‘Du er den’: Verdens mest ekstreme fangeleg er intetsigende pikmåleri

Tillykke Hollywood.

Med ’Du er den’ er det lykkedes jer at synke så dybt ned i high concept-gryden, at hele handlingen kan forklares med den amerikanske en-stavelsestitel ’Tag’ og et billede af Jerry (Jeremy Renner), der stikker af fra sine barndomsvenner under en leg tagfat.

Sådan lyder den dum-geniale præmis for Jeff Tomsics komedie, der bygger på den virkelige historie om en gruppe midaldrende venner, som har leget fangeleg uafbrudt hver maj måned i hen ved 30 år.

Men hvis man havde gjort sig nogen som helst forventninger om at finde ud af, hvad der driver en gruppe barndomsvenner med varierende grad af succes på livets rangstige til at lege tagfat langt op i 40’erne, så kommer man til at gå forgæves. Udover det banale svar, at de forsøger at fastholde en identitet som 15-årige hormonbomber med krudt i røven og blikket fast fikseret under bæltestedet.

’Du er den’ tror stålsat på, at voksne mænd, der bliver slået til plukfisk af Jerry – vennen som aldrig nogensinde har været ’den’ – er al den underholdning, en god komedie skal rumme: krydret med tamme trusler om at onanere på hinandens barndomsværelse, tage hinandens lem i munden og så selvfølgelig de obligatoriske slag i bollerne.

I starten er det sådan set filmisk vellavet, når kup-genren bliver brugt som referenceramme, da gruppens bindeled Hoagie (Ed Helms) får nys om, at Jerry skal giftes og dermed øjner en mulighed for at samle den brogede flok venner og gøre fællesfront mod den kommende gom, mens han er travlt beskæftiget med forberedelserne til sit stort anlagte bryllup, som belejligvis er fastlagt til årets sidste tagfat-dag den 31. maj.

Kunne man måske have skubbet ceremonien en uge og derved sikre sig et problemfrit bryllup? Nej, for Jerry er det mest konkurrenceglade menneske på Jorden og elsker en kærkommen udfordring og ja, så giver kombinationen af Ed Helms plus et bryllup gone wrong jo fine associationer til den hellige gral inden for high concept-komedier, ’The Hangover’-filmene, selvom der er lang vej op til samme niveau.

Jerry er bankboksens helt store kronjuvel, og den umage forsamling, der desuden tæller den succesfulde CEO Bob (Jon Hamm), pothovedet Randy (Jake Johnson) og psykisk ustabile Kevin (Hannibal Buress), må udtænke ’Mission Impossible’-agtige planer, hvis de nogensinde skal få fingre i ham og fremsige de magiske tre ord.

Åbningsscenen er for eksempel ret brillant. Her får Hoagie overbevist rengøringschefen (Lil Rel Howery) i et stort firma om, at hans eneste drøm i livet er at få lov til at rydde op efter andre – særligt direktøren Bob – på trods af at han på sit cv nævner, at han har en succesfuld dyrelægepraksis. Alt sammen så han, iført falsk overskæg og afro-paryk, kan fange Bob og få ham overbevist om, at han bør droppe sit karrierevigtige interview med den virkelige Wall Street Journal-reporter (Annabelle Wallis), der her er omskrevet til en kvinde i mangfoldighedens tjeneste for i stedet at hjælpe med at få fældet Jerry.

Resten af filmen halser Hoagie og co. efter Jerry, mens den skarpe journalist aner en god historie og vælger at følge med for at dokumentere løjerne. Men hver gang gruppen tror, de har fanget Jerry, slår den succesfulde fitnessejers supersanser ind, så et baghold til brylluppets prøvemiddag bliver afværget med et rullefald og en dødsensfarlig dug, og et halvhjertet ditto til Jerrys AA-møde bliver lukket ned ved hjælp af en skoldhed vaniljelatte i stakkels Randys ansigt. Uden at vi i øvrigt nogensinde kommer ind på, hvad det er, der har plaget den ellers så overskudsagtige livsvinder.

Selvom m det er underholdende at følge de skøre påfund i omtrent 30 minutter, så går luften helt af ballonen, når man indser, at klassiske baghold og opfindsomme forklædninger virkelig er alt, hvad filmen har at byde på ud over en flygtig og overfladisk morale. Her får Ed Helms lov til at agere omvandrende citatordbog med linjer som »fangeleg er mere end et spil – det er en livsstil« og ørehængeren »vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle. Vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege«. Helt sukkersødt bliver det, når Tomsic forsøger sig med et dramatisk twist og den rosenrøde filosofi »det handler ikke om at komme væk fra hinanden, men om at blive sammen«.

Så man bruger altså to timer på at følge en gruppe mestendels hvide mænd, der ser verden som deres egen personlige legeplads. En gruppe intetsigende drengerøves pikmåleri med et drys af velment bromance.