1. Dengang Penelope Cruz sagde fuck jer og jeres nøgenscener
Tredjedagens uomtvistelige højdepunkt var Ali Abbasis svenske film med de danske aner, ‘Gräns’, som har fortjent sin helt egen eksklusive artikel, men på en tæt andenplads kom i dag stjernen, som i årets åbningsfilm, Asghar Farhadis ‘Everybody Knows’, måske sammen med sin mand Javier Bardem næsten er for lækker til stor filmkunst: Penelope Cruz.
Hun var en time forsinket, da jeg sammen med en gruppe udenlandske journalistkolleger skulle interviewe hende om filmen, men alt endte med at blive tilgivet. Mens disse rundbordsinterviews på festivaler, hvor journalisterne stiller spørgsmål i øst og vest, og stjernerne ofte gentager de samme svar, som de også gav i går og i forgårs, ikke altid er specielt substanstunge – slet ikke med skuespillere – gav Penelope Cruz de bedste minutter, jeg endnu har oplevet ved en junket.
Det skyldtes, at en af mine udenlandske kollegaer havde hørt et rygte om, at Cruz i sin unge dage sprang fra kontrakten på sin allerførste amerikanske film. Den spanske superstjerne blev først forbløffet over spørgsmålet, da hun aldrig har fortalt om forløbet i interviews før, men gav så med indlevelse og oprigtighed hele historien. Om hvordan hendes drøm blev opfyldt, da hun som et parogtyveårig fik chancen i en stor amerikansk spillefilm. Om hvordan producenterne, da hun ankom til optagelserne, havde ændret i manuskriptet, så der pludselig var nøgenscener med. Om hvordan hun valgte at sige »fuck jer« og tog flyet tilbage til Spanien uden at vide, om hun nogensinde ville få chancen igen. Om hvordan det var hendes mor og hendes familie, der havde givet hende styrken til at tage et så modigt valg i så ung en alder. Om hvordan beslutningen gjorde hende til den, hun er i dag.
Selvom det ikke var planlagt, kunne man mærke, at Cruz følte historien var vigtig i disse Metoo-tider og kunne være et forbillede for yngre skuespillerinder, der vil gøre alt for at få chancen. Journalistgruppen var fængslede og sjældent tavse – for ve den, der afbrød et så sjældent nyt og nærværende øjeblik med en overjordisk skuespiller. Jeg ser frem til at skrive historien i flere detaljer, når ‘Everybody Knows’ får dansk premiere.
2. Drøncharmerende musikfilm
En drøncharmerende russisk rock’n’roll-musical i gudesmuk sorthvid? Så har man set det med.
Russiske Kirill Serebrennikovs ’Leto’ – ’sommer’ på russisk – er en gennemmusikalsk og legesyg fortælling om en gruppe unge undergrundspunkmusikere, der i Sovjet i starten af 80’erne er dybt inspirerede af det musikalske nybrud i England og ærkefjenden USA med navne som Velvet Underground, David Bowie, Iggy Pop og Sex Pistols. De spiller på Leningrad Rock Club, et statsligt initiativ, der skal imødekomme ungdommelig rockmusik på hjemsproget, om end alle tekster skal til gennemsyn hos censuren på forhånd, og publikum pålægges at sidde så stille i sæderne, som var de til ophøjet violinkoncert. Ikke særligt rock’n’roll.
I centrum står den erfarne punkforsanger Mike, dennes kæreste Natascha og opkomlingen Viktor (filmen er løst baseret på den tidligt afdøde sovjetiske singersongwriter Viktor Tsoi), og der er kimen til et trekantsdrama, men snarere end plot eller konventionelle biopic-fremskred er det atmosfæren og musikken, der er i højsædet. Det er en spraglet film, spækket med fikse ideer som genkomne, animationsforstærkede musical-sekvenser, hvor gadens folk bryder ud i skinger skønsang på kendte engelsksprogede sange fra Lou Reed, Iggy Pop osv., dokumentariske skift til farve og en sporadisk fortællerfigur, der direkte til kameraet understreger, når sekvenserne er det purre opspind.
Fortællingen er løs i koderne, og man kommer måske aldrig rigtigt ind på livet af trioen i centrum, men man kan ikke lade være med at rocke med og lade sig hvirvle ind i musikernes uterlige frihedstrang i et rigidt bureaukratisk system. Der løber således også en klar samfundskritisk understrøm under den boblende fortælleglæde, som bliver sat i relief, når man ved, at instruktøren bag filmen i dag sidder i husarrest i Rusland, anklaget for korruptionsanklager, som de fleste vist mener er grebet ud af den blå luft i et forsøg på at stække en kunstnerisk systemkritiker.
Kirill Serebrennikov er derfor ikke til stede på festivalen, men nåede lige at gøre ’Leto’ færdig inden sin anholdelse, og gudskelov for det.
3. Død over Cannes-journalisternes kastesystem?
Som faste Cannes-følgere vil vide (for journalister forpasser ikke en chance for at skrive om det, således heller ikke her), har festivalen et komplekst pressehierarki, hvor farven på dit kort afgør, hvor hurtigt du kommer ind til hovedprogrammets film. Jo højere op i hierarkiet, jo mindre kø behøver du stå i, og jo sikrere er du på et sæde i salen. Hvidt kort er den absolutte elite, lyserød med gul prik er ren luksus, lyserød er glimrende, blå er op ad bakke og gul er bare a hard knock life.
Det er et kastesystem, der inddeler festivalens cirka 4000 journalister, og det er, som kastesystemer nu engang er: Dem på bunden hader det, dem i toppen har intet at udsætte. Men i år møder systemet for første gang officiel protest. »Cannes Film Festival segregerer os med farvekort, og det må vi ændre«, skriver Rubing Liang, en New York-baseret freelanceskribent, som sammen med sin makker har oprettet en underskriftindsamling med missionen om et fladt hierarki og bedre styring over visningerne, spildtiden minimeres for alle.
Jeg startede på festivalen i 2013 med gult kort og havde derefter et par år som blå med time på time tilbragt i kø foran festivalpalæet, så jeg forstår bestemt frustrationerne. Så skriver jeg under? Nej da. Nu er jeg jo lyserød.
Læs også: Cannes-highlights dag 2 – forbudt film er dette års ‘Adéles liv’
Læs også: Cannes-highlights dag 1 – er Javier Bardem og Penelope Cruz for lækre til filmkunst?