Hun var allerede blevet udnævnt til dronningen af indiefilm og mumblecore-filmens Meryl Streep. Og allerede i 2010 kaldte USA’s måske mest indflydelsesrige filmanmelder, A.O. Scott fra New York Times, hende »sin generations definitive filmskuespillerinde«.
De pæne ord var dog ikke meget bevendt, da Greta Gerwig kort tid efter tog til Los Angeles uden en klink på lommen for at gå til auditions i et forsøg på at udnytte sit momentum. Hun passerede billboard-reklamer med sig selv, mens hun sov på sine forældres venners sofa og ikke havde penge nok til at betale depositum til en lejebil.
Hun prøvede at få roller i serier som ‘Gossip Girl’ og ‘Law and Order’, men kunne ikke få en dags arbejde. Hun passede ikke ind, fik hun at vide. Hun havde ikke det rigtige tøj på, var akavet og kunne ikke sælge materialet.
»Jeg fik feedback fra én, der sagde, at det lød, som om jeg gjorde nar af materialet. Og jeg svarede: Ingen tager det her materiale mere seriøst end mig!«, har Gerwig fortalt i The Hollywood Reporters podcast Awards Chatter.
Siden har Gerwigs skæve personlighed vist sig som en styrke, både i hendes skuespil og manuskripter, der er blevet hyldet for den genkendelige hverdagsrealisme og finurlige charme. Sammen med kolleger som Aubrey Plaza, Zooey Dechanel, Brit Marling, Ellen Page, Zoe Kazan, Kristen Stewart og ikke mindst Lena Dunham er Gerwig blevet en del af en modbølge til Hollywoods polerede kvindeideal.
Jeg har gjort omtrent alt, hvad man kan foretage sig på et filmset
Sammen med et boom i amerikansk indiefilm og en bevægelse mod en mere underspillet skuespilstil opstod der i start-10’erne en niche for en ny generation af alternative og naturlige kvindelige skuespillere, man både kunne identificere sig med og beundre for deres cool attitude og tilbagelænede karisma.
Gerwig og Dunham, der er gode veninder og har et særligt slægtskab, er som historiefortællere og skuespillere simpelthen med til at ændre historiens gang. Og når man om 50 år skal kigge tilbage på den feministiske populærkulturelle bevægelse, der finder sted i USA i disse år, kan de to meget vel stå som centrale figurer i generationen.
»Vi er begge interesserede i historier om komplekse kvinder«, siger Gerwig selv om slægtskabet, da vi taler med hende i Los Angeles.
»Når jeg kigger på vores arbejde, og hvad der forbinder os, er det, at vi bliver ved med at vende tilbage til kvinder som fejlagtige mennesker og ikke kvinder som funktioner i en mands historie. Jeg elsker det, hun har gjort, og jeg er så glad for at leve i en tid, hvor der kommer stadig flere stemmer fra kvindelige forfattere, instruktører og producere, der træder frem og kræver større historier til sig selv«.
10.000 timers øvelse
Greta Gerwig spiller ofte en version af den samme persona i stort set alle roller, som flyder sammen med hendes person i virkeligheden. Lidt Woody Allen-neurotisk, akavet, klodset, vaklende, drømmende og naivt optimistisk på den charmerende måde. Hun taler i en lind og langsom strøm med en blanding af tøven og entusiasme og en lidt skæv timing. Hun danser – i stort set alle roller – som om ingen kigger. Hun er quirky på en måde, der ikke virker påtaget, men bare som den person, hun er.
»Du er en sjov person. Der er noget meget oprigtigt ved dig. Og en lille smule dumt. Der er en uskyld, så ubevidst. Jeg kan ikke lade være med at kunne lide dig«, siger Julianne Moores karakter til sin yngre rival spillet af Gerwig i komedien ‘Maggie’s Plan’ i en rammende karakteristik af Gerwigs filmpersona.
Hos virkelighedens Gerwig fornemmer man en klarere selvbevidsthed og målrettethed. Hun er særligt optaget af at beskrive relationer kvinder imellem. ‘Frances Ha’ er centreret om forholdet mellem to veninder, ‘Mistress America’ undersøger et kvindeligt mentorforhold, og hendes aktuelle instruktørgennembrud ‘Lady Bird’ handler om forholdet mellem mor og datter.
Hun er en kvinde med en mission, men det betyder ikke, at hun ikke er i stand til at sluge et par kameler undervejs. I 2010 kravlede Gerwig ud af sumpen ved endelig at blive castet i et par biroller i de romantiske mainstreamkomedier ‘No Strings Attatched’ og ‘Arthur’. To film, der stikker sært ud i hendes indie-filmografi, men reddede hendes liv på det tidspunkt, har hun fortalt. Og så er hun ligeglad med, om folk kan lide filmene.
Men kernen af sit talent og vejen mod succes fandt hun tilbage til på samme måde, som hun gjorde, da hun aldrig blev castet til teaterproduktionerne på kvindeuniversitetet Barnard: Ved at skrive sit eget materiale.
Sammen med sin faste samarbejdspartner og nu også partner i privaten Noah Baumbach skrev hun manuskriptet til indieperlen ‘Frances Ha’ (2012), hvor Gerwig selv spiller hovedrollen som en danser i kvartlivskrise, og screwball-komedien ‘Mistress America’ (2015), hvor hun spiller en hipster-hustler, der tager sin nye stedsøster (spillet af Lola Kirke) under sin vinge.
De to film har Baumbach instrueret, men da Gerwig blev færdig med at skrive sit tredje manuskript til filmen ‘Lady Bird’, besluttede hun at dirigere optagelserne selv.
»Jeg havde altid gerne villet instruere, men da jeg ikke har gået på filmskole, havde jeg brug for at få en masse erfaring først – for virkelig at lære mit håndværk«, siger hun.
»Da jeg startede produktionen på ‘Lady Bird’, havde jeg arbejdet i filmbranchen i ti år i forskellige funktioner. Som skuespiller, manuskriptforfatter og producer selvfølgelig, men jeg har også holdt boomstangen, klippet og lavet kostumer. Jeg har gjort omtrent alt, hvad man kan foretage sig på et filmset, fordi jeg arbejdede på at få mine 10.000 timers øvelse for at mestre faget«.
Altid personligt
‘Lady Bird’ er en semiselvbiografisk coming of age-fortælling, der foregår i 2002 i den lille nordcaliforniske by Sacramento, hvor Gerwig selv er vokset op. Saoirse Ronan (‘Atonement’, ‘Brooklyn’) spiller 17-årige Christine, der insisterer på at blive kaldt Lady Bird. Filmen følger hendes sidste år i gymnasiet, der er præget af forelskelser, spirende interesse for skuespil, et konfliktfuldt forhold til sin mor (spillet af Laurie Metcalf), forsøg på at skille sig ud og drømme om at forlade Sacramento og komme ind på et godt universitet på østkysten.
Selv om det er nærliggende at identificere Greta Gerwig med Lady Birds udviklingshistorie, var hun lige så optaget af morens historie.
»Jeg forestillede mig ikke filmen som udelukkende en coming of age-historie. Jeg ville gerne lave en film om betydningen af begrebet ‘hjem’, og hvordan det kommer i fokus, når det forsvinder«, siger hun om Lady Birds udtalte foragt for hjemstavnen, der vender, da hun endelig når til »kulturens centrum New York« og opdager, at hun længes hjem efter byen og sin mor.
»Jeg ville have det til at være en undersøgelse af mennesker, der bliver, og mennesker, der rejser. Én persons coming of age-historie er en anden persons historie om at give slip, og jeg var lige så interesseret i det at give slip som i springet ud i det ukendte. Jeg ønskede at fortælle historien gennem den her pige og hendes sidste år hjemme, men filmen er lige så meget morens. Som teenager har man uundgåeligt et narcissistisk blik på verden. Det ville jeg gerne udvide ved at lade filmen være bevidst om, at verden er større end hendes problemer, men stadig anerkende, hvad hun gennemgår«.
Jeg intellektualiserer det senere, i øjeblikket følger jeg mit instinkt
Filmen var en af de mest velomtalte film på de store efterårsfestivaler Telluride, Toronto og New York, har fået strålende anmeldelser og blev nomineret til fem Oscars. En overvældende debut, som øjeblikkeligt åbnede filmverdens øjne for, at Gerwig er meget mere end Noah Baumbachs muse (selv har hun sagt til The Guardian, at hun er taknemmelig for samarbejdet med Baumbach, men at hun ville have slået igennem uanset hvad – »jeg har ikke brug for en mand«).
Fra at være en skuespiller med kunstneriske aspirationer må man nu nødvendigvis se Gerwig som en filmkunstner, der bare først blev kendt som skuespiller. Men jobbet foran kameraet har været en god forberedelse, forklarer hun, fordi det giver adgang til at observere instruktørers forskellige arbejdsmetoder.
»Instruktører har kun været på deres eget set. De ved faktisk ikke, hvordan andre gør det. Ved at have arbejdet på forskellige sets har jeg iagttaget forskellige måder at relatere til skuespillere, fotografer og studiechefer på, og hvordan instruktører har skabt forskellige stemninger. Jeg har stjålet fra de bedste, og jeg har været heldig, at folk har været så åbne over for mig og lukket mig ind i maskinrummet.
Så da jeg var færdig med manuskriptet, tænkte jeg, okay, du er nødt til at instruere den film, for nu har du fået så meget information, som du kan få, uden at lave en film selv. Du kommer til at lære mere, men ikke hvis du ikke gør det. Det stod meget klart for mig, at det her var øjeblikket«, siger hun.
Gerwigs historier er altid personlige og har flere selvbiografiske elementer. Hun beskriver ‘Lady Bird’ som et kærlighedsbrev til Sacramento, hvor hun ligesom hovedkarakteren også gik på et privat katolsk gymnasium, spillede teater og flyttede til New York for at gå på universitetet.
Hun valgte Barnard College, hvor forfatterspiren Tracy i ‘Mistress America’ også går. I ‘Frances Ha’ tager Frances hjem til jul i Sacramento hos sine forældre, der bliver spillet af Gerwigs forældre. Som barn dansede hun ballet, der blev skiftet ud med moderne dans, da hun blev teenager. Frances i ‘Frances Ha’ er danser og er inspireret af de venner, hun havde, der forsøgte at holde fast i drømmen om at leve af at være danser, men aldrig rykkede op til en fast plads i kompagniet.
Gerwig har beskrevet sig selv som en heldigere version af Frances, fordi hun trods økonomiske problemer altid følte sig på rette vej med skuespillet. Men hun kender Frances’ følelse af ikke at »være en rigtig person endnu«, fordi hun ikke har et kreditkort.
»Min vej ind i film er en personlig og følelsesmæssig forbindelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde kunne lave noget, der ikke er personligt. Som instruktør arbejder man på et projekt i mindst to år i træk, så det er i hvert fald blevet personligt, når man har lagt alt det arbejde i det«, siger Gerwig.
Sov på en luftmadras
Gerwig kom ind i indiefilmmiljøet gennem sin daværende kæreste, der arbejdede sammen med instruktøren Joe Swanberg på filmen ‘LOL’. Han spurgte Gerwig, om han kunne bruge nogle af hendes telefonsvarebeskeder til ham i filmen. Det sagde hun ja til, og da filmen havde premiere på South by Southwest Film Festival i Austin under hendes spring break i sit sidste år på college i 2006, tog hun af sted.
Under festivalen blev hun venner med Swanberg og en gruppe af unge filmskabere af de improvisatoriske mikrobudget-slackerfilm om hvide veluddannede mennesker i 20’ernes følelsesliv, der blev døbt mumblecore i pressen: Duplass-brødrene, Andrew Bujalski, Aaron Katz, Ti West, Safdie-brødrene, Lena Dunham og Barry Jenkins. Ligesom sine mumblecore-kolleger hader hun selv begrebet og ideen om, at de alle lavede samme slags film. Men det er altså svært at overse lighederne.
Gerwig spillede hovedrollen i Swanbergs næste film, ‘Hannah Takes the Stairs’ (2007), og det førte til roller i en række film i genren, blandt andet Duplass-brødrenes ‘Baghead’ (2008). Hun og Swanberg udvidede samarbejdet med ‘Nights and Weekend’ (2008), hvor Gerwig var medforfatter og -instruktør.
Det var et kreativt og energisk miljø, hvor alle spillede med i hinandens film, og ingen havde nogen penge. Gerwig sov på en luftmadras i et delt værelse i Brooklyn og tjente penge som tutor. Og takkede ja til at besøge alle festivaler, der ville betale for hendes mad. I løbet af de par år blev hun et kendt ansigt for ‘bevægelsen’.
Gerwigs improvisatoriske baggrund fik Noah Baumbach til at trække hende igennem en del auditions til ‘Greenberg’. Han ville sikre sig, at hun rent faktisk kunne spille skuespil i en film med et manuskript. Det kunne hun. Og beherskelsen af faget har hun i den grad slået fast med sine efterfølgende roller i blandt andet Whit Stillmans ‘Dampsel in Distress’, Woody Allens ‘To Rome, with Love’, Baumbachs ‘Frances Ha’ og ‘Mistress America’, Rebecca Millers ‘Maggie’s Plan’, Todd Solondz’ ‘Wiener-Dog’ og Mike Mills’ ‘20th Century Women’.
Gerwig er ikke den slags skuespiller, der imponerer ved at transformere sig selv til en rolle eller demonstrerer sit brede spektrum gennem følelsesmæssige udladninger. Hendes talent ligger tværtimod i, hvor lidt hun ser ud til at spille, og hvor naturlig og spontan hun virker.
»En del af hendes bedrift er, at hun det meste af tiden ikke virker til overhovedet at spille skuespil. Hendes præstations gennemsigtighed har mindre at gøre med en udsøgt raffineret teknik end med den tilsyneladende mangel på nogen metode«, skrev A.O. Scott i sin anmeldelse af ‘Greenberg’.
Samme intuitive tilgang har Greta Gerwig til manuskriptskrivning.
»Jeg prøver ikke at analysere det for meget, for jeg tror, det er instinktivt, ligesom impulsen til at male en hulevæg. Når jeg skriver, bestemmer jeg ikke på forhånd, hvem karaktererne er, eller hvad historien er. Jeg forsøger at lade karaktererne og historien tale til mig og fortælle, hvem de er, og hvad de gennemgår. Jeg finder det umuligt at skrive, hvis jeg ved præcist, hvad jeg vil sige eller, hvor det ender, for så ville jeg ikke have bruge for at skrive eller lave filmen. Hvert skridt – når jeg skriver, planlægger indstillinger med fotografen, arbejder med skuespillerne eller komponisten – er en fortsat opdagelse af noget, jeg havde en fornemmelse af at bevæge mig hen imod, men ikke forstod fuldt ud«, siger hun.
For eksempel kom ideen til Lady Birds kaldenavn som en pludselig indskydelse fra hendes underbevidsthed. Først senere tænkte hun over det at skifte navn som en symbolsk handling og kom i tanke om forbindelsen til et børnerim, der passede til filmens tema om at flytte hjemmefra: »Lady bird, lady bird, fly away home, your house is on fire and your children are gone«.
»Jeg tror, det er sådan, kunst fungerer: Der er ting begravet i din hukommelse, og hvis du lader underbevidste ting tale til dig, finder du sammenhænge over det hele. Sådan oplever jeg det at skrive. Jeg intellektualiserer det senere, i øjeblikket følger jeg mit instinkt«.
Dette interview blev først bragt i Soundvenue #101.
Læs også: Anmeldelse af ‘Lady Bird’ – mesterlig, rørende og sjov