‘Hotel Artemis’: Jodie Foster overspiller i actionløs actionfilm

På papiret har ’Hotel Artemis’ alle ingredienserne til en solid actionfilm.

Jodie Foster står i spidsen for et stjernecast med sin første filmrolle i fem år, den sydkoreanske mesterfotograf Chung Chung-hoon (’Oldboy’ og ’It’) er bag kameraet og instruktørdebutanten Drew Pearce (manuskriptforfatter på ’Mission: Impossible – Rogue Nation’ og ’Iron Man 3’) har skrevet en præmis, der gløder af kultpotentiale og samtidig har et – i Hollywood sjældent – øje for sine karakterer.

Men de gode intentioner spænder ben for hinanden i ’Hotel Artemis’, der hverken formår at levere action, suspense eller helt godt karakterarbejde.

Foster spiller den aldrende oversygeplejerske Jean Thomas, der i 22 år har bestyret det lyssky Hotel Artemis – et faldefærdigt hotel-hospital i Los Angeles anno 2028, der skjuler byens kriminelle for politiet og lapper deres skudsår sammen med alskens nanoteknologi. Så længe de har et medlemskab og overholder beværtningens hovedregel om ikke at begå mord inden for hospitalets fire vægge.

’John Wick’-fans vil bemærke, at det minder meget om filmenes næsten identiske Continental Hotel, men derudover er ’Hotel Artemis’ et originalt bud på en anderledes, amerikansk actionfilm.

Problemet er bare, at filmen snegler sig afsted med en nærmest ikkeeksisterende fremdrift, som Pearce har forsøgt at skjule i en række højspændte omstændigheder og ligegyldige subplots, hvis eneste funktion er at sparke liv i historien.

Vi bliver blandt andet introduceret for metropolens snarlige kollaps: Los Angeles er forvandlet til en dystopisk krigszone, hvor byens desperate borgere er i åbent oprør mod de maskerede ordenshåndhævere, efter at drikkevand er blevet en mangelvare. Og selvfølgelig har optøjerne kurs direkte mod Jean Thomas og Hotel Artemis.

Det samme har den godhjertede forbryder Waikiki (Sterling K. Brown), hvis heroinafhængige lillebror (Brian Tyree Henry) er blevet skudt under et røveri, hvor det lykkedes ham at stjæle et større millionbeløb i diamanter fra byens gangsterboss (Jeff Goldblum), der belejligvis også har brug for Jean Thomas’ pleje.

Vi får altså sat et sammenstød af kaliber i vente, men før filmen kommer til sagen, skal vi også runde Thomas’ dunkle fortid, da et gammelt bekendtskab tropper op på Artemis’ dørtrin med et råb om hjælp, Waikikis forhold til sin bror, en ond våbenhandler (Charlie Day) og hans sure opstød samt Sofia Boutellas koldblodige lejemorder, som lusker rundt i kaffestuen på Artemis.

Det ville ikke være et problem, hvis de mange tråde gik op i sidste ende, men da regnskabets time endelig kommer, bliver vi spist af med en ekspositionstung sløjfe og en enkelt halvhjertet kampscene, der virker som en ærgerlig efterligning af Park Chan-wooks mesterlige ditto i en smal korridor i ’Oldboy’.

Filmen bugner ellers af visuelt overskud, når kameraet suser rundt i hotellets art deco-inspirerede rum, mens særligt Sterling K. Brown imponerer med sit altid nærværende og troværdige spil, selv når han står over for Charlie Days øretæveindbydende snob.

Det er langt sværere at sluge Fosters hovedrollepræstation, der byder på overspil ad libitum. Instruktøren har tilsyneladende ment, at skuespillerinden gør sig bedst i close-ups, så man virkelig kan se, hvordan hendes mimik kommer på overarbejde, når selv en ubetydelig telefonsamtale skal understreges med rynket pande, løftede øjenbryn og svirp med hovedet.

Foster rammer glimtvis rent, når hun står over for sin beskyttende, muskuløse assistent (Dave Bautista), men det gør ikke meget for at bringe sjæl ind i ’Hotel Artemis’ blodplettede værelser – en opgave selv ikke Jeff Goldblums glatte gangster formår at løfte, da han i stedet bliver udnyttet som narkosebedøvet ekspositionsværktøj i et skuffende tredje akt.

’Hotel Artemis’ har hjertet på det rette sted, men falder mellem to stole med et manuskript, der hverken går planken ud på action eller karakterdreven spænding.