’Legion’ sæson 2: ’Fargo’-skaber flytter tv-grænserne – og man skal helst trippe med
Sat på spidsen befinder ’Fargo’-maestro Noah Hawleys løst baserede Marvel-adaption sig et ambivalent sted mellem serielt selvmord og forrygende filmkunst.
Den håndgribelige udgave af plottet:
I første sæson finder skizofrene David (Dan Stevens) ud af, at han i virkeligheden er en almægtig mutant med evnen til at manipulere med virkeligheden. Hans sindslidelse udsprang således delvist af, at han siden, han var spæd, havde haft den mindfuckende urmutant Amahl Farouk aka The Shadow King som iboende parasit. Takket være en gruppe ligesindede mutanter, deriblandt Davids kropskiftende kæreste Sydney Barrett (Rachel Keller), lykkedes det til sidst at uddrive Farouk.
Anden sæson følger David og mutantgruppen, der sammen med den mutantstuderende regeringsorganisation Division 3 må finde Farouks begravede krop, før Farouk (i iraneren Navid Negahbans frankofil-dekadente væsen) ved hjælp af sine to telepatisk kontrollerede undersåtter Lenny (djævelsk frække Aubrey Plaza) og Oliver (Jemaine Clement) bliver ’voldemorderisk’ verdenshersker i fuld form. Som et paradoksalt benspænd advarer en fremtids-Syds mod Davids kræfter og utilregnelige sindelag.
Leder man efter en klar fortælling, skaber alt dette rigeligt med forvirring og panderynker. Sæsonen virker til tider stillestående, nærmest uengageret i sin egen hovedhistorie, og det store plottwist i slutningen af de 11 afsnit føles klumpagtigt forceret tilsat grinagtige CGI-monstre. Det kan virke som tidsspilde.
Men man kan også bare følge den hvide kanin og lade sig flyde med på Hawleys surrealistiske spilopper, der ligger et sted mellem Dalí, Buñuel, Jodorowsky og Lynch og alligevel har sin egen poppede lækkerhed som en vild impala.
Man falder gennem astrale bevidsthedsplaner, oplever verden på hovedet eller fra siden, får foldet billedformatet ud og ind til Malick’ske ørkenparadiser, glider mellem tegneserieagtige splitscreens og dvæler i dobbelteksponerede overgange i drømmelag. Man møder kvindelige moustache-bærende androider, minotaurer i rullestol og overværer mentale brydekampe mellem tanks og tornadoer. Det meste er indhyllet i fluorescensfarvede mønstre, lense flare-gitre, Bauhaus-æstetik og 70’er-liret fløjl og velour.
Det meste er synsbedrag. Mentale projektioner og subjektive blik på verden dannet af de holistiske supermennesker David og Farouk. Mange gange bliver man overrasket af motivernes pludselige formskift, fra slikkepind til karrusel, og man må bare tage hatten af for, hvordan serien leger med vores forudindtagede forståelser af tingenes tilstand.
’Legion’ er svimlende i sin frodige stil og grænseløse fantasirigdom. Den spiller på kunstfilmens fragmenterede og allegoriske præmisser, og den store kunstneriske bedrift består i, hvordan abstrakte emner som perception, sindssyge, frygt og eksistensfilosofi forsøges gengivet illustrativt.
For eksempel lægger Jon Hamm sprød stemme til en række tilsyneladende selvstændige videoessays, der blandt andet tematiserer troens magt over synet og opdaterer Platons hulelignelse gennem menneskets nutidige skærmfiktion med omverdenen som skygger.
Bedst bliver det, når ’Legion’ helt skipper fremdriften og i stedet går spidsfindigt i dybden med karaktererne. Som i fjerde afsnit, hvor David skal løse Syds traumatiske erindringslabyrint, eller når den i sjette og et af årets bedste afsnit tapper fra Kierkegaards hane og opsætter et tankevækkende drama ud fra ideen om Davids virkelighed som resultat af bestemte valg.
Det er med andre ord et sansebombarderende tankekoncept i superhelteindpakning, som Hawley vil have os med på. I seriesammenhæng er det unikt, også selvom det indimellem smager lovlig meget af sofisti-pop og laissez-faire.
Men som den gode Jon Hamm siger flere gange: »En vrangforestilling starter som enhver anden idé. Som et æg. For at illusionen skal trives, må mere rationelle ideer dø«. Noah Hawleys ’Legion’ er en irrationel idé, der vinder, efterhånden som den vokser på én.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.