’Den ukendte soldat’: Finsk kæmpehit skildrer krigens gru med klaustrofobisk intensitet
Sidste år strømmede en million finner i biograferne for at se ’Den ukendte soldat’ – den bedst sælgende finske film nogensinde. Som tredje filmatisering af Välnö Linnas bestsellerroman fra 1954 af samme navn var fortællingen bestemt ikke en fremmed størrelse for hjemlandets publikum. Men på 100-året for Finlands selvstændighed var en nyfortolkning af den velkendte historie om finske soldaters opofrelse under Anden Verdenskrig nok det perfekte fejringsritual.
Filmen foregår nærmere bestemt under Fortsættelseskrigen, som blev kæmpet mellem Finland og Sovjetunionen fra 1941 til 1944. I et forsøg på at genvinde tabte territorier slog finnerne sig sammen med Tyskland, og i den mere end tre år lange krigsperiode blev Finland, modsat mange andre østeuropæiske lande, ikke besat af Sovjetunionen.
Med sådan en nationalhistorisk heltefortælling kunne man frygte, at der var en overpatriotisk krigsfremstilling i vente, men det afholder filmen sig heldigvis fra. Krigen er kold, klam og grusom, og de udsendte soldater er knap nok blevet voksne, før de kastes ud i ildkamp. Modvilligheden til at gå i krig vokser løbende, selvom befalingsmænd af højere grad gentagne gange råber, at de gør det for deres land. En oplagt dansk parallel er Roni Ezras ’9. april’, hvori unge mænd ligeledes må forsvare fædrelandet mod en invaderende krigsmagt – bare over en langt kortere tidsperiode.
Titlen ’Den ukendte soldat’ referer ikke til nogen specifik hovedperson, for i stil med ’Band of Brothers’ følger vi en mindre gruppe soldaterkammerater. Deres forhistorier introduceres stort set ikke, hvorfor det er deres samspil, der skal beskrive dem som individer. Her er der specielt én karakter, som overstråler de andre, desværre en kende anonyme, soldater.
Fra han melder sig til tjeneste i delingen, tiltrækker undersergent Rokka, fantastisk spillet af Eero Aho, sig både vores og medsoldaternes opmærksomhed ved at være usædvanligt frejdig og ikke give meget for autoriteterne. Befalingsmændene ser til gengæld ofte gennem fingre med hans afvæbnende jokes, fordi han er delingens bedste skytte.
Når først der fløjtes til kamp, skiftes spøgefuglen ud med en manisk dræbermaskine, der med vilde øjne plaffer sovjetiske soldater på stribe. Han kan eller vil ikke tage stilling til de mennesketab, som krigen afføder på modstanderens side. Da en ung og uprøvet soldat spørger ham, hvordan det er at dræbe et menneske, svarer han: »Jeg har kun dræbt fjender«.
Filmen selv forholder sig heller ikke til menneskeskæbnerne på den anden side af geværløbet. I stedet placeres vi i øjenhøjde med de finske tropper, når de smides i kamp, og bomberne springer omkring dem.
Det er i de højintense krigsscener, at filmen er bedst. Fordi kameraet her sjældent bevæger sig væk fra hovedpersonerne, forbliver oplevelsen klaustrofobisk. Det føles i flere tilfælde mere som individets kamp for overlevelse end en samlet deling soldaters fælles front, idet man udsættes for den samme mangel på overblik, som soldaterne møder.
Specielt én scene, hvor krigen pludseligt presser sig på, er intens: En ung mand har mistet synet, hvorfor han køres væk fra krigszonen i en sygevogn sammen med andre soldater, der jamrer over smerten fra deres afstumpede lemmer. Pludseligt beskydes bilen, og den går op i flammer, mens de lemlæstede mænd skriger for at komme ud.
Disse kvælende oplevelser står i stærk kontrast til filmens mere afdæmpede hverdagsscener, hvor finnerne drikker sig fulde, spiller kort og drilagtigt råber fornærmelser mod de sovjetiske skyttegrave.
Når soldaterne enkelte gange får en uges fri til at besøge familien derhjemme, begynder vi samtidig at kunne se, hvad krigens nærdødsoplevelser gør ved et menneske. Det er derfor ærgerligt, at disse scener kommer så sent. Et veletableret ’før’ havde gjort det traumatiserede ’efter’ mere virkningsfuldt.
Den udgave af filmen, som blev vist hjemme i Finland, var tre timer lang, mens den danske version varer tre kvarter mindre, så måske er en del af karaktertegningen gået tabt i nedbarberingen.
Kort sagt:
’Den ukendte soldat’ har et jernfast greb i beskueren, når krigens ildkampe kommer klaustrofobisk tæt på, og de finske soldater må lukke øjnene, mens bomberne eksploderer omkring dem. Havde filmen været mere tålmodig i sin karaktertegning, kunne krigsførelsens smerte imidlertid have gjort endnu mere ondt og siddet længere tid i kroppen.