Når der ikke er plads til Tilda Swinton i panelet til en pressekonference, har man altså et stærkt cast.
Swinton, der lægger stemme til en synsk mops ved navn Oracle i en kort scene i Wes Andersons stop motion-film ‘Isle of Dogs’, var forvist til publikumsrækken, mens blandt andre Bill Murray, Bryan Cranston, Liev Schreiber, Jeff Goldblum, Greta Gerwig, Jason Schwartzman og Anderson selv holdt løssluppent hof for pressen med fællessang og hundeanekdoter.
(Jeff Goldblum har en puddelhund med brækket ben. Jason Schwartzman har en fransk bulldog ved navn Arrow Joel Schwartzman, som nogle vil kende fra filmen ‘7 Chinese Brothers’.)
Det er første gang, at en animationsfilm har åbnet Berlinalen, og det har nok hjulpet på placeringen, at stjernerne kunne møde så talrigt op og kaste glamour over festivalen.
»Der er det ved animationsfilm, at skuespilleren ikke kan sige, at de ikke er tilgængelige. Vi kan gøre det når som helst. Vi kan gøre det hjemme hos dig, på alle tidspunkter. Der er ingen undskyldning. Det hjalp«, sagde Anderson om castingen af sin stjerneparade, der også tæller Scarlett Johansson, Edward Norton, Frances McDormand og Harvey Kartel.
Med ‘Isle of Dogs’ er kongen af quirky og sorthumoristiske indiefilm ellers rykket i en tak mørkere og mere politisk retning: Historien er en klar allegori over de vestlige landes frygtbaserede ekskludering af flygtninge og minoriteter.
Udmattende på den gåde måde
I Andersons univers er det menneskets bedste ven, der er blevet udstødt. En hundehadende og diktatorisk borgmester i den japanske by Megasaki har overbevist befolkningen om, at alle hunde er blevet ramt af en smitsom influenza og har derfor deporteret alle byens hunde til den golde og skraldinficerede ø Trash Island.
Borgmesteren møder dog modstand fra egen familie, da hans 12-årige forældreløse nevø Atari (Koyu Rankin) stikker af i et fly for at redde sin elskede vagthund, Spots. På øen er Spots ikke at finde, men han møder hundene, Rex (Edward Norton), Boss (Bill Murray), Duke (Jeff Goldblum) og Chief (Bryan Cranston), som hjælper med at lede efter ham.
Historien er i sin kerne en klassisk dannelsesrejse om en dreng og hans hund, men den kringlede og hæsblæsende fortællestil fuld af flashbacks, svinkeærinder og finurlige detaljer er langt fra ‘Lassie’. Anderson har om muligt skruet endnu mere op for sin sædvanlige visuelle detaljerigdom i sine skarpt framede tableauer, som tvinger publikum til at holde øjnene vidt åbne.
Det er en udmattende film at se – på den gode måde. Animationen, der er skabt på gammeldags stop motion-facon med dukker og modeller, er fantastisk livagtig og smuk, og især hundenes øjne er udtryksfulde.
Vi er alle chefer
Midt i de mange informationer og høje tempo giver filmen heldigvis indimellem plads til åndehuller, hvor Atari bare kløer Chief bag øerne, eller Chief flirter med showhunden Nutmeg med sexet stemme af Scarlett Johansson. Wes Anderson fortalte på pressekonferencen, at han var inspireret af to japanske instruktører Akira Kurosawa og Hayao Miyazaki.
»Med Miyazaki får man natur og fredelige øjeblikke, en rytme, der ikke findes så meget i den amerikanske tradition. Det inspirerede os meget. Da jeg arbejdede med Alexandre Desplat om musikken, fandt vi mange steder, hvor vi blev nødt til at tone musikken ned, fordi filmen ville være stille«.
Filmen er nok dyster i tema, men mest af alt virkelig sjov med sin galgenhumor og sit absurde univers – for eksempel den konstruktion at menneskene taler japansk og hundene engelsk, så de ikke forstår hinanden. Jeg grinede højst over, at hundegruppen, der alle har ledernavne, stemmer om hvert lille forslag i selv de mest ophedede situationer, for »du er ikke chef, vi er alle chefer«.
»Hvem er vi, og hvem vil vi være?« spørger Atari på et tidspunkt direkte til kameraet. Et både dybt og banalt spørgsmål, som filmen, når blændingen har fortaget sig, måske ikke gør os så meget klogere på.
På pressemødet udtrykte Anderson sig også i vage termer, da han blev spurgt om filmens politiske dimension.
»Måske var der små steder, hvor vi fik inspiration fra virkeligheden«, sagde han og forklarede, at filmen startede som en idé om hunde, ikke med et budskab eller refleksion over samfundet.
»Vi startede ikke med spejlet, vi startede med hundene. Spejlet kommer, når filmen samler sig«.
Læs også: Wes Anderson er tilbage – se traileren til ‘Isle of Dogs’