Det er de færreste danske skuespillere, der får lov til at spille en amerikansk præsident i en international storfilm – endda uden nogen store danske roller på cv’et.
Det skete imidlertid for Caspar Phillipson, da han sidste år spillede over for Natalie Portman som John F. Kennedy i den Oscar-nominerede ’Jackie’. Og selvom Phillipson ikke medvirker i mere end 10 minutter sammenlagt og har ganske få replikker, åbnede rollen op for et væld af nye muligheder, specielt på det amerikanske marked.
»Hele vejen rundt har amerikanerne et ekstremt stærkt forhold til Kennedy. Det er i princippet en ret lille rolle i filmen, men fordi det er ham, har de bidt meget mærke i det, og det har åbnet fantastisk mange døre«, fortæller den 47-årige skuespiller, da vi møder ham i et hedebølgeramt København.
Anledningen er premieren på den nyeste film i ’Mission: Impossible’-franchisen, hvori Tom Cruise for sjette gang spiller den lettere dumdristige IMF-agent Ethan Hunt. Her ses Phillipson nemlig i rollen som den alvorsfulde plutoniumsælger The European, som Hunt møder i starten af filmen.
»Det er én lille scene i filmen, men på en måde en ikonisk karakter for den kriminelle europæer, som alle amerikanere er bange for«, griner Caspar Phillipson, der som skurk i en agentfilm går i bedene på landsmændene Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.
Hidtil har karrieren hovedsageligt udspillet sig på teaterscenen og med birolleafstikkere i danske film og tv-serier, men Phillipson har længe ønsket at arbejde på internationale filmproduktioner og er lykkelig over, at fremtiden bestemt ser lys ud på den front.
»Jeg har egentlig arbejdet på det i mange år, i håb om at det skulle lade sig gøre. Så det er selvfølgelig super heldigt, at jeg rent faktisk nåede det!«, siger han og griner. »Jeg tror også, at en film som ’Mission: Impossible – Fallout’ kommer til at gøre en forskel, for den bliver set meget bredere end ’Jackie’«.
En myreture af arbejdere
Hvordan fik du rollen i ’Mission: Impossible’?
»Det var helt klart på grund af ’Jackie’, at jeg overhovedet blev overvejet. Jeg har haft en agent i London i nogle år. Han formidlede kontakten, og så sendte jeg et casting-bånd, som man efterhånden altid gør.
Casting-båndet var med replikker, men det var noget helt andet end i filmen. På den måde er det meget beskyttet. Der må ikke komme noget som helst ud om, hvad der skal ske. Det var simpelthen en scene i fri dressur, som i virkeligheden intet som helst havde at gøre med den egentlige scene«.
Hvordan forberedte instruktør og manuskriptforfatter Christopher McQuarrie dig på rollen?
»Scenen var ikke skrevet, da jeg ankom til settet, men han havde en idé om, hvad dens dramaturgiske funktion var i filmen. Jeg kom, et par dage inden vi skulle optage. Vi mødtes og snakkede, og han viste mig rundt. De var jo i gang med optagelser, så det var i pauserne, hvor han ikke arbejdede, at vi havde mulighed for at snakke sammen.
Bagefter skrev han simpelthen scenen til næste dag, hvor jeg fik den og kunne arbejde med den, indtil vi skulle optage. Det var skægt og fantastisk dejligt, at han tog udgangspunkt i mig, da han skulle lave scenen – hvordan det kunne være sjovt for mig«.
Hvor længe var du på optagelser?
»Det endte med at blive fire dages optagelser, fordi jeg vendte tilbage til settet to gange. Der var for det første en klipper, der arbejdede undervejs hele tiden, så når man havde optaget noget den ene dag, havde han faktisk allerede et råklip klar den næste dag. De syntes pludselig, at de manglede noget. Så blev jeg da lige hentet ind igen for at lave det igen. Det gjorde de faktisk to gange. Det viser de muskler, som produktionen havde.
Det var dejligt at føle, at man havde udforsket scenen. Nogle gange går det så stærkt på tv-produktioner, at det på vej hjem fra arbejde pludselig slår én: ’Åh nej, det var sådan, jeg skulle have gjort!’ Men der var vi virkelig omkring det hele.
Scenen er jo længere i virkeligheden end i filmen, desværre. Men jeg har begrundet håb om, at den fulde scene er med i dvd-udgaven. Når man ikke er begrænset af, at den skal have to visninger om aftenen i biograferne, så der kan blive solgt nok biografbilletter, kan det jo være, at nogle af tingene kommer ind igen«.
Hvor stor var produktionen, sammenlignet med hvad du tidligere har været med i?
»I ’Jackie’ var der scener i Det Hvide Hus i 60’erne, som var blevet konstrueret i et kæmpe studie i Paris. Der fik man virkelig fornemmelsen af et glamourøst filmset, og det var sindssygt lækkert lavet. Min scene i ’Mission: Impossible – Fallout’ foregår i et mørkt og fugtigt undergrundsområde i London. Vi optog om aftenen, fordi der skulle være mørkt, og der var fugtigt, klamt og koldt.
Så det var virkelig ikke glamourøst, men produktionen var jo meget større. Der var kæmpestore varmekanoner, som skulle frem mellem optagelserne, for det var hamrende koldt. Der var hundredevis af mennesker, som stillede lamper op og tændte røgmaskiner. Samtidig forsøgte man at holde fokus på selve scenen med alt det her mylder omkring sig.
Vi filmede som sagt inde i London, men ellers var basen i Warner Bros.-studierne, som ligger uden for byen – et kæmpestort studiekompleks, hvor også Harry Potter-udstillingen er. Da jeg ankom, havde de gjort klar til kampscenerne i helikopteren. Det var en kæmpe opsætning med en myretue af arbejdere omkring et helikopterskrog, der var hængt op i kran, så det både kunne dreje og vende. Tom Cruise, stuntfolkene og de andre skuespillere arbejdede rundt omkring det for at skabe nærbilleder til de store scener, de allerede havde optaget i New Zealand. Det var fascinerende«.
Ingen divanykker
Hvordan var det at arbejde sammen med folk som Tom Cruise og Simon Pegg?
»Det var megafedt! Begge to er meget, meget søde mennesker, som sammen med mig gerne ville have det bedste ud af scenen, og vi havde det virkelig hyggeligt. Simon Pegg udstråler bare, at han synes, det er helt fantastisk, at han står i den her sammenhæng. Så glemmer han lige, at han har lavet nogle af de fedeste film selv – ’Hot Fuzz’ og ’Shaun of the Dead’ er jo sygt fede film! Men nu er han havnet i den her franchise, og han har en fest.
Tom Cruise nyder simpelthen også bare at lave det, og han synes, det er sjovt at arbejde sammen. Det var dejligt at mærke den samme begejstring for arbejdet. Der var ingen diva-nykker, tværtimod. Han har det skægt og elsker sine stunts, som han jo laver selv. Det fede ved den her film er kropsligheden i stuntsne, fordi det er helt tydeligt, at det rent faktisk er noget, der sker, og ikke bare er en computeranimation.
Instruktøren skabte en stemning af kammerateri, og det var meget, meget rart og behageligt at være der. Der var stor respekt hele vejen rundt for alles arbejde. Det var den diametrale modsætning af, hvad man nogle gange hører. Det kan være presset at lave film, og optagelserne skal laves. Måske er det for koldt, måske er det for varmt, men det skal jo laves. Så når man kommer til sidst på dagen, kan det nogle gange godt spidse til. Men selv når det spidsede til her, var det holdt i en ordentlig tone«.
Hvor meget bestemte Tom Cruise på settet?
»Instruktøren var inkluderende og ville også gerne have min holdning. Man kan jo havne på et set, hvor de siger: ’Sådan her vil vi gerne lave det’, men her var det nærmere en dialog. Tom Cruise gav afgjort også sin mening til kende, og hans mening har helt klart stor vægt.
Jeg ved, at han senere i forløbet har meget stor indflydelse på, hvad der ender med at komme ud. Og måske er det også hans indflydelse, der er så fedt ved filmene, for man mærker hans uspolerede begejstring og fryd ved at smadre igennem. På et tidspunkt er der en kampscene på herretoilettet, hvor de smadrer det hele, og det er så fedt. Det er klart, at når Tom Cruise er franchisen, så er hans smittende begejstring afgørende for os andre, og for at man gider gå i biografen og se film nummer seks«.
Hvordan var det at være med i din første actionfilm?
»Det har jeg drømt om i mange år. Jeg har lavet rigtigt meget stage fight og stunts på teatret, og en af tingene, som jeg syntes var allermest interessant ved at se teater som barn, var, at de fægtede og kæmpede. Jeg elskede det og har altid interesseret mig for det. Jeg laver meget, meget lidt action i filmen, men jeg formåede faktisk at blive skadet alligevel.
Jeg mødtes med hele stuntholdet, den første dag jeg var der. De var meget optagede af, at det hele skulle se rigtigt ud, så det skulle vi arbejde på. Vi varmede op og lavede noget skyggeboksningstræning, og så fik jeg med det samme en fibersprængning. Så lå jeg der på første dag, helt ydmyget. Det var heldigvis ikke foran hele holdet, for det var bare i en træningssal med fem-syv stuntfolk. Men det var tilpas pinligt til, at jeg bandede noget over, at jeg alligevel ikke var i bedre form.
Det var min sympatiskade til Tom Cruises brækkede fod«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Mission Impossible – Fallout’