Da Ole Borndal i 1996 drog over Atlanten for at lave et remake af sin egen debutfilm ’Nattevagten’, tog han også den originale films fotograf Dan Laustsen med. ’Nightwatch’ blev muligvis ikke et stort mesterværk, men de nu skandaliserede brødre Bob og Harvey Weinstein var i det store hele glade og tilfredse – specielt for billedsiden.
Kort efter skulle deres Miramax-studie producere relativt uerfarne Guillermo del Toros første amerikanske film ’Mimic’, og de så et potentielt match i den nyligt importerede danske fotograf.
Det skulle vise sig at blive til et særdeles frugtbart samarbejde, som 21 år senere kulminerede i 13 Oscar-nomineringer til ’The Shape of Water’ – inklusive en nominering for Laustsens fotografering, hvilket gør ham til den blot anden dansker, der opnår anerkendelsen i netop denne kategori. Til at starte med føltes det dog ikke som den mest oplagte kollaboration:
»Man arbejder altid med lange dage på amerikanske film, og jeg havde ingen intention om at mødes med nogen som helst. Jeg havde to små børn og min kone med derover, så jeg ville bare have fri og hjem til mine børn«, fortæller Dan Laustsen, da vi møder ham hos Nordisk Film i Valby. Samme dag er han fløjet til Danmark fra London, hvor han var nomineret til Englands største filmpris, BAFTA-uddelingen. Al denne award-glans var muligvis ikke blevet en realitet, hvis ikke producerne dengang havde været så insisterende.
»Vi mødtes første gang, Guillermo og jeg, til en kop kaffe et eller andet sted, og det var ikke nogen fest. Han gad ikke, og jeg gad ikke. Det var noget underligt noget«, siger han.
»Men Weinstein-brødrene pushede på og sagde: ’Nu må I sgu lige tage jer sammen. Tag en kop kaffe til eller gør et eller andet’«, fortæller Laustsen.
»Da vi mødtes anden gang, var det lige pludseligt ret fedt. Han fortalte om sin film (’Mimic’, red.). Det var en sjov historie, og da det kun var min anden amerikanske film, var jeg meget interesseret. Det kunne være sjovt at lave«.
Genforenet efter 17 år
Efter ’Mimic’ så Guillermo del Toro og Dan Laustsen ikke hinanden i 17 år. Én af grundene var muligvis, at fotografen takkede nej til at være med på mexicanerens næste film. Men i 2014, i løbet af et par ugers pause fra Laustens arbejde på ’1864’, blev de genforenet i forbedelserne til ’Crimson Peak’.
»Vi mødtes for første gang i 17 år, og det var, som om vi havde mødtes for to dage siden«, fortæller han. »Det var virkelig mærkeligt. Tiden havde stået stille«.
Snart kom de tilbage til den vante rytme og gensidige forståelse:
»Vi kommunikerer enormt godt sammen, kan godt lide hinanden og har de samme holdninger til lys og kamerabevægelser. Når man arbejder mere og mere sammen, får man et bedre sprog, men man stoler også mere på hinanden«, fortæller han og forklarer, hvorfor Guillermo del Toro er så unik en instruktør at arbejde sammen med:
»Jeg synes, at han er en fuldstændigt genial instruktør. Han er jo virkelig en mester. Han er en filmskaber på et helt andet niveau end de fleste andre. Den måde, han laver film på, er virkelig, virkelig gennemtænkt. Der er ingenting, vi laver, som er tilfældigt«, forklarer Laustsen.
»Jeg kan godt lide, at man tænker sig om, i stedet for at man sender folk ind i et rum, og så kan de gøre, hvad de har lyst til, mens man spurter rundt efter dem med et håndholdt kamera. Det er der ikke noget galt i. Det er bare ikke den slags film, jeg synes er fede at lave. Det synes Guillermo heller ikke, og derfor er det meget planlagt med lys, farver, kostumer og dekorationer. Det er en fornøjelse at lave som fotograf«.
Tørre undervandsscener
Under optagelserne til ’Crimson Peak’ fortalte Guillermo del Toro første gang Dan Laustsen om sin idé til ’The Shape of Water’: En stum rengøringsdame forelsker sig i en fiskemand, der holdes indespærret i et laboratorium. Selvom handlingssynopsen lød besynderlig, var Laustsen slet ikke afvisende:
»Nu kender man jo Guillermo ret godt, så man tænker: ’Nå ja, hvad fanden. Hvorfor ikke?’«, fortæller han. Og så var der et andet aspekt af del Toros pitch, der i dén grad tiltalte fotografen:
»Han ville lave den i sorthvid, og det var jeg selvfølgelig helt vild med. Jeg tror, at alle fotografer i verden ville elske at skyde en sorthvid-film. Men budgettet ville blive markant mindre, hvis vi ville lave den i sorthvid, fordi studiet ville været bekymrede for, om man kunne sælge den«.
Som publikum er man faktisk glad for, at idéen om at filme i sorthvid ikke blev en realitet, for det er svært at forestille sig ’The Shape of Water’ uden den blågrønne farvepalet. Specielt to drømmende undervandsscener i filmens start og slutning bliver hængende i éns bevidsthed. Men faktisk var disse scener fuldstændigt tørlagte, forklarer Laustsen:
»Starten og slutningen af filmen er lavet i det, der hedder dry for wet, som betyder, at det skal se ud, som om der er vand, men det er der ikke. Det er i virkeligheden et gammel trick, som man i mange år har brugt på teatret. Man fylder studiet op med røg – vi snakker crazy-meget røg, så det virkelig er ubehageligt, og man næsten ikke kan se sig selv«, siger han.
»I stedet for filmlamper har man en filmprojektor, som hænger oppe i loftet. Når man projekterer en videofilm af vand i bevægelse ned igennem røgen, står lyset og bevæger sig, ligesom hvis du filmede nede i en swimmingpool, men det er helt fake. Der er overhovedet ikke noget vand. Man har selvfølgelig lagt nogle fisk og nogle bobler ind med CGI bagefter«.
Besværet værd
Laustsen mener, at denne teknik giver noget ekstra til filmen, som man ikke kunne have fået fra et vandbassin:
»Dry for wet-scenerne giver en god tone til filmen. Man er ikke klar over, hvad fanden det her er for noget. Er det virkelighed eller fantasi? Det sætter en stemning i filmen. Hvis man havde lavet det med rigtigt vand, så tror jeg, det var blevet for realistisk«.
Hvad var det allersværeste at filme i ’The Shape of Water’?
»Det var slutscenen, hvor de står nede på kajen i regnvejr. Vi filmede det i november i Toronto, og det var pissedårligt vejr. Det havde været 25 grader varmt, men i dén uge, hvor vi skulle ud og filme, blev det kun fire grader varmt. Det blæste, og det var bare et mareridt. Tynde, tynde Sally (Hawkins, red.) stod i sin tynde overfrakke og frøs. Jeg snakkede rent faktisk med hende om det i går, og hun troede, at hun skulle dø. Det var bare så koldt.
For at hjælpe på det begyndte vi at regne med varmt vand, så det var 18 grader i stedet for fire. Men problemet er, at når luften er så kold, og der kommer tusindvis liter varmt vand ud, så begynder det at dampe. Når det for eksempel rammer tøjet, står det og damper. Så det blev vi nødt til at lade være med. Den ene dag blev vi nødt til at stoppe med at filme, fordi et stormvejr kom ind. Man kan faktisk se nogle steder, at regnen nærmest kommer vandret ind i billedet.
Derudover filmer vi næsten altid kronologisk, hvilket er et mareridt. Normalt filmer man det hele én vej, hvorefter man vender rundt og filmer den anden vej. Det gør man ikke med Guillermo. Det er pissesvært, men sådan er det bare. Når man ser filmen, kan man ikke være uenig med noget som helst, for det er jo et mesterværk efter min mening. Når det lykkes, som det har gjort i den her film, så er det fandeme en fest«.
International anerkendelse
Hvad er forskellene på at lave film i Danmark og i USA?
»Jeg synes, at folk i Danmark nogle gange er meget oppe på tæerne for at sige ’Det er mig der skal bestemme dét og dét’. Sådan har det slet ikke været med de film, som jeg har lavet i Amerika i de sidste par år. Der er man en gruppe mennesker, som vil det samme. Det handler om respekt, og det er jo ikke nogen krig. Det er jo dét, der er så skønt ved at lave film. Man er en gruppe mennesker, som løfter i flok. Og så er det klart, at hvis man har en stærk instruktør, som sætter nogle linjer op, bliver det hele meget nemmere.
Når man laver en film derovre, så synes jeg, at folk går mere op i, at vi skal udrette noget helt fantastisk. Herhjemme går vi i stedet op i, at det skal gå virkelig hurtigt. ’Nu skal du ikke bruge for meget tid på det her, for det drejer sig ikke kun om fotografering’. Hvis ’The Shape of Water’ ikke var blevet fotograferet, som den er, havde det ikke været en lige så stemningsfuld film. Det er der masser af folk i det lille kongerige, som ikke forstår, hvilket jo er trist.
Jeg har ingenting imod at arbejde i Danmark – det er jo for fanden her, jeg kommer fra. Jeg er født her og har en familie her. Men der er altså bare højere til loftet i Amerika – specielt som fotograf, og specielt med de film, som jeg godt kan lide at lave«.
Har du skullet gøre noget særligt for at styrke din Oscar-kampagne?
»Jeg kender ikke reglerne, men man har jo hørt 1000 historier om folk, der flyttede til Amerika i månedsvis, fordi de skulle til 1000 ting. Det har jeg ikke. Jeg har været inviteret til en masse cocktail parties, som jeg har kunnet komme til, fordi jeg arbejder i Amerika.
FOX Searchlight, som har produceret filmen, har stor erfaring med at lave Oscar-kampagner for relativt små film. De har for eksempel lavet ’Birdman’, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og så selvfølgelig ’The Shape of Water’. De har været fantastiske til at flyve mig frem og tilbage. De går meget op i det, og de ved, det er den måde, man bliver nødt til at gøre det på.
Der er ingen tvivl om, at det er en kampagne, man bliver nødt til at løbe i gang. Det prøvede de også med ’Crimson Peak’, men jeg ved ikke, hvad der skete dér. Det er en enormt smuk og god film, synes jeg, men den forsvandt bare. Det var jo forfærdeligt. Vi troede, at vi havde lavet et mesterværk, og så var der ingen, der så den. Men sådan er det jo også herhjemme. Tænkt på alle de øretæver, ’1864’ fik. Den forsvandt jo også bare ud i mørket af øretæver«.
Hvordan ser du dine chancer for at vinde?
»Jeg tager det ret roligt. Alle vil selvfølgelig gerne gå hjem med en statuette, men det kommer nok ikke til at ske for mig. Mine mednominerede fotografer er alle sammen ekstremt dygtige. Der er nogle år, hvor man tænker: ’Hvad fanden har de tænkt sig? Der er ikke én film, som ser fornuftig ud’. Men det er ret meget toppen af poppen i år. Konkurrencen er sygt hård.
Jeg ligger ikke søvnløs om natten, fordi jeg måske ikke får en pris. Jeg er blevet nomineret, og det, synes jeg, er fantastisk fedt. Man bliver anerkendt af kollegaer og folk, der har forstand på det. Snart skal jeg til Oscar-fest sammen med min datter. Det er fantastisk. Det er jo bare at tage det som en oplevelse«.
Læs også: Anmeldelse – Guillermo del Toros monsterromance er en smuk og ufarling særling
Læs også: Guillermo del Toro: »’The Shape of Water’ er min første film som voksen«