1. En historisk og bandlyst lesbisk romance
I hjemlandet Kenya må ingen vise eller være i besiddelse af ’Rafiki’. Det har censurmyndighederne allerede besluttet før verdenspremieren i Cannes. Hvorfor? Fordi filmen »virker til at legitimere en lesbisk romance«. Og den går virkelig ikke i landet, hvor homoseksuelt samkvem kan føre til op mod 14 års fængsel.
Så allerede der er Wanuri Kahius anden film, som vises i underkonkurrencen Un Certain Regard som den første kenyanske film i det officielle program nogensinde, en kulturel milepæl. Et symbol på undertrykkelse af menneskers frie seksualitet såvel som ytringsfrihed. Men hun har heldigvis også begået en god film – en smuk romance mellem to teenagere, den forsigtige Kena og den rebelske Ziki med de lyserøde braids. De falder for hinanden, kysser i smug, og som om det ikke var problematisk nok i sig selv, er de datter af hver deres politikerfar i direkte valgkamp mod hinanden. Et vaskeægte ’Romeo & Julie’-setup.
Budskabet om kærlighed uden grænser serveres on the nose med en ikke altid lige smidig dialog eller plotafvikling, men man tilgiver de kantede konturer, når billederne og historien vil og kan så meget: Det er ikke afrikansk slum eller safari, vi får her, men et moderne Nairobi bygget på et arkaisk værdisæt. Skuespildebutanterne Sheila Munyiva og Samantha Mugatsia har udstråling og kemi til overflod, og udtrykket er så varmt og farverigt som ’The Florida Project’, så friskt som Spike Lees tidlige værker og næsten så ømt (men ikke nær så eksplicit) i de intime kærlighedsscener som ’Adéles liv’ eller ’Fucking Åmål’.
En usleben, men charmerende og vigtig film.
2. En hjerteskærende roadmovie
Forestil dig en roadmovie, hvor to venner sætter ud for at finde den enes familie og undervejs bliver jagtet af politiet, kæmper for deres liv og møder nye åndsfæller, og at det hele foregår i et umanerligt smukt landskab, og at det er hjerteskærende, sjovt og socialpolitisk slagkraftigt.
Den film gider du da godt se, ikke? Hvis jeg så tilføjer, at de to hovedpersoner er en spedalsk mand og et børnehjemsbarn, at filmen foregår i Egypten, og at deres rejse foregår på æselryg med seks kilometer i timen – mister du så noget af interessen?
Det bør du virkelig ikke, for det er netop de specifikke omstændigheder i den første debutfilm i hovedkonkurrencen siden ‘Son of Saul’ i 2015, A.B. Shawkys ‘Yomeddine’, der gør filmen til en særlig oplevelse. For så vidt er det nemlig en ganske konventionel og lettere sentimental roadmovie, der fører hovedpersonerne ud og hjem, mens de indser ting undervejs, og vi både griner og græder med dem. Men i den bærende hovedrolle møder vi Beshay, der er spedalsk, men ikke længere smitsom og er vokset op i en såkaldt koloni uden for Cairo, hvor regionens syge og forkrøblede er blevet stuvet sammen på vrangsiden af et samfund, der ikke har fundet dem egnede.
Beshay, spillet af en ægte spedalsk, som instruktøren fandt i kolonien, er et fantastisk karismatisk udgangspunkt for filmen, og hans blanding af livsmod og længsel efter at vende tilbage til den familie, der afstod ham som dreng, er en konstant bevægende drivkraft. Med sig har han den (lidt for?) nuttede forældreløse dreng med tilnavnet Obama, og deres venskab er et af de mere ømme og usædvanlige, som filmhistorien har præsteret, ligesom det sammenhold, der åbenbarer sig mellem gruppen af erklærede freaks under elendige omstændigheder, vrider effektivt i hjerteklapperne.
Man vil ikke kigge på storbyernes krøblinge på samme måde, efter man har set ‘Yomeddine’.
3. Scorsese vs. otte timers film
Jeg troede først, det var en fejl i programmet, men nej: Filmen ’Dead Souls’, der vises uden for konkurrence, har en spilletid på 8.16. Otte timer og seksten minutter.
Så har jeg set den? God no. Det er ikke på Cannes-festivalen, man har tid til at dedikere en tredjedel af et døgn til én film, men respekt for dem, der gennemførte maratonet orkestreret af den anerkendte kinesiske instruktør Wang Bing, der faktisk har begrænset sig i forhold til sin hyldede dokumentar ’Tie Xi Qu’, der var ni timer lang. Der har næppe været fyldt sal til ’Dead Soul’, men heller ikke tomt, om end jeg er meget nysgerrig efter at høre, hvor mange der sad tilbage ved sidste billede.
Også i Cannes, filmkunstens højborg, mærker man nok, hvad der er populært og lovlig eksotisk. Helt umuligt var det således at komme ind, da Martin Scorsese holdt hof som æresgæst i parallelserien Director’s Fortnight. Det var her, instruktørens gennembrud ’Mean Streets fik premiere i 1974, og filmen blev til lejligheden vist igen, før mesteren selv indtog scenen i selskab af franske notabiliteter som Jacques Audiard og Bertrand Bonello.
Scorsese vandt Guldpalmen for ’Taxi Driver’ i 1976 og har som en af Hollywoods mest glødende cineaster et tæt forhold til festivalen. At se ham på Croisetten – selv gennem tv-skærmen – minder om festivalens betydning for den progressive, æstetisk udfordrende filmkunst i en tid, hvor franchises og tv-serier dominerer, og Cannes’ position er til større diskussion end i mange år. Paradoksalt nok får Scorseses næste film, ’The Irishman’, premiere direkte på… det Cannes-bandlyste Netflix.
Læs også: Cannes-highlights dag 1 – er Javier Bardem og Penelope Cruz for lækre til filmkunst?