Da duoen bag ’Den Korte Radioavis’ blev censureret af DR og Danmarks Indsamling

Dansk showbiz’ førende provokatører Rasmus Bruun og Frederik Cilius skulle have medvirket i lørdagens Danmarks Indsamling med et videoindslag. Deres bidrag, som de lavede for at sælge billetter til deres kommende live-show, blev imidlertid trukket af folkene bag indsamlingen. Og det var ikke engang en tiendedel så groft som deres oprindelige idé. Selv siger de: »Vi holder ligesom på, at Helle Thorning-Schmidt skal nævnes. Det bliver en principsag«.
Da duoen bag ’Den Korte Radioavis’ blev censureret af DR og Danmarks Indsamling
Frederik Cilius som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun som Rasmus Bruun i Radio24syvs satireprogram 'Den Korte Radioavis', der nu er blevet til 'Den Korte Weekendavis'. (Foto: Seth Nicolas)

For nogle måneder siden fik Rasmus Bruun en idé. Den gik ud på, at ’Rasmus Bruun’ – som Rasmus Bruun spiller i ’Den Korte Weekendavis’ (tidl. ’Den Korte Radiovis’) – skulle tage en slap tissemand i munden. Det var et sjovt billede. Men hvor passer et sådant billede ind? Hvilken fortælling hører det til? Hvorfor tager ’Rasmus Bruun’ en slap tissemand i munden?

Det var sådan, det startede, og det sluttede med, at duoen bag, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, blev censureret ud af den store årlige Danmarks Indsamling. Endda som følge af en markant – markant! – mildere version end den med oralsex i bedste sendetid: Indtil videre kan vi kalde den Helle Thorning-versionen.

For halvanden uge siden fortalte vi historien om, hvordan Frederik Cilius og Rasmus Bruun nødlukkede ’Hvem vil være millionær’ i et program, der (heller) aldrig blev sendt. Og nu må de to komikere, der er blevet kendt og hyldet for deres fuldstændigt ublu grænseoverskridende satire og har gjort Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm til et symbol på alt, hvad der er politisk ukorrekt, endegyldigt udnævnes som dansk showbiz’ førende spielverderbers. Eller er det snarere dem, der bliver spielverdiebt?

Døm selv:

Kunne det ikke være sjovt, hvis…

Danmarks Indsamling spørger Rasmus Bruun og Frederik Cilius, om de vil lave et lille videoindslag til det store indsamlingsshow på DR1, der satte fokus på »verdens hjemløse børn« og indsamlede små 79 millioner kroner i lørdags.

»Vi har et princip om, at vi ikke støtter godgørende formål, fordi vi jo betaler vores skat. Men fordi vi har et show på vej, tænkte vi, at der måske kunne være en pr-mæssig fordel i at stille op, ligesom Andreas Bo gjorde sidste år, da han skulle sælge sit show«, siger Rasmus Bruun med reference til makkerparrets kommende live-show, ’Det Skide Show’.

Cilius og Bruun får den klare fornemmelse, at de har frie tøjler. Folkene bag Danmarks Indsamling kender Kirsten Birgit og ved, at hun kan finde på hvad som helst. Og ikke vil finde sig i mindre.

Makkerparret holder møde med produktionsselskabet om, hvordan de skal gribe videoen an. Der er god stemning. Cilius og Bruun vil faktisk gerne lave noget, som ikke blot promoverer deres eget show, men også er grænsesøgende satire i bedste sendetid.

»Der sker så det til mødet, at Rasmus meget ud af det blå siger: ’Det kunne også være sjovt, hvis ’Rasmus’ skulle sutte en sort mands pik’«, fortæller Frederik Cilius.

Værterne Christian Degn og Lise Rønne under lørdagens komplet Kirsten Birgit-løse ‘Danmarks Indsamling’.

Konceptet er, at Kirsten Birgit beslutter sig for at teste, hvor langt ’Rasmus Bruun’ vil gå for at hjælpe de nødlidende. Og at Kirsten Birgit skal instruere ham i god blowjob-teknik, men at han skal være så ueffen til det, at hun selv må tage over og vise, hvordan man – Suspekt kan rappe det, så vi kan også skrive det – sutter den op fra slap.

»Ønsker han at hjælpe dem så meget, at han er villig til at give en voksen mand et blowjob?«, spørger Rasmus Bruun. »Og nu hvor det var børn på flugt, kunne det måske være sjovt, hvis det var et barn, han skulle give et blowjob. Det ville vi selvfølgelig ikke gøre i virkeligheden, vi skulle bruge…«

Cilius: »…en voksen mands tissemand. Det skulle være et barn, men når man så zoomer ind på det, skulle barnet have en enorm tissemand«.

Bruun: »På produktionsselskabet kan de faktisk meget godt lide ideen. Altså, de synes, det er lige til stregen! Instruktøren siger, at når det er en slap tissemand, kan man måske forsvare det. Det med at det er et barn, det… er ikke så godt. Så vi præciserer, at det ikke behøver være et barn, det må godt bare være en voksen neger, og at vi klipper væk, når Kirsten træder til, så vi kun hører det på lydsiden«.

Forestil dig en kålpølse

En lang mailkorrespondance følger, hvor Cilius og Bruun udveksler pornoklip med produktionsfolkene for at identificere, hvad det er, de går efter.

»Og det er faktisk et ret svært punkt at finde i en pornofilm. Det bliver hurtigt en stiv tissemand«, siger Rasmus Bruun.

Cilius: »Jo, men sorte mænd har jo tit slappe tissemænd i begyndelsen, for de har meget store lem, og der er meget blod, der skal fyldes ud i dem«.

Bruun: »De hvide mænd skammer sig måske mere over det«.

Cilius: »Ja, det er det, de vil gerne have en stiv til at begynde med«.

Promobillede fra Cilius og Bruuns kommende live-show, ‘Det Skide Show’. (Foto: Seth Nicolas)

Ville du tage en rigtig penis i munden, eller skulle det være en kunstig?

Bruun: »Det skulle være en rigtig, men jeg ved ikke, hvordan man skulle gøre med kønssygdomme og alt det der. Jeg vil gerne være sikker på, jeg ikke får… herpes«.

Cilius: »Siger du, der er mange sorte, der har kønssygdomme?«

Bruun: »Øøøøh. Mmmm. Altså ja. Men det er nok mere aids«.

Cilius: »Nå. Hold da op!«

Bruun: »Altså sorte i Afrika«.

Cilius: »Nu er det jo ikke, fordi vi ville have hevet én op fra Sierra Leone«.

Bruun: »Det var sådan, jeg ville have gjort det, jeg ville være taget derned«.

Cilius: »Det behøvede du jo ikke. Det kunne jo bare have været… Thomas Buttenschøns tissemand«.

Troede I virkelig på, at man kunne få lov at vise det i primetime?
Bruun: »Det skulle jo bare være en slap tissemand. Man skulle ikke se den blive stiv«.

Cilius: »Hvis du forestiller dig, at der hænger en kålpølse, og man har hænderne bag om ryggen – hvordan vil du få den ind i munden? Sådan vil det se ud. Men ja, det troede jeg faktisk, man kunne i Danmark. Jeg tror ikke, det er ulovligt«.

Bruun: »Men der skal jo kun én klage til, så trækker DR alt tilbage. Som med ’Kender du typen?’, hvor Mads Steffensen forleden fik sagt, at han skulle pisse. Og da han kommer hurtigt tilbage fra toilettet, siger Anne Glad, ’det var godt nok hurtigt’, og så siger han, ’det var også en kraftig stråle’. Og det er faldet én seer for brystet, som har klaget, og derfor undskylder DR og Mads Steffensen nu«.

Cilius: »Ja, så kan det godt være, det var lidt optimistisk med den sorte pik«.

Bruun: »Men jeg vil da sige, at hvis man på et tidspunkt skal gøre sig håb om at se en sort slap tissemand, så skal det da være i en indsamlingsshow for børn på flugt«.

En principsag

På et tidspunkt står det klart, at at blowjob-ideen aldrig vil få rejsning.

»Nå, men det var ærgerligt, siger vi så – så passede det ikke helt, at alt kunne lade sig gøre«, siger Rasmus Bruun. »Men så får vi en anden idé«.

Det er her, Helle Thorning-versionen kommer ind i billedet. Navnet er egentlig lidt misvisende, for den tidligere statsminister og nuværende direktør for Save the Children spiller kun en marginal rolle i videoen. Ikke desto mindre er det hendes navn, der bremser den.

I den video, Rasmus Bruun og Frederik Cilius optager med produktionsholdet fra ’Danmarks Indsamling’, foreslår ‘Rasmus’ Kirsten Birgit, at overskuddet fra en af deres ’Det Skide Show’-optrædener skal gå til de hjemløse børn. Det er Kirsten naturligvis meget imod. For hvorfor skal hun arbejde gratis for Danmarks Indsamling, når alle andre får løn?

»Så hun laver en rant, hvor hun spørger Rasmus: Arbejder Lise Rønne og Christian Degn (de to værter på Danmarks Indsamlings, red.) gratis? Nej, det gør de nok ikke. Får kameraholdet løn, får lysmændene løn? Ja, det gør de nok«, forklarer Frederik Cilius.

»Og så siger hun også: ’Hvad med Helle Thorning, hun får vel også sine to en halv millioner kroner i årsløn for at være chef for Red Barnet’?«.

Helle Thorning-Schmidts løn måtte ikke nævnes i årets Danmarks Indsamling. (Foto: Schiller Graphics/Getty Images)

Dét er åbenbart kontroversielt. For selvom bemærkningen er med i den færdigklippede video, Cilius og Bruun får tilsendt, får de pludselig besked om, at det skal klippes ud. Forklaringen lyder, at Helle Thorning-Schmidt som direktør for det internationale Save the Children ikke har noget med Danmarks Indsamling at gøre, selvom der står ‘Save the Children Denmark’ under Red Barnet-logoet på Danmarks Indsamlings site.

»Men hun er jo chef for paraplyorganisationen for alle de nationale udgaver. Og man kender jo virksomhedsstrukturer, pengene løber opad, og skidtet løber nedad. Og derfor er vi helt overbeviste om, at der også går nogle penge til hende«, påpeger Frederik Cilius.

»Så vi holder ligesom på, at Helle Thorning skal nævnes. Det bliver en principsag«.


Nyttig baggrundsinformation: Helle Thornings-Schmidts årsløn på 2,2 millioner kroner blev i december 2016 kritiseret i britiske Daily Mail – en historie, der også blev viderebragt i mange danske medier. Googler man »Helle Thorning-Schmidt Save the Children«, er hit nr. 2 et »STATEMENT ON CEO PAY« på Savethechildren.net. Thornings-Schmidts løn er med andre ord en penibel affære for Save the Children.

»Fra starten siger de, at vi har frie rammer, at vi kan sige lige, hvad der passer os, at der ikke skal være nogen bånd, der binder os«, fastslår Rasmus Bruun. »Så kan man sige, er det ikke vigtigere, at vi får hjulpet de hjemløse børn? Men altså, der skal nok blive samlet penge ind alligevel«.

Cilius: »De vil gerne have, at vi tager pis på Lise Rønne og Christian Degn – men hvorfor må Helle Thorning ikke ryge under bussen? Så det bliver hårdt mod hårdt, og vi siger, ’I skal ikke vise den film, med mindre Helle Thorning er med. Eller, altså, vi går først lige ind og kaster et blik på billetsalget til vores show«.

Bruun: »Og det går faktisk meget godt«.

Ren kalkule

Men når I stiller op til et velgørenhedsshow, er det så ikke også ok at gå på kompromis, nu hvor endemålet er godt?
Cilius: »Endemålet er ikke godt, for endemålet for os er at sælge billetter til vores show. Det er ikke nobelt. Det er heller ikke nobelt, når Volkswagen stiller fire Passat’er til rådighed til Danmarks Indsamling. Det er ren kalkule«.

Bruun: »Og der sidder politikere i showet og tager telefonen og samler penge ind, mens de samtidig skærer i ulandsbistanden. Det er jo hyklerisk«.

Cilius: »Det er et underholdningsshow, hvor man lader, som om man kerer sig om nogle børn på flugt, men det handler for alles vedkommende om, hvad kan man få ud af det. Men altså. For os handler det her også om at sige, lad være med at bede os om at komme, hvis I ikke vil have det, vi laver«.

Bruun: »Det er vigtigt for os, fordi Kirsten Birgit ingen berettigelse har, hvis folk finder ud af, at hun ikke må sige, hvad hun gerne vil sige«.

Med ’Hvem vil være millionær?’ og det her kunne man få den tanke, at I er besværlige?
Bruun: »Det tror jeg faktisk ikke, vi er. Jeg tror, vi er rigtigt medgørlige i forhold til mange andre i mediebranchen«.

Cilius: »Det skal også lige siges, at det med ’Hvem vil være millionær?’ er to år siden«.

Bruun: »Vi er besværlige hvert andet år!«.

Læs DR’s forklaring på det kasserede Danmarks Indsamling-indslag: »Vi så ingen anden udvej«


BONUSINFO

Frederik Cilius er engang blevet spurgt, om han vil være med i ’Vild med dans’. Han sagde nej.

Da Cilius og Bruun skulle optræde ved en nytårskomsammen hos DJØF, fik de på forhånd at vide, at de helst ikke skulle nævne udflytningen af offentlige arbejdspladser. Så det gjorde de.

Deres live-show ’Det Skide Show’ får premiere 1. marts i Bremen Teater og rykker senere på måneden til Magasinet i Odense og Musikhuset i Aarhus.

Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ nødlukkede ‘Hvem vil være millionær?’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af