Jeg har det svært med megastjerner, der gør sig påfaldende umage for at fremstå som en average guy (det er som regel guys, der gør den slags).
Når Jon Stewart efter sin ’The Daily Show’-pension optræder i talkshows i afvasket t-shirt og daggamle skægstubbe for at virke totalt nede på jorden, virker det som et påtaget humblebrag, ’jeg ved godt, jeg er en legende, men jeg giver ikke en fuck’. Det er jo kun folk i den liga, der kan tillade sig at optræde på landsdækkende tv og ligne én, der ikke har været i bad i fire dage.
Derfor kløede prologen på den nyeste udgave af David Lettermans Netflix-talkshow ’My Next Guess Needs No Introduction’ mig også alle de forkerte steder. Her står George Clooney og Letterman på fortorvet ved lufthavnen i Los Angeles og kigger på fly, mens de gufler burgers og pommes frites fra IN-N-OUT.
Denne mondæne aktivitet – at se på luftfartsmaskiner og sværte pomfritsauce i kæften – skal være dem vel undt, men så kommer ekspedienten fra burgerkæden ud og synes selvfølgelig, det er ret vildt, at han bringer chokolademilkshakes til to af USA’s mest berømte mænd, der bare sådan lige hænger casual ud på fortorvskanten. Tænk hvor utroligt, at de herrer Letterman og Clooney er ligesom alle os andre!
Otte år og i troldedragt
Kanske jeg er oversensitiv, men på mig har det den modsatte effekt: En alt for tydelig positionering, der snarere indikerer, at stjernerne både føler sig og er højt hævet over almindelige mennesker. Som dengang Anders Fogh skulle spille fodbold for at virke folkelig, mens hans jakkesæt tittede frem inden under træningsdragten.
Positivt overrasket blev jeg derfor, da Lettermans faktiske interview med George Clooney på scenen foran et live-publikum i store træk viste sig at være interessant, fordi det oprigtigt gav et billede af et almindeligt menneske bag den stenrige superceleb, som introen snublede over for sig selv for at understrege.
Letterman spurgte Clooney til hans opvækst i tobaksindustri- og hestevæddeløbsbyen Lexington, Kentucky, og skuespilleren fortalte indlevende og sympatisk om sin barndom med en far, der var profileret tv-vært, og en mor, der kom på »andenpladsen i en Miss Kentucky-skønhedskonkurrence«. De flyttede meget – »når huslejen skulle betales« – og Clooney husker, hvordan han gik på opdagelse i kostumerummet på hans fars tv-station, hvorefter hans far uden at fortrække en mine fingerede interviews med ham i studiet.
»Jeg var otte år gammel og iført alfekostume, og min far spørger: ’Sååå, Skt. Patricks Dag er en stor dag for dig, ikke’?«.
I reportageindklip besøger Letterman så forældrene, der stadig bor i Kentucky, og vi får et fint indblik i, hvor Clooney kommer fra, og hvem han er i dag.
I perioder mere Jimmy Fallon end Iben Maria Zeuthen
Clooney er en god fortæller – hans anekdoter om hans fortid som baseball-talent, beundring for Spencer Tracy, første tur til Los Angeles og katolske grundskyld med grus i skoene er særdeles veloplagte – og som 56-årig fremstår hans tilbageblik både klart og varmt. Som når han ser tilbage på sin første større rolle i tv-serien ’Sunset Beat’.
»Jeg spillede en undercover-betjent på Harley om dagen og rockstjerne om aftenen… Syv vidunderlige afsnit!«, siger han og leverer derefter en fem sekunders imitation af manden, som spiller guitar, mens han fanger forbrydere, der i sig selv er hele interviewet værd.
Kemien er bedre her end mellem den (lovlig) afslappede Letterman og Barack Obama i første, overdrevet rygklappende udgave af programmet, og på Clooneys opfordring åbner også den aldrende talkshowlegende selv op om sin opvækst med en alkoholisk far, der gjorde selv AA-møderne til en scene, hvor han kunne spille komedie.
Det er ikke just et kritisk interview, og måske skyldes det bare den nedklippede forkortelse af seancen, men Letterman hopper fra det ene emne til det andet som en hækkeløber med kuk i kompasset. Fra baseball til tanten Rosemary Clooney, fra barndomssygdom til mødet med Amal, der siden skulle blive hans kone.
Det giver i perioder interviewet et overfladisk præg, som underbygger introens hang til buddy-buddy-atmosfære frem for den indfølte portrætfornemmelse, der glimter i programmets bedste stunder. Når Clooney skal forklare Darfur-konflikten på 17 sekunder (og det mere handler om stjernens eget eventyr end om de nødlidende), klichekaste sin kærlighed på Amal og fortælle om sit succesfulde tequilafirma, er man pludselig mere i skøjtende Jimmy Fallon-land end dybdegående Iben Maria Zeuthen.
»Du er en forfærdeligt venlig mand. Meget imponerende«, slutter Letterman småleflende. Han tjener formentlig en god skilling på sin højprofilerede interviewrække, og nu begynder han så småt – med hvert andet spørgsmål i hvert fald – at overbevise om, at han er knasterne værd. Når Malala, Jay-Z, Tina Fey og Howard Stern indtager den hjertevarme stol i de kommende udgaver, vil vi gerne endnu længere ind.
Læs også: Vi bør sætte pris på de film, der sparker os over skinnebenet