’Rudi er bange’: Angstramt skuespiller tvinger sig ud på skærmene i gribende ærlig dokumentarserie

Jeg kan. Jeg vil. Jeg gør.

Rudi Køhnke presser ordene ud gennem tænderne under et angstanfald og repeterer dem, så de holder op med at give mening. Jeg kan, jeg vil, jeg gør. Han prøver forgæves at holde nedsmeltningen stangen, mens han filmer sig selv, så hele Danmark kan se med.

»Hold det fucking kamera, det kan hjælpe andre!«

Selvhadet kommer fra knoglerne. For Køhnke kan som mange angstlidende sagtens fortælle sig selv, at der ikke er noget at være bange for. Der er ingen rationel årsag til, at han nu er ved at knække midt over i eget hjem. Og alligevel er han bange, grundvoldsrystende ræd.

Det er i afgrunden mellem smerten i brystet og bevidstheden bag pandebrasken, at Køhnke finder selvhadet. For hvorfor kan han ikke bare lade være med at være bange, nu hvor han ved, at der ikke er noget at være bange for?

Når man fornemmer, hvordan skuespilleren ser sig selv, er det et ærefrygtindgydende træk at kaste sig nøgent ud på de danske skærme, som han gør i dokumentarserien ‘Rudi er bange’. Køhnke, bedst kendt fra komedien ’Fidibus’, har sagt ja til at presse kameraet op i eget ansigt, også når det forvrider sig i smerte og selvlede, som led i DR’s tema om angst.

Ifølge Danmarks Statistik er der i Danmark 17.000 nye tilfælde af angst hvert år, og ifølge Landspatientregistret lever over 130.000 danskere med angst – uden at tage højde for et potentielt enormt mørketal.

Men det er ikke dokumentarseriens ærinde at generalisere Køhnkes erfaringer, det er blot afsættet. Første afsnit er derimod et fokuseret indblik i skuespillerens sind, martret af et liv i angst, men også præget af en fast vilje til at bekrige sine indre fordrejninger.

Køhnke fører os helt ind i sin ungkarlehybel, hvor Simpsons-sæsonerne står på række, projektoren stadig er varm fra videospillene og dyner flyder på sofaen, så han kan gemme sig og tvinge vægt ned over sit korpus i tilfælde af et anfald. På væggen hænger en version af Edvard Munchs ekspressionistiske maleri Skriget, blot med Homer Simpson som den skrigende. Det grænser mod galgenhumor.

Dette afsondrede univers er svært at forene med en offentlig person, der har tjent sine skejser som model og skuespiller og sågar har optrådt som Robbie Williams i et coverband. Han skyr ikke rampelyset, bare fordi det brænder ham. Og når Køhnke stiller sig frem, sejrer han over sig selv.

I ’Rudi er bange’ inviterer han også tv-folkene helt ind i stuen, men gæstfriheden forfalder hurtigt til mistænksomhed, når han spekulerer over journalisternes agenda. Han er fortsat plaget af Se & Hør-rubrikkerne fra storhedstiden, forsiderne, der uden omsvøb hang ham ud foran tabloidpressens bugnende læserskare. Senere erkender han, at han har smadret eller med vilje forlagt mere end et enkelt SD-kort med materiale til DR-folkene.

Køhnkes mistillid til journalisterne – og ærlighed om samme – giver dokumentarserien en sitrende metadynamik, en følelse af, at projektet er lige så ustabilt som Rudis psyke. Foruden et helt basalt spændingselement: For kommer dokumentarserien i mål?

Man må håbe det, for allerede i første afsnit ofrer Køhnke sig hudløst ærligt på vegne af alle dem, der lever med angsten som nederdrægtig følgesvend.

Det er et voldsomt prisværdigt projekt – og følelsesmæssigt gribende tv.

Anmeldelsen er baseret på første afsnit.