’Good Manners’: Brasiliansk arthouse-gyser er forfriskende anderledes

Gysergenrens grundskabelon udfordres godt og grundigt i disse dage af amerikanske arthouse-horrorfilm som David Robert Mitchells ’It Follows’, der skaber uhygge i dagslys med blinde vinkler og 360 graders kamerature. Nytænkningen begrænser sig dog ikke til USA. Brasilianske ’Good Manners’, instrueret af Marco Dutra og Juliana Rojas, serverer en atypisk varulvefortælling, der halvvejs inde trækkes i en helt uventet retning.

Først møder vi hovedpersonen Clara, der er til jobsamtale som barnepige for den gravide Anas endnu ufødte barn. Ana er fra en rig familie, der har afskåret al kontakt til hende, hvorfor hun nu lever en ensom tilværelse i den velhavende del af São Paulo. Den forkælede rigmandsdatter har brug for assistance til at kokkerere og gøre rent i sin store lejlighed, hvorfor Clara ansættes og flytter ind med det samme. Ana synes dog i lige så høj grad at mangle selskab.

De to kvinders forhold udvikler sig langsomt til en sensuel romance, der dog stadigvæk fastholder Clara med de afrikanske rødder i rollen som den støttende tjenerinde, der skal opvarte sin hvide hersker.

Filmens føles med sin sociale kommentar og rolige opbygning i starten mest som et socialrealistisk drama, men som Clara og Anas seksuelle forhold spirer, begynder gyserelementerne også at pible frem.

I stil med Roman Polanskis klassiker ’Rosemary’s Baby’ og den danske ’Shelley’ tematiseres kvindens frygt for graviditet og den skæbnesvangre fødsel. For er der noget galt med Anas foster, der vokser på rekordtid og i fuldmånenætter volder den vordende mor stor smerte? Lægen siger, at alt er helt normalt, og giver hende beroligende piller. De viser sig dog ikke at række i fortællingens store midtvejstwist.

’Good Manners’ føles som to forskellige novellefilm, der er sat sammen til én, og resultatet er forfriskende. Man glæder sig over at blive ført ud ad en ny vej med en uvis destination. Den 135 minutter lange spilletid betyder dog også, at filmen undervejs mister momentum. Anden halvdel mangler første halvdels nerve og trækkes ned af ujævne børneskuespilpræstationer og ikke altid lige overbevisende CGI-sekvenser.

Til gengæld spilles Ana og Clara med imponerende naturlighed af Marjorie Estiano og Isabél Zuaa. Specielt sidstnævnte gør indtryk, når hendes karakter, der er anderledes sympatisk og rational end den prototypiske gyser-figur, går fra at være indelukket og nedtrykt til at udvise stor kærlighed og omsorg for Ana og det ufødte spædbarn.

Instruktørduoen lod sig inspirere af den afdøde animator Mary Blair, som lavede koncepttegninger til Disney-klassikere som ’Peter Pan’, ’Alice i Eventyrland’ og ’Askepot’, og man ser det tydeligt i filmens farverige visuelle stil. Den tilbagevendende nattehimmel er et oliemaleri, og et flashback forklares på elegant vis med håndtegnede stillbilleder.

Som i Disney-tegnefilmene optræder karakterne også undervejs flere gange med sang og musik, når følelserne trænger sig på – dog på en afdæmpet facon, der vækker mindelser om en vis scene fra Paul Thomas Andersons ’Magnolia’.

’Good Manners’ sparer på sine indfald af rendyrket rædsel. Til gengæld vækker de betydeligt ubehag, når de er der. Ved helt at afholde sig fra de infamøse jump scares og en klassisk fortællemodel for i stedet at tage sig tid til at udforske karakterrelationer og stemningsskift har Dutra og Rojas skubbet gysergenren i deres helt egen, meget unikke retning.