’Doel’ på CPH:DOX: Debutinstruktørs portræt af en ikke-by sætter sig i kroppen

CPH:DOX. Arbejderbyen Doel, ikke så langt fra Antwerpen i Belgien, var for år tilbage et yndet udflugtsmål med sin frodige natur, historiske bygninger og pittoreske placering ned til vandet.

Den før så levende by med flere tusinde indbyggere er nu reduceret til en spøgelsesby med bare lidt over 20 beboere. Trods et aktivt atomkraftværk som nærmeste nabo og en overhængende trussel om total nedlæggelse af byen i forbindelse med udvidelse af indsejlingen mod Antwerpen holder den diminutive flok Doel’anere stædigt fast i, at byen ikke skal udslettes.

I Frederik Sølbergs let iscenesatte optik træder Doel frem som et næsten absurd sted. En graffitidækket spøgelsesby fuld af modsætninger. Dødstille og affolket med træbarrikaderede vinduespartier, så langt øjet rækker. Flade, idylliske marker med græssende kvæg. Den øredøvende stilhed afbrydes så abrupt af weekendens bz-agtige, tonser-tunge technofester, hvor unge fra Holland vælter ind over den nærliggende grænse og fester og smadrer løs på ikke-stedet Doel. Her bliver det ligefrem invaderende uhyggeligt, når Sølberg placerer sit statiske kamera på sikker afstand, og vi ser en gruppe unge mennesker bryde igennem vinduesbarrikader og gå på urban exploration i en gammel villa.

’Doel’ observerer en række af byens sidste beboere, uden vi decideret introduceres for dem eller deres forhold til byen. En ældre mand hypper sirligt kartofler i urtehaven. En ung mand reparerer sin Hondamotorcykel indendørs. En lille, krumbøjet kvinde smækker fluer i køkkenet. To unge mænd hugger og stabler brænde og sludrer om løst og fast. En ældre mand læser højt fra Bibelen. En ung mand growler til dødsmetal alene hjemme i stuen. Sådan bliver filmen i længden et måske lidt for kludetæppepræget og bredt byportræt, hvor det af og til er svært at holde styr på, hvem der er hvem.

’Doel’, der er danske Frederik Sølbergs dokumentardebut oven på en række musikvideoer og kortfilm, består af en lang række faste indstillinger, hvor livet i byen får lov at udspille sig for rullende kamera. En statisk og langsommelig oplevelse, der også hurtigt sætter sig i kroppen som en slags kontemplativ tilstand. Sølberg insisterer lige så stædigt på tableauets distancerende afstand, som Doels indbyggere står fast.

Når det er sagt, frembringer han det ene visuelt interessante og velkomponerede skud efter det andet: På en skovvej laver en sænket sedan-model fræsende donuts, så gruset sprøjter. I baggrunden ses tårnhøje elmaster og to atomreaktorer, der sender tyk, hvid røg op på en tung, regngrå himmel. Og så toner filmens lyserøde titelskilt frem: ’Doel’. Som her arbejder Sølberg filmen igennem med kontraster i både klip, tematik og lyd. Hans tålmodige og skæve blik synes afgjort humoristisk, uden at han på noget tidspunkt udstiller byens beboere.

Et par gange bryder Sølberg på befriende vis med det statiske kamera og følger – næsten helt Dardenne’sk – i hælene på nogle af byens unge mænd. De to venner, vi tidligere så hugge brænde, går en tur i det grønne område, der grænser op til atomkraftværket. De taler om de mørke fremtidsudsigter for Doel og mindes nostalgisk dengang, der var fårehyrder på egnen. En anden ung mand trækker sin cykel langs byens hovedgade og lukker vinduer og skodder på de huse, der har haft ubudne gæster.

Levende scener, der vidner om den følelse af tilhørsforhold og forståelse af ’hjem’, som er medvirkende til, at spøgelsesbyen Doel endnu eksisterer.

Læs også: Disse danske film skal du se på CPH:DOX