Spanskfødte Luis Buñuel (1900-1983) var i virkeligheden kætter, mente den fransk-danske filmhistoriker Martin Drouzy. Han blandede uden problemer det folkelige, det elitære og det ubegribelige. Han var helt sin egen, mistroisk over for ethvert dogme og med et stort provokatorisk talent, der ramte både til højre og til venstre.
Han favnede paradokserne, men besad derudover et skarpt blik for mennesker og menneskelig adfærd, der gør hans film aktuelle som aldrig før. Ingen slap for hans bidende vid, og i en #MeToo-kontekst giver det god mening at kigge tilbage på Buñuels film, hvor ikke mindst forholdet mellem mænd og kvinder – med alt hvad det indebærer af magtspil og seksuel frustration – bliver undersøgt helt ned i detaljen.
1920’ernes pulserende Paris var ramme for Buñuels formative år, hvor den unge mand fik øjnene op for filmmediet og dets muligheder gennem stumfilm af giganter som Fritz Lang og Sergej Eisenstein. Med sine to første film skulle han snart selv skrive filmhistorie. ‘Den andalusiske hund’ blev skabt i samarbejde med landsmanden Salvador Dalí og betragtes, ikke mindst takket være sin fremstilling af den altopslugende kærlighed, den såkaldte »l’amour fou«, som det første surrealistiske filmværk nogensinde.
Ved premieren havde Buñuel fyldt lommerne med småsten af frygt for optøjer, men så vidt kom det aldrig. Trods stikpiller til kirken og borgerskabet blev kortfilmen godt modtaget, og billedet af en kvinde, der får øjet skåret midt over med bladet på en barberkniv, har i dag ikonisk værdi.
Det betyder dog ikke, at ‘Den andalusiske hund’ har mistet noget af sin oprindelige gennemslagskraft. Den britiske filmkritiker Mark Kermode kan eksempelvis berette, at han besvimede, første gang han så den.
Kontrovers med kirken
‘Guldalderen’, der blev bestilt af en fransk aristokrat, lægger sig i naturlig forlængelse af den første succes, men mødte en helt anden skæbne. Militante fra den yderste højrefløj stormede biografen, hvor den blev vist sammen med en udstilling af surrealistisk kunst. Filmen blev herefter forbudt for at have forstyrret den offentlige ro og orden, og i mange år kunne den kun opleves i ufuldstændige kopier.
Det er ikke svært at forstå, hvad der udløste vreden. ‘Guldalderen’ var et frontalt angreb på den vestlige verdens vedtagne værdier med sin fortælling om et ungt par, der i en række vignetter gang på gang bliver forhindret i at fuldbyrde deres romantiske forhold af det omkringliggende samfund. En særlig morsom scene tager fodfetichisme under behandling, fordi det for Buñuel var et fascinerende eksempel på menneskelig perversitet. Det går igen i klassikeren ‘En kammerpiges dagbog’ mange år senere med en forførende og håndfast Jeanne Moreau i hovedrollen. Mest berygtet er den satiriske Jesus-fremstilling, der skulle blive én blandt mange, og som satte skub i Buñuels lange kontrovers med den katolske kirke.
Buñuel havde som Alfred Hitchcock gået på jesuiterskole, men brød med sin borgerlige fortid og søgte et nyt livsgrundlag. Det skete først i surrealismen og siden i marxismen, da han vendte tilbage til det borgerkrigshærgede Spanien, hvor han med ‘Las Hurdes’ stod bag en meget tidlig »mockumentary«.
Social indignation
Under Franco drog Buñuel i eksil, og efter et kort ophold i USA slog han sig ned i Mexico, hvor han boede indtil sin død. Filmproduktionen genoptog han efter en lang pause i slutningen af 1940’erne og fik et nyt hit med ‘Fortabt ungdom’, hvor surrealistisk poesi bliver forenet med neorealistiske impulser i skildringen af ungdomskriminalitet og skæve eksistenser i Mexico City. Ikke mange kender til hans mexicanske periode, men den repræsenterer en dristig balancegang mellem kommercielle hensyn og kunstneriske ambitioner. Selv de mest banale projekter fik et buñuelsk twist, oftest gennem en absurd happy end, der undergravede fortællingens opbyggelige morale.
Det er i disse år, at hans sociale indignation skinner tydeligst igennem. Tabuiserede størrelser som racisme, fattigdom og pædofili bliver vendt i den underkendte, engelsksprogede perle, ‘Mands begær’, hvor handlingen er henlagt til Sydstaterne. ‘Tro og lidenskab’ skildrer umuligheden i at leve et liv i fuldkommen overensstemmelse med kirkens ord, men kommer samtidig til at rette en kritik mod et moderne samfund, hvor religionen ikke har nogen plads. Til Buñuels store ærgrelse blev den hædret med en amerikansk-katolsk filmpris.
Mindre ambivalent forholdt det sig med Guldpalme-vinderen ‘Viridiana’ i 1961, der sætter spørgsmålstegn ved den kristne næstekærlighed. Umiddelbart efter premieren sikrede den sig Vatikanets officielle fordømmelse. Buñuel valgte at tage det som et klap på skulderen. Selvom han allerede havde instrueret nogle film i Europa under sit mexicanske eksil, markerede episoden hans definitive comeback. Sædvanligvis brænder selv de største filmskabere ud i deres alderdom, men Buñuel kunne nu nyde godt af en hidtil uset kunstnerisk frihed med stor finansiel opbakning.
Og så fandt han i manuskriptforfatteren Jean-Claude Carrière, der var mange år yngre end ham selv, en god sparringspartner. Efter sigende skrev Carrière mændenes replikker, mens Buñuel tog sig af kvindernes.
Kvindeligt begær og seksuel frigørelse
Buñuel fortsatte i surrealistiske mønstre og satiriserede endnu engang over kirken og borgerskabet i film som ‘Mælkevejen’ og ‘Borgerskabets Diskrete Charme’. Men der var også tale om en modning. Hvor kærligheden i ‘Den andalusiske hund’ blev hyldet som et mål i sig selv, betragtede han nu de seksuelle drifter i et mere nuanceret og til tider direkte kritisk lys.
Det hang måske sammen med, at han som gammel mand havde mistet appetitten på kvinder, som det fremgår af selvbiografien ‘Mit sidste suk’. Formmæssigt antydede han også nye veje for filmkunsten med film, der blandede drøm og virkelighed og bød på et hav af digressioner.
Med sin vovede fortælling om en lægefrue, der keder sig derhjemme og beslutter sig for at blive prostitueret i dagstimerne, kom han ungdomsoprøret i maj 1968 i forkøbet. En meget ung Catherine Deneuve spiller Séverine eller ‘Dagens skønhed’, som søger den tilfredsstillelse hos sine kunder, som hendes mand ikke kan give hende. Fra begyndelsen står det klart, at vi befinder os inde i hendes hoved, og de mange fantasier inkluderer en scene, hvor hun bundet til et træ bliver overhældt med kokasser (i virkeligheden brugte man chokoladeyoghurt).
Som prostitueret må hun prøve lidt af hvert, og vi støder blandt andet på en nekrofil adelsmand, en kineser med en mystisk æske og en masochistisk professor. Problemerne opstår, da en kunde bliver forelsket i hende. Det er ikke gratis at adskille krop og sjæl, erfarer Séverine.
Fokusset på det kvindelige begær og diskussionen af den seksuelle frigørelse er med til at sikre filmens fortsatte relevans. Et gensyn vil uden tvivl lede tankerne hen på Deneuves nylige udtalelser om #MeToo-bevægelsen, som hun anklagede for nypuritanisme og politisk korrekthed. ‘Dagens skønhed’ bruger prostitutionsbranchen til at undersøge, hvem der bestemmer over hvem.
Er Séverine underlagt mændenes lyster? Eller forfølger hun sine egne drifter?
Forudanelse af #MeToo?
Magtspillet fortsætter i Buñuels sidste film, ‘Begærets dunkle mål’. Favoritskuespilleren Fernando Rey ses i rollen som en aldrende playboy, der bliver besat af en ung kvinde fra fattige kår. Det er ikke til at vide, hvad der sætter gang i hans begær, men det forbliver uforløst.
To forskellige skuespillerinder blev brugt til at portrættere den manipulerende og facetterede Conchita, der holder på at være jomfru, finder på talrige undskyldninger for ikke at gå i seng med sin beundrer, men samtidig dræner ham for penge og andre gaver. Lang tid før Christian Tafdrups nyeste film inkarner hun den »frygtelige kvinde«. Temmelig subtilt vender hun magtforholdet på hovedet. Den store ydmygelse indtræffer, da hun har sex med en anden mand for øjnene af ham.
Er Rey en slags tidlig Harvey Weinstein? Det er en oplagt sammenligning, ikke mindst fordi filmen anerkender, hvor dybt sammenvævede mænds økonomiske og seksuelle frihed er. Men som den amerikanske filmkritiker Jonathan Rosenbaum har påpeget, kan man gå endnu videre og perspektivere til Donald Trump.
Filmens slutscene foregriber faktisk præsidentparrets udenlandsrejser, hvor Melania flere gange afviste at holde sin mand i hånden.
Man kan se en række af Luis Buñuels film fra ’Den andalusiske hund’ til ’Begærets dunkle mål’ i Cinemateket gennem februar og marts – læs mere her.