’Skam Austin’: Når drittsekk bliver til douchebag

For præcis et år siden løb de sidste afsnit ’Skam’ over skærmene. Tv-serien, eller snarere fænomenet, var omgivet af en sjældent set pan-skandinavisk massehype, der tog teenagere såvel som forældregenerationen med velberettiget storm. Fandommen steg sæson efter sæson, og anmeldere såvel som seere var enige om, at Julie Andems serie var skelsættende inden for sin genre såvel som sin fortælleform. Jeg stod allerforrest på fanbarrikaderne og tilbad universet med den allerstørste fryd gennem alle fire sæsoner.

Sidenhen er ’Skam’ blevet genindspillet i flere andre versioner i Europa, og nu er turen kommet til USA, der med Andem selv ved roret må anses for den mest prominente aflægger i rækken. ’Skam Austin’ kan ses på Facebook Watch, som ikke er lanceret for danske brugere, der dog stadig kan følge med via seriens egen Facebook-side, hvor klippene lander i realtid og samles i ét afsnit i slutningen af hver uge i vanlig stil.

Austin-udgaven er en meget direkte adaptation af forlægget, og sammenligningerne er således uundgåelige. Bouldin High er den texanske version af Hartvig Nissens Skole, hvor vi følger Megan, der er faldet ud med sin tidligere bedste veninde (og forkvinde i skolens populære dansetrup, Bouldin Kittens), har hjertekvaler og tvivl i forhold til kæresten Marlon (aka Jonas, der blev spillet af Marlon Langeland i originalen, wink-wink) og generelt har lidt svært ved at høre til nogen steder. Præcis ligesom så mange teenagere har det – og præcis som Eva i første sæson af den originale udgave.

Historien følger temmelig slavisk sin norske storesøster, og de store fortællebuer i hvert afsnit er 1:1 mellem de to serier. Således trækkes Megan ud af sin udstødte position i gymnasiet og finder sin plads i et fællesskab med fire andre piger, der på hver deres måde stikker ud fra normen. Selvfølgelig er der visse moderationer for at sikre, at det amerikanske univers fremstår træfsikkert og realistisk, for eksempel er russebussen skiftet ud med danseholdet, hash er skiftet ud med adderall, og skolens mest populære fyre er selvfølgelig quarterbacks på football-holdet.

Det er en amerikansk highschool-setting, præcis som vi kender den og har set det hundredvis af gange før. Og dermed ryger en stor del af den umiddelbare charme, for i amerikanske klæder forekommer serien pludselig underligt klichéfyldt og banal.

At Julie Andem selv har skrevet, udviklet og produceret den amerikanske version, giver dog manuskriptet en vellydende klang – en naturlighed og umiskendelig humor i replikkerne. Mere halter det med skuespillet. Megan (Julie Rocha) spiller helt uden gnist eller glød, og hendes mut-triste facon gør hende til en hovedperson, det er svært at holde af.

I det øvrige cast træder de ukendte skuespillere ned i nogle meget store sko med varierende held. Jo (»pronounced in spanish«, som hun siger) er ligesom Jente-Chris genial i sin ligefremme og alligevel underspillet humoristiske sidekick-rolle. Shay, den kvindelige version af Isak, er formidabelt dragende (og en interessant drejning, hvis de når til 3. sæson, at fortælle Isaks historie med lesbisk fortegn) og Marlon rammer perfekt charmen og hemmelighedskræmmeriet.

Den cool Grace (Nora), der bliver hovedpersonen i næste sæson, gør ligeledes, hvad hun skal med sine lange yndefulde lemmer og velspillede omsorgsfulde overlegenhed. De to resterende medlemmer af dansetruppen, Kelsey (Vilde) og Zoya (Sana), er på hver deres måde en vag skygge af deres norske forlæg. De nuancer, der kunne gøre Kelsey til langt mere end blot en naiv medløber og give Zoya en følsom kontrast til hendes benhårde facade, forsvinder. Men Vilde og Sana – de måske mest nuancerede og elskværdige karakterer i ’Skam’ – er også svære at leve op til.

Der er stadig glæde og kraft i det umage venskab og sammenhold mellem de fem outsidere. Det ramte mig lige så hårdt ved gensynet, hvor følsomt ensomheden beskrives. Og på flere niveauer er ’Skam Austin’ en meget værdig overførsel. Den er præcis lige så poetisk filmet og klippet, med smukke billeder, der emmer af følelser i de helt små detaljer, og brillante musikvalg, der rammer som et slag i mellemgulvet. Min værste frygt var desuden, at amerikanerfigurerne ville blive glatte og polerede, når de havde været igennem ’American Idol’-producer Simon Fullers maskine, men stilen er intakt med dårligt dækkede foundation-bumser, udtværet mascara, krøllede trøjer og lidt for stramme kjoler.

For de ’Skam’-uindviede amerikanere, der er den primære målgruppe, er Austin-versionen et godt sted at starte, før de forhåbentligt opdager originalen. For os andre er serien ikke et must-see – mest en mulighed for at sammenligne detaljer og genopleve suset, mens man erkender, at douchebag ikke er i nærheden af at have samme pondus som drittsekk.

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.