1. Hvilken uskreven regel bliver brudt af aftenens bedste film-vinder?
Der hersker generel enighed om, at der er fem film, der har det, vi kan kalde for en jordisk chance for at vinde Oscaren for bedste film i år, men alle fem film er handicappet i mellemsvær eller meget alvorlig grad, og det gør kampen om hovedprisen til den måske mest åbne af samtlige kategorier – hvilket ikke er helt skidt for showet som helhed, der dermed har en indbygget cliffhanger, uanset hvor forudsigelig eller tam resten af natten måtte opleves!
Lad os starte fra ’bunden’ og arbejde os opefter:
’Dunkirk’ har ikke opnået en eneste skuespillernominering eller en manuskriptnominering. Den kombination er virkelig giftig på den ufede måde: Kun 11 film har historisk vundet for bedste film uden en skuespillernominering (’Slumdog Millionaire’, 2008, var den seneste) og det er faktisk ikke sket siden 1932 (’Grand Hotel’), at en film har vundet den største pris uden hverken en skuespiller- eller manuskriptnominering! Dårlige odds? Yes, sir. Men omvendt: Briterne havde også dårlige odds mod den tyske overmagt ved strandene ved Dunkerque.
’Lady Bird’ har ikke opnået en nominering for klipning (der gik 34 år mellem de to seneste eksempler på en bedste film-vinder uden en sådan: ’Birdman’, 2014, og ’Ordinary People’, 1980). Medtænker man yderligere det forhold, at Greta Gerwigs instruktørdebut samlet kun har opnået fem nomineringer, synes filmens vindermulighed at fordufte yderligere (kun ’The Departed’,2006, har i nyere tid vundet for bedste film på fem nomineringer, men den havde en nominering – og vandt – for sin klipning).
’Get Out’ har ligesom ’Lady Bird’ ikke opnået en nominering for klipning, og den er kun nomineret i fire kategorier i alt. Vi skal tilbage til ’Cavalcade’ (1933) for at finde en vinderfilm med fire eller færre nomineringer samlet set. Se, det er på papiret skræmmende dårlige odds horror-komedien.
’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ har det handicap, at den ikke har opnået en instruktørnominering. Det er kun sket to gange i nyere tid, at en film har vundet for bedste film uden: ’Argo’, 2012, og ’Driving Miss Daisy’, 1989.
’The Shape of Water’ er den eneste af de kandiderende film, der har opnået nomineringer i alle de ’store’ kategorier: skuespil, instruktion, manuskript og klipning i tilgift til bedste film-nomineringen. Alt ser godt ud, bortset fra at filmen ikke engang opnåede en nominering for bedste ensemble ved skuespillerforbundets SAG Awards tilbage i december. Det er ikke sket siden ’Braveheart’ i 1995 (ved de allerførste SAG Awards i øvrigt), at en film har vundet bedste film uden en SAG-ensemble-nominering. Og ’The Shape of Water’ er i allerhøjeste grad en ensemblefilm (modsat for eksempel ’La La Land’ og ’The Revenant’, der i de seneste år har været tæt – men åh så langt fra – at bryde ’SAG-ensemble-forbandelsen’).
Summa summarum: Uanset hvilken af de fem film, der vinder søndag nat/mandag morgen, vil der være tale om, at en uskreven regel bliver brudt. Hvis dét ikke kan få dig til at holde ud til de tidlige morgentimer, så ved jeg snart ikke…
2. Vil Jordan Peele blive den første sorte vinder af bedste instruktør og/eller bedste originalmanuskript?
Sidste år vandt Barry Jenkins Oscaren for sit adapterede manuskript til bedste film-vinderen ’Moonlight’ (der dog af andre prisgrupperinger blev bedømt som et originalmanuskript). Han blev den kun tredje sorte, der vandt prisen (efter John Ridley, ’12 Years a Slave’, og Geoffrey Fletcher, ’Precious’). Jenkins tabte dog for bedste instruktør (til Damian Chazelle, ’La La Land’). Tidligere har Steve McQueen (for en anden bedste film-vinder ’12 Years a Slave’), Lee Daniels og John Singleton opnået instruktørnomineringer, men Jordan Peele (’Get Out’) kan altså blive den første sorte vinder af kategorien.
Peeles chancer er dog nok ulige større i originalmanuskriptkategorien, hvor ’Get Out’ ligger i et too close to call-kapløb med ’Three Billboards’ og ’Lady Bird’. Også her kan Peele dog skrive historie, for det er aldrig tidligere lykkedes en sort amerikaner at vinde for originalmanuskript. Faktisk er det kun fjerde gang i Oscarhistorien, at en sort er nomineret i kategorien.
Det er åbenbart i mere end én forstand hvide, der skriver historien…
3. Vil Metoo-anerkendelse spolere al uforpligtende sjov og ballade?
Holdningskløften mellem Hollywoodeliten og den ’almindelige amerikaner’ har nok aldrig været større end i Trump-æraen, hvor Amerika synes mere splittet end nogensinde i nyere tid. I år er ’Black Lives Matter’-dagsordenen røget (midlertidigt?) i baggrunden til fordel for Metoo- og Time’sUp-bevægelserne i kølvandet på Weinstein-skandalen.
Hvis man elsker Oscarshowet af alt andet end politisk-sociologiske grunde, har man nok lov at frygte, at Metoo bliver et meget dominerende tema, måske i en sådan grad, at det per default vil komme til at virke som en politisk ladet handling at undgå at forholde sig politisk i sin takketale eller i det mindste vil sætte en stopper for ethvert tilløb til uhøjtidelig sjov i gaden.
Det skal under alle omstændigheder blive interessant at se, hvordan filmbyens store og mindre store fisk håndterer en festaften, der i den grad foregår i skyggen af en dagsorden, som Hollywood dårligt kan påstå ikke direkte har noget med filmbyen selv at gøre (sidste år var også politisk betændt, men her kunne Hollywoodeliten føle sig mere selvfede: ’Det var i hvert fald ikke os, der stemte på Trump!’).
Med tanke på Golden Globes og senest Bafta i England må man formode, at Metoo kommer til at spille en tydelig rolle på den røde løber og i en række velmente taler fra podiet, men om det bliver ved det? Der er nok en reel ’risiko’ for, at en stemning af selvransagelse lægger sig over aftenen som en langsomt kvælende røg, der gør de forsamlede mere døsige og eftertænksomme end festlige og energiske.
Der ligger også et signal i, at 23 af de 37 offentliggjorte presenters på aftenen er kvinder. Lad os håbe, at de ikke kun bliver brugt som props i sådant et kollektivt soningsrituals tjeneste, men at de også er medtaget for at bringe grin og godt humør, som nu engang er en hjørnesten for et prisshow.
4. Vil Roger Deakins omsider kunne kalde sig for Oscarvinder?
68-årige Roger Deakins, fotograflegenden bag blandt andet et fuldt dusin Coen-film og alt fra ’The Shawshank Redemption’ til ’Skyfall’, er i år nomineret for 14. gang for sit arbejde på Denis Villeneuves’ ’Blade Runner 2049’.
Som optakt til Oscar har Deakins snuppet både en ASC-pris (fra det amerikanske forbund af filmfotografer) og en Bafta, så det ser overfladisk vurderet ud til, at han endelig – endelig – kan lade sig hylde (og formentlig da til stående ovationer) søndag nat.
Nu vil jeg ikke forsøge at kaste malurt i bægeret (eller ligefrem jinxe noget), men forsigtigt gøre opmærksom på, at Deakins tidligere har vundet fire ASC Awards og fire Bafta-statuetter – og har det gjort ham til Oscarvinder? Nej. Heller ikke i 2001, hvor han vandt ASC og Bafta samme år (for ’The Man Who Wasn’t There’).
Derudover er Deakins oppe imod virkelig tung konkurrence i form af to sværvægtere fra bedste film-kategoriens øvre lag, nemlig Dan Laustsen for ’The Shape of Water’ (se, det vil jo være en gevaldig trøst for Deakins’ tab, hvis en dansker vinder i stedet!) og Hoyte van Hoytema for ’Dunkirk’, to hver for sig fremragende indsatser.
Når det er sagt: I år ligner mere end nogensinde året, hvor Deakins kan bryde sin Oscarforbandelse. Mon ikke de fleste af os er med på holdet, der tipper og tror og håber…
5. Det grå gulds aften?
Roger Deakins er med sine 68 år en gråsprængt herre (det har han nu været i en rum tid), men han nærmer sig ingenlunde nomineringsfeltets mest rutinerede aktører. Christopher Plummer (88 år) er nomineret for bedste mandlige birolle for Ridley Scotts i hast omklippede ’All the Money in the World’, men er – rettelig – chanceløs i den kategori, hvor Sam Rockwell synes forhåndsbestemt til at løbe med sejren.
Men så er det jo fint, at to endnu ældre aktører har muligheden for at repræsentere det virkelig grå guld på filmverdenens fornemste scene. Den 89-årige instruktør Agnès Varda (med rødder tilbage i den franske nybølge fra 60’erne) er instruktør på dokumentarfilmen ’Faces Places’, der står med udmærkede muligheder for at vinde i en kategori, der mangler en helt åbenlys frontrunner (den stærkeste konkurrent kunne meget vel være Netflix-produktionen ’Icarus’, men alle fem film synes at stå med en regulær mulighed).
Jeg vil personligt krydse fingre for Varda på Oscarnatten, for ikke alene er hun en legende inden for sit felt, hun er også begavet og humoristisk og vil formentlig kunne charmere hele salen, når og hvis hun entrerer podiet for at holde sin takketale.
Jeg skriver ’når og hvis’, fordi Varda glimrede ved sit fysiske fravær til den traditionsrige Oscar luncheon – en slags ’klassefest’ for alle årgangens nominerede – der blev afholdt for lidt over en måned siden. Alligevel tiltrak hun sig måske størst opmærksomhed af alle, i og med at hun havde fået fremstillet en række papfoto-figurer af sig selv, som viste flaget på hendes vegne. Det blev der gjort lidt af en photo opportunity ud af – ja, alle de rige og berømte nærmest sloges om at blive fotograferet sammen med Varda!
Sjovt og uhøjtideligt, ja, men måske heller ikke nogen dum strategi sådan rent kampagnemæssigt. Som dokumentarfilmskaber er det ikke hver dag, man vinder overskrifter og nærmest bliver forvandlet til click bait på alverdens internetfora.
Varda er et par måneder ældre end storfavoritten til at vinde kategorien for bedste adapterede manuskript: James Ivory, der var manden bag de nyklassiske såkaldte Merchant/Ivory-film – filmatiseringer af litterære klassikere som ’A Room with a View’, ’Howards End’ og ’The Remains of the Day’ i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Han har skrevet manuskriptet til ’Call Me By Your Name’, baseret på Andre Acímans romanforlæg (spoiler alert: i romanen spiser Oliver altså den fersken!).
Ivory, der aldrig har vundet en Oscar før (!), er som sagt kæmpefavorit til at vinde i sin kategori, så vi bliver næppe snydt for en tale fra en distingveret, ældre herre.
Det er måske meget godt med en lille antidosis midt i paraden af smukke yndlinge og starletter. For hvis Oscar kan siges at bidrage til diskrimination, når det kommer til Oscarshowet, ja, så går det hverken ud over sorte, kvinder, latinoer eller homoseksuelle, nej, det er såmænd mennesker over 60 (jævnfør alderen på presenterne), man helst ikke ser tage tv-tid!
Læs også: Fem frække tips, hvis du tør satse under Oscar-night
Se hele vores Oscar-dækning HER.