72 minutter gik der, fra Anders Breivik den 22. juli 2011 ankom til Utøya, til han overgav sig til politiet. Det føles som en evighed i den norske instruktør Erik Poppes fiktionsfilm ‘Utøya 22. juli’, der skildrer højreekstremistens massakre på de unge socialdemokrater i ét langt take i realtid fra de unges perspektiv. Breivik ser man kun silhuetten af i et glimt.
Poppes film er den første af flere planlagte film og serier om Utøya, og instruktørens fortolkning af det sensitive nationale traume blev imødeset med stor spænding inden verdenspremieren på Berlinalen torsdag, hvor den samme morgen blev vist for pressen. Efter 92 ekstremt hårde og adrenalinfremkaldende minutter modtog journalisterne filmen med klapsalver, et par buh-råb, men først og fremmest en knugende stilhed. Det er en lamslående film, der kalder på at blive fordøjet.
Historierne og karaktererne i filmen er fiktive, men bygger på interviews med overlevende. Vi lander i den socialdemokratiske ungdomslejr på øen Utøya, 14 minutter inden det første skud lyder i filmen. De unge har netop fået nyheden om en eksplosion i Oslo og forsøger at sikre sig, at deres familier er ok, mens de spiser vafler og forbereder aftenens grillfest. I centrum for filmen er 18-årige Kaja (fremragende spillet af den 19-årige debutant Andrea Berntzen), en populær og ansvarlig ledertype. Hun skælder sin lillesøster Emilie ud over at have det for sjovt, for det er respektløs over for tragedien og de venner, der ikke kan få fat i deres forældre.
Den forfærdelige stilhed
Pludselig lyder der skud, og nogle af de unge kommer løbende og råber til de andre, at de skal følge med. Kaja følges først med en gruppe venner, men bryder fri for at lede efter Emilie. Resten af filmen følger hendes ensomme flugt, søgen og forsøg på at skjule sig i skoven og på stranden. Undervejs møder hun forskellige mennesker, som hun forsøger at hjælpe, blandt andet en såret ung teenagepige, der tigger hende om at blive hos hende, selvom skudsalverne nærmer sig.
Fotograf Martin Otterbecks håndholdte og flakkende kamera viger ikke fra Kajas side, og det giver en klaustrofobisk og intens følelse af at være der i øjeblikket. Scenerne, hvor Kaja og de andre unge sprinter for deres liv, er uhyggelige, men de stille scener, hvor hun gemmer sig, er endnu værre. Lydarbejdet af Gisle Tveito er lige så fantastisk som kamerasiden og består kun af skudsalver fra skiftende retninger og de unges fodspor, skrig, gispen, hvisken og tilbageholdte vejrtrækning – ingen musik. Stilheden og ventetiden, hvor de ligger stille og lytter efter skuddene, er næsten ikke til at være i.
At filmen er effektiv og gruopvækkende, kan der ikke være to meninger om. Men er det moralsk forsvarligt at skabe en spændingsfilm om så nylig en tragedie? Og hvad skal vi i det hele taget bruge filmen til?
De unges historie er blevet overskygget
Som sådan giver filmen os ingen nye indsigter eller politiske advarsler, vi kan tage med os ud i verden. Vi er jo i forvejen enige om, at terrorisme er forfærdeligt. Fulgte man med i nyhederne i dagene efter den 22. juli – eller har man set Kari Ann Moes fine dokumentar ‘Til ungdommen’ fra 2013 – er man også ret klar på, hvor frygtelig og sørgelig en begivenhed det var. Jeg kan personligt ikke huske en nyhedshistorie, der har påvirket mig i en sådan en grad som de unge idealistiske teenageres øjenvidneberetninger om sommerlejren, der blev til et mareridt udover alle forestillingsevner.
Spørgsmålet om filmens eksistensberettigelse har forud for festivalen været til debat i Norge og blev på Berlinalen også rejst af flere anmeldere og på den efterfølgende pressekonference. Her forklarede Erik Poppe, at han ønskede at fortælle historien om Utøya fra de unges synspunkt, fordi han, og flere overlevende og forældre til ofre, han har talt med, mener, at de unges historie er blevet overskygget af Breiviks sag og genopbygningen af Oslos centrum.
»Vi har brug for at huske på, hvad der fandt sted ude på den ø, og hvordan højreekstremisme kan se ud«, sagde Poppe, der var alvorlig, berørt og klar i mælet.
»Nogle mener, at filmen kommer for tidligt, men hvis det ikke gør ondt at se den, er det for sent. Det er hårdt, men det er en del af en helingsproces. Specielt for de unge mennesker, der var ude på øen. Vi har holdt visninger for overlevende og deres forældre, og flere fortalte, at det var hårdt at se den, men at den også forløste noget for dem. Mange af de unge fortæller, at de har svært ved at tale om, hvad der fandt sted. Nu kan de sige, ‘se filmen, så kan vi tale om, hvor jeg er nu’«.
»Det er had i den reneste form«
Tre overlevede, der har været del af filmprocessen, sad på første række til pressekonferencen. 24-årige Ingrid Endredrud, der var 17 år, da hun gennemlevede massakren, supplerede instruktøren:
»Min grund til at medvirke er at fortælle historien, der for så mange mennesker har været umulig at fortælle. Når jeg forsøgte at forklare, hvad jeg havde oplevet, var jeg kun i stand til at fortælle det fra en distance. Der kan filmkunst fortælle historien på en anden måde end ord. Det er også en måde at bevare en del af historien. Og den tredje grund er at fange og vise, hvad højreekstremisme kan lede til. Det er had i den reneste form, og som samfund er vi nødt til at stå sammen mod det«, sagde Endredrud til massiv applaus i salen.
Ligesom filmen rammer hendes ord lige i maven, og hendes argumenter er godt nok svære at skyde ned.
Også Indiewires filmkriker David Ehrlich argumenterede for voldsomhedernes berettigelse.
»Film har ikke gjort os mindre sensitive over for vold, *vold* har gjort os mindre sensitive over for vold. Da jeg så ‘Utøya 22. juli’, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at film nu har magten til at gøre os sensitive over for vold igen«, tweetede han efter visningen.
Og han har en pointe. Med de utallige terrorangreb i Europa og masseskyderier i USA i de sidste par år er jeg næsten blevet immun over for flere nyhedshistorier om terror. I stedet grinede jeg i sommer lystigt af satireprogrammet ‘Den Korte Radioavis” såkaldte terrorbetting – spil på, hvor det næste angreb kommer!
Måske har vi alle sammen brug for at blive mindet om, hvordan terror føles for ofrene.
‘Utøya 22. juli’ får norsk premiere den 9. marts. En dansk premiere er ikke fastsat.
Læs også: Wes Anderson åbner Berlinalen med et galgenhumoristisk bjæf