåben nødlinje, hvor man kan melde brud på reglementet.
2018 er året, hvor ingen har lyst til at træde forkert i det omskiftelige Metoo-landskab, hvor filmstjerner den ene dag kan modtage Golden Globes for næste dag at blive anklaget for overgreb og trække deres film med i sølet. Det skader alle, men allermest pengemændene, som er på årets festival for at erhverve sig det kommende års mest lovende titler.
Det har blandt andet fået producenter og distributører til at indføre grundige baggrundstjek på filmskaberne inden et potentielt køb af deres film. For som Nate Parkers Sundance-film ’The Birth of a Nation’ allerede beviste i 2016, kan en skandalesag koste filmselskaberne millioner af dollars og destruere selv den stærkeste priskandidat.
Men til trods for omfattende sikkerhedsprocedurer er det filmene, der for alvor viser vejen frem.
Den første fremragende Metoo-film
Årets festival vil blive husket for de stærke fortællinger med lige så stærke kvinder foran og bag kameraet. 38 procent af festivalens samlede program er instrueret af kvinder, og selvom der stadig er et pænt stykke vej mod kønslighed, er det en markant forbedring i forhold til tidligere år.
Ved weekendens prisoverrækkelse blev det samtidig understreget, at de kvindelige filmskabere har stået for nogle af årets stærkeste film. De fire priser for bedste instruktion, på tværs af kategorier, gik alle sammen til kvinder, mens Desiree Akhavans LGBTQ-drama ’The Miseducation of Cameron Post’ vandt topæren for bedste amerikanske spillefilm.
Den mest omtalte film på årets festival blev ganske overraskende forbigået i prissammenhænge, men der var rigeligt med roser andetsteds fra.
Jennifer Fox’ første fiktionsfilm – det delvist autobiografiske overgrebsdrama ’The Tale’ – var den eneste film, der modtog et stående bifald på årets festival for sit modige portræt af instruktørens egne oplevelser med overgreb i 13-årsalderen. Siden er den blevet kaldt den første fremragende Metoo-film og har høstet talrige seksstjernede anmeldelser fra de internationale medier.
Laura Dern spiller Fox som 48-årig. Hun arbejder som succesfuld dokumentarist, underviser aspirerende filmskabere og har et normalt forhold til sin mangeårige forlovede. Lige indtil hendes mor Nettie (Ellen Burstyn) ringer og oprevet fortæller, at hun har fundet en novelle, Fox har skrevet som barn. En novelle, der beretter om et seksuelt forhold mellem 13-årige Fox og hendes 40-årige løbetræner Bill (Jason Ritter), og som i morens øjne er et uudsletteligt bevis på, at hendes datter er blevet misbrugt som barn.
Fox’ egne barndomsminder er slørede, men hun husker intet om overgreb. Det ændrer sig dog hurtigt, da hun sætter ud på en omfattende rejse for at afdække sandheden om den sommer, hvor hun mødte Bill. I en af filmens mest kraftfulde scener fastholder kameraet tilskueren i et jerngreb, når vi ser, hvordan Bill forgreb sig på den 13-årige Fox’ i fuldt close up. Fox er ikke længere i tvivl, men hun nægter at indtage den offerrolle, som hendes nærmeste forsøger at presse ned over hovedet på hende. I stedet sætter hun sig for at konfrontere sin overgrebsmand over tredive år efter hændelsen.
Diversitet og kvalitet i fokus
Det er den rå viljestyrke, som karakteriserer mange af de kvindelige roller på årets festival. For Sundance-udvalget byder ikke bare på film om stærke kvinder, men stærke film om alle slags kvinder.
Det gælder både film om moralsk forkastelige karakterer, som Maggie Gyllenhaals fremragende portræt af en børnehaveklasselærer, der udlever sine egne fantasier gennem en ekstraordinært begavet elev i ’The Kindergarten Teacher’.
Men det gælder også de mere komplekse størrelser, som Andrea Riseboroughs titelrolle i ’Nancy’, hvor hun spiller en ensom kvinde på bunden af sin midtvejskrise, der ikke bare får overbevist sig selv om, at hun er blevet kidnappet som barn, men at hun også har fundet sine rigtige forældre årtier senere.
Danske ’Holiday’ hører også hjemme i selv samme kategori, når Isabella Eklöf sætter sig for at undersøge, hvorfor man vælger at blive i et overgrebsmiljø i fortællingen om Sascha (Victoria Carmen Sonne), der bliver ved med at vende tilbage til sin overgrebsmand (Lai Yde).
Årets Sundance-program har præsenteret en yderst lovende start på 2018, hvor diversiteten har været umulig at overse. Alene i hovedkonkurrencen var der kun tre ud af 16 film, der ikke handlede om enten kvinder eller sorte, og det må formodes at være en eller anden form for rekord. Men årets program opfyldte ikke bare diversitetskvoterne med bravur. Det præsenterede også nogle fremragende film af en perlerække af yderst lovende, kvindelige debutanter, som for få år siden sagtens kunne have haft svært ved at finde deres plads på festivalen.
Hvis resten af filmåret følger i Sundances fodspor, er det nemt at forestille sig, at 2018 bliver året, hvor de kvindelige filmskabere langt om længe får muligheden for at fortælle deres egne historier. Og i så fald gør mændene klogt i at spidse ører.