’Luk solskinnet ind’: Ikke engang Binoche kan redde fransk mesters romantiske komedie
Den franske instruktør Claire Denis er kendt for sine mørke og sanselige ikke-historier om ensomhed og isolation som ‘Beau travail’, ’35 rhums’ og ‘White Material’. Derfor kan det komme lidt som en overraskelse, at hun har skabt en romantisk komedie med Juliette Binoche.
Vi er dog også meget langt fra Nancy Meyers og Kate Hudson-territorium. Faktisk har jeg aldrig været så lidt opløftet eller underholdt af en film om en kvindes jagt på kærlighed.
Binoche spiller kunstneren Isabelle, som efter sin skilsmisse leder desperat efter en ny kærlighed i sit liv. I en række sekvenser ser vi hende involvere sig med forskellige mænd – en bankmand, en skuespiller, en kunstner, sin eksmand – der alle har det til fælles, at de er totalt uduelige, ikke rigtigt vil noget og behandler hende som skidt. »Kom du hurtigt sammen med din forrige ven?« spørger den gifte bankmand utålmodigt under sexakten. Senere fortæller han hende, at hun nok er »charmerende«, men hans kone er »ekstraordinær«.
I begge tilfælde ville enhver kvinde med selvrespekt nok smide ham på porten. Isabelle begynder at græde. Hun græder sig faktisk gennem hele filmen. Hver gang hun møder modstand eller føler sig ensom, gør hun sig selv til offer.
Fair nok at være følsom og sårbar, men det virker altså utroværdigt, at en moden kvinde med Isabelles intellekt og Binoches udseende er så let at slå ud. Og så ukritisk. Ingen af mændene nærmer sig hendes niveau, og man forstår simpelthen ikke, hvad hun vil med dem. Hun er så forelsket i idéen om at være forelsket, at hun falder for hvem som helst uden at være egentligt forelsket i dem. Det er meget umodent. Og selv hendes elementære ønske om at få kærlighed og nærhed fra en sød mand, kan ingen af dem opfylde.
Ingen er spor søde i den her film. Heller ikke Isabelle, som ud af det blå hænger sig i mærkelige detaljer og slår op med en mand, fordi hendes jaloux ven påpeger, at de ikke omgås hinandens venner. Det er også svært at forstå, hvorfor hun ikke forløser lidt af sin kærlighedshunger ved at tage sig af sin tiårige datter, som man kun ser i et glimt gennem en bilrude.
Filmen har en pointe i, at det er svært at finde kærlighed midt i livet, fordi alle har lig i lasten og finder fejl ved hinanden. Du skal bare være åben, gentager et medium spillet af Gerard Depardieu i en sjov slutscene. Hvilket er ironisk, da Isabelle ikke har bestilt andet i hele filmen end at være åben og leve naivt i håbet. Det er givetvis også en realistisk pointe, at Isabelle bliver ved med at repetere sine destruktive mønstre i de forskellige forhold. Men det er virkelig frustrerende – og kedeligt! – at se en film, hvor den samme nedslående historie bliver fortalt igen og igen uden nogen form for progression. Og hvor man hverken kan engagere sig i Isabelle eller hendes forhold.
Hvis det er sådan, kærlighed er i 50’erne, tror jeg bare, jeg går ud og skyder mig med det samme.
Juliette Binoche spiller udtryksfuldt og naturligt og er skøn at se på. Men det var også det eneste, der holdt min opmærksomheden marginalt fanget.
Kort sagt:
Claire Denis’ forsøg på en romantisk komedie om moden kærlighed skuffer. En skøn Juliette Binoche i front kan ikke redde en kedelig og nedslående film om en urealistisk naiv, umoden og ukritisk kvinde i 50’erne og hendes uengagerende forhold til en stribe dumme svin.