Paul Thomas Anderson – PTA blandt kendere – er ikke den mest produktive filmskaber, men til gengæld en af de mest respekterede amerikanske instruktør i sin generation.
Den forholdsvis sparsomme produktion hænger måske sammen med hans sans for detaljer og komposition. Alt hænger sammen i en PTA-film: Billeder, dialog, musik og enkeltscener, der er som små, afrundede kortfilm i sig selv, men samtidig stumper i en nøje gennemtænkt helhed.
Og så er han i eminent forstand en meget amerikansk instruktør. Amerika er ikke bare et bagtæppe, scenen for hans fortællinger, men genstand for hans interesse, hans søgende, granskende blik. Amerika som barsk virkelighed, som glamourøst drømmebillede, som mytologisk konstruktion. Amerika i forskellige forklædninger, farver og epoker.
Hans film synes at spejle forskellige årtiers brydninger i det amerikanske samfund, hvorved de som et samlet værk giver et billede af USA i hele det 20. århundrede.
8. ’Hard Eight’ (1996)
Som alle hans øvrige film er ’Hard Eight’ stramt koreograferet. Alle detaljer bidrager til filmens overordnede tematiske, dramaturgiske og æstetiske koder. Men den unge instruktør lærte også en hård lektie på sin allerførste produktion: Han blev fyret undervejs, fordi produceren ikke mente, Anderson respekterede den retning (og den titel: ’Hard Eight’ hed i PTA’s oprindelige version for ’Sydney’ efter Philip Baker Halls hovedrollekarakter), som produceren ønskede.
Derfor er filmen en anelse kompromitteret og mangler det scope og punch, vi forbinder med hans værk i øvrigt. Filmen er blandt andet hæmmet af en dialog, der virker en kende indstuderet og studentikos. Replikkerne falder ikke med helt samme naturlighed som i senere film, selvom skuespillerne (ikke mindst John C. Reilly som Sydneys casino hustler-protege John) gør deres bedste.
Tematisk strejfer filmen et tilbagevendende tema hos PTA, nemlig familiens rolle som konstituerende for personligheden. Sydney er en surrogatfaderskikkelse for John, og – som vi skal se – var det ikke sidste gang, han kastede sig over den problematik. Han gør det bare med større konsekvens og indlevelse i andre film.
7. ’Inherent Vice’ (2014)
For første gang siden ’Boogie Nights’ vendte PTA med Thomas Pynchon-filmatiseringen ’Inherent Vice’ tilbage til sin ’hjemmebane’, LA i 1970erne. Han har tydeligvis en fest med at iscenesætte Pynchons særegne prosa, der befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed, komedie og noir. Der er noget påfaldende uhøjtideligt, ja nærmest henslængt, over fortælleformen, men det kan selvfølgelig være en pointe i sig selv, eftersom filmens omdrejningspunkt er den mildest talt ukonventionelle privatdetektiv/hippie Larry ’Doc’ Sportello (spillet af Joaquin Phoenix, hvis konsekvent stenede spillestil er på grænsen til det fremmedgørende).
Noir-stemningen er næsten for tyk i sin mere end blot forbigående hilsen til Robert Altmans ’The Long Goodbye’, men birollecastet er spraglet og godt ramt og holder den cirkulært stampende fortælling mere dynamisk end som så. Modkulturfremstillingen er overbevisende og leger med en grundstemning, der befinder sig et sted mellem det fortvivlede og det erotisk opstemte.
Det er en sælsom blanding, som PTA rammer fint, men selvom filmen kan siges at tematisere fattigdom, racisme og det moderne livs fremmedgørelse, så lukker filmen sig så meget om sig selv, at den virker selvforelsket i lige så høj grad, som den virker, som om den har noget på hjerte.
6. ’Punch-Drunk Love’ (2002)
’Punk-Drunk Love’ er umiddelbart den film, der ’stikker mest af’ på værklisten, og det er ikke udelukkende, fordi Adam Sandlers navn står øverst på plakaten. I centrum for ’Punch-Drunk Love’ er en såre simpel, sød kærlighedshistorie, som Sandler formår at sælge os, så vi både føler med ham og finder ham autentisk (om end akavet) tiltalende.
Barry Egan forelsker sig i Emily Watsons næsten for gode Lena. Barry er en mand, livet ellers har været hård ved: Han er socialt akavet, har store problemer med pludselige vredesudbrud og lader sig engagere i telefonsex – og så har han en søskendeflok fra helvede.
Kærlighedshistorien er det konventionelle greb ved filmen, der ellers er fyldt til randen med Andersons quirks: En uforudsigelig fortællestruktur, virtuost udfoldede scener, såsom telefonsexscenen, hvor Barry bevæger sig frenetisk rundt i sin lejlighed, eller scenen, hvor han flipper ud til en af sine søstres fest, hvilket medfører endnu en uundgåelig ydmygelse.
Nævnes skal også den hidsige farvepalet, der synes at afspejle Barrys vilde op- og nedture og dermed den mangefacetterede kompleksitet, der lurer lige under overfladen på den undseelige mand. Han kan ikke altid give udtryk for sine følelsers intensitet, så det klarer Anderson for ham med sine eksplosioner af farver.
’Punch-Drunk Love’ er overfladisk betragtet en komedie, men nok først og fremmest som et selling point. Man gør denne forunderlige film en bjørnetjeneste ved at forsøge at rubricere den.
5. ’There Will Be Blood’ (2007)
På den ene side er ’There Will Be Blood’ en mageløs, billedstærk meditation over evigtgyldige temaer som familie (herunder den altid hos PTA nærværende far-søn-tematik), tro (eller manglen på samme), grådighed, begær, ambition og hævn med en powerhouse performance som sit knusende centrum: Daniel Day-Lewis som oliemagnaten Daniel Plainview.
På den anden side er det svært ikke at se sprækker i filmens imponerende præsentation af et Amerika i de skelsættende årtier, hvor den amerikanske drøm erobrede verdensherredømmet, og turbokapitalismen sejrede som livsform. Lige så teknisk kontrolleret og djævelsk dedikeret Day-Lewis er, lige så tydelig er han. Ville folk og fæ have fulgt og ladet sig kue af en mand, der var så let at læse?
Helt galt går det i filmens tredje akt (der springer fra 1911 frem til 1927), hvor Plainview sidder som en anden Citizen Kane i sin version af et Xanadu og ruger over tilværelsen: Succesfuld, men skuffet og bitter. Her er det, som om Anderson mister grebet om sin historie, og som om Day-Lewis mister grebet om sin karakter, hvorved alle hængsler falder af, i takt med at blodet sprøjter på bowlingbanen…
Filmen har scope i rigt mål, og den er et imponerende tilbundsgående signalement af en epoke i amerikansk historie, et faktum, der får filmen til at vibrere i spændingsfyldte, rigt orkestrerede scener, der finder sin apoteose i Robert Elswits oscarvindende fotografering og Jonny Greenwoods urovækkende, dissonante avantgarde-score.
Mange har kaldt filmen for et mesterværk, og den har også mange af mesterværkets kvaliteter – foruden et for PTA mere klassisk-formalistisk fokus end det mylder af karakterer og digressioner, der præger hans tidligere film – men det er også en af PTA’s mest overspændte film. Måske fordi han satser hele butikken på én protagonist og én antagonist og dermed indirekte kompromitterer den kompleksitet, han ellers er en mester til at navigere i?
4. ’Magnolia’ (1999)
’Magnolia’ kunne med tanke på amerikanske filmskaberes forkærlighed for titler, der starter med ordet ’American’, have heddet ’American Mosaic’. Heldigvis hedder den ’bare’ ’Magnolia’ – en prærieblomst, der netop er et yndet motiv inden for alskens americana.
Filmen rangerer som Andersons mest overlegne leg med den Robert Altman-inspirerede flettefilm, hvor et udfoldet ensemble sammenstykker fragmenter, der belyser hinanden i et hele, hvor sidehistorier og digressioner sjældent bare er fodnoter, men fungerer som motiviske indkredsninger af de overordnede tematikker.
Man kan indvende, at PTA fandt en mere homogen balance allerede i ’Boogie Nights’, hvor han opererer med nogle af de samme greb, men ’Magnolia’ er i så høj grad en følelsesbåret oplevelse, at han slipper af sted med det meste.
Filmens mesterstykke (og mest modige stunt) er især to scener, der fordrer, at publikum er i stand til at forlade virkelighedsplanet og dermed også den mest umiddelbare indlevelse i dramaet, der udfolder sig: Først ser vi karaktererne på skift synge linjer til Aimee Manns ’Wise Up’, et melodramatisk øjeblik så knusende, at man enten lader sig opsluge eller kigger forlegent væk, hvilket omtrent må være den udfordring, Anderson ønsker at konfrontere sin tilskuer med: Er I vågne? Er I klar på at gå linen ud sammen med mig?
Den anden scene er den berømte bibelapokalypse med splattede frøer til sidst i filmen, som Anderson orkestrerer med stor finesse, så det både bliver absurd-humoristisk medrivende, men også en reelt gruopvækkende katarsis på et drama, der fortjener intet mindre.
Og så har vi slet ikke nævnt de fantastiske skuespillerpræstationer, men lad os fremhæve tre: Julianne Moores pilleafhængige trophy wife, Philip Seymour Hoffmans frelseragtige sygepasser og Tom Cruise i sit livs rolle som aggressiv mandeterapeut, der under al poseringen gemmer på en sorg og vrede foranstaltet af en svigtende faderfigur (der var den igen…).
3. ‘Phantom Thread’ (2017)
PTA har altid været optaget (eller rettere besat) af persontyper, der er fanget af psykologiske strukturer, som resulterer i bitterhed, fortrydelse og et behov for selvkontrol, som de ikke selv kan identificere eller gøre op med, og som tvinger dem til at suge energi fra andre mennesker, som de bruger (og misbruger) for at kunne mærke, at de har magten til at påvirke en verden, som de ikke formår at tage gnidningsfrit del i.
I ’Phantom Thread’ er vores hovedperson, modeskaberen Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis i sin angiveligt sidste rolle), vant til at manipulere med sin omverden, kunder og ansatte, i ’The House of Woodcock’.
Hans nye muse, Alma, er den første elskerinde, der formår at manipulere Reynolds på et niveau og med en konsekvens, som vækker en genkendelse hos ham. Der er tale om en skæbnepagt mellem stærke viljer, der har brug for at mærke modstanden fra hinanden. Som stærke magnetfelter tiltrækkes de af hinanden, ikke så meget af et fysisk begær som af en livskraftig vilje-til-magt, eller måske en vilje-til-afmagt, et behov for at give slip og lade sig suge med (og ned) af en anden.
Sidst, men ikke mindst er ’Phantom Thread’ et kunstnerportræt, der i besnærende grad ligner et selvportræt, en meditation over skaberkraftens tag i kunstneren, de ofre og tvivlsomme indsigter, der følger med.
PTA ønsker måske at afgive kontrollen a la Woodcock, men ved nok godt, at det er en illusion. ’Phantom Thread’ er stramt styret, men mesterligt forløst.
2. ’The Master’ (2012)
Rigtig meget blev gjort ud af, hvor meget Scientology og L. Ron Hubbard der gemmer sig i ’The Master’s fremstilling af Lancaster Dodd og ’The Cause’.
I virkeligheden handler ’The Master’ ikke så meget om en pseudo-religiøs kults sammenblanding af terapi, (pop)psykologi og mysticisme – eller hvad der opretholder den form for fællesskaber – men om venskab mellem mænd og om mænds ensomhed. Om følelser trådt under fode – undertrykt kærlighed – i et land og en tid hjemsøgt af trøstesløse vildfarelser. Menneskene er uden retning og uden kompas, men de fornemmer, at fremtiden ligger på lur som en trussel i lige så høj grad som et løfte om udfrielse.
Philip Seymour Hoffmanns Dodd (eller ’The Master’) er kulminationen på denne sindssygt savnede skuespillers fremstilling af grænseløse mænd fanget i skyggelandet mellem storhedsvanvid og manglende selvværd. Han er urban, kultiveret og høflig. Analyserende, rationel og ambitiøs. Men med hang til uventede raseriudbrud.
Hans protege, Freddie Quell er dyrisk, id-styret, uartikuleret og lider af en fatal mangel på selvindsigt. Han er en nedbrudt mand, der kæmper mod en usynlig fjende. Joaquin Phoenix spiller ham med en nærmest Brando’sk dedikation og levendegør dette monstrøse menneske med en indlevelse og teknisk kontrol, der er ærefrygtindgydende.
Kan ’Mesteren’ lære ’dyret’ at tale et andet sprog end det, det har med sig? Kan han lære det at forstå sig selv? Kernen i ’The Master’ er forholdet mellem den både kærlige og opblæste Dodd og den fortabte, men intense Quell.
Mesteren og lærlingen danner et far-søn-lignende forhold med vide implikationer og en flig af seksuelle undertoner. Det er denne dynamik mellem Phoenix og Hoffmann, der er filmens bankende hjerte. Der er åndeløse øjeblikke af nervesitrende spænding både i de venskabelige samtaler, de intense terapiøjeblikke og de voldsomme konfrontationer, fordi de foregår frit svævende over en afgrund af stor sorg.
En afgrund, der desuden er et spejl af 1950’ernes konforme samfund – det sidste årti, inden individdyrkelsen foldede sine forførende, frisættende og farlige vinger ud.
’The Master’ kan ved første øjesyn virke som en kold og distanceret film, der ikke rigtig fører til nogen form for forløsning. Men nærstuderer man den (jeg har i skrivende stund set den fem gange), falder brikkerne på plads med en organisk naturlighed, der vidner om en filmskabers totale beherskelse af – og respekt for – sit materiale.
1. ’Boogie Nights’ (1997)
Nu er vi nået til nummer 1, så det er på høje tid, at vi hæfter os lidt ved en af PTA’s mange blærede facetter, som vi har skippet let henover, men som i især ’Boogie Nights’ indtager en afgørende hovedrolle: hans brug af musik. Manden er fantastisk til at sætte musik til billeder.
Soundtracket til ’Boogie Nights’ er som en pulserende bølgebevægelse, der omslutter værket og konstant kommenterer på og perspektiverer det. Anderson er på den måde hele tiden med til at indprente stærke følelser eller – i måske endnu højere grad – skabe forvirrende, tvetydige følelser i sin tilskuer. Uden musikken havde ’Boogie Nights’ været som at se en mere karakterdrevet udgave af ’Saturday Night Fever’, men med musikken er det som at se en film om disco-tiden gennem en urovækkende ’A Clockwork Orange’-agtig prisme.
Den indledende natklubscene, hvor vi præsenteres for de fleste af karaktererne, er ren Anderson-show-off, hvor musikken og det konstant fluktuerende steadicam bringer mindelser om ’Goodfellas’. Og sådan kunne man blive ved. ’Boogie Nights’ er som en symfoni, hvor det hele spiller, og man bliver så revet med, at man ikke behøver bekymre sig om noget som helst, fordi man bare ved, at PTA har styr på lortet (og det er her, man skal tænke på, at han var… 26 år, da han lavede filmen).
Julianne Moore er sublim, Philip Seymour Hoffmann er ind til sjælen rørende, Burt Reynolds fandt fodfæste (for en kort bemærkning) i sit livs rolle og Mark Wahlberg er fantastisk castet som den usædvanligt veludrustede high school-dropout Eddie, der snart springer ud som pornostjernen Dirk Diggler.
’Boogie Nights’ er en levendegørelse af en typisk amerikansk ’storhed og fald’-beretning, der samtidig (som altid hos PTA) er et spejl på tiden og på Amerika, en bevægelse mod forråelse, prostitution, misbrug og kriminalitet.
Filmens anden halvdel er inderligt melankolsk (der sker et afgørende skifte i filmens tone, da William H. Macys Little Bill dræber sin kone ved en fest), som hjemsøger filmen og dens karakterer, men frem for at være en kold dissekering er PTA’s tone omsorgsfuld, varm og samvittighedsfuld.
Han lader ikke sine karakterer i stikken – ligesom han generelt kan siges aldrig helt at opgive drømmen om Amerika.