’Nancy’: Dragende storspil fra undervurderet skuespillerinde i jagende debut

Hvem er Nancy? Hvad gemmer hun på der bag det farvede, sorte hår og det tomme, triste blik? Selv efter halvanden time i Nancys konstante selskab her i Christina Choes enigmatiske debutfilm, er den titulære hovedperson stadig en gåde uden svar. Britiske Andrea Riseborough, der altid bringer noget interessant med til bordet, leverer karrierens med længder bedste præstation, og ’Nancy’ skal i høj grad ses for hendes mærkværdigt dragende storspil.

35-årige Nancy lever et stille, ensomt liv. Stadig hjemmeboende med sin Parkinsonplagede mor (Ann Dowd fra ’The Leftovers’ og ’The Handmaid’s Tale’ i en sviende mor-monster-rolle) og tilfældigt ansat i dræbende kedelige vikariater. Regningerne tårner sig op i det det tætpakkede hjem, og handskerummet i Nancys bil er fyldt med litterære afslag på afslag fra forlag og magasiner.

Men på internettet er Nancy en anden. Her skriver hun dybfølte blogindlæg om en problemfyldt graviditet og chatter med en familiefar, hvis egen datter døde kort efter fødslen. Men det hele er opspind. Nancy er ikke gravid, og da hun skal møde den venlige fyr fra nettet (John Leguizamo), er hun nødt til at iføre sig en falsk gravid-mave i bilen inden mødet på den trøstesløse diner midt i et snesjappet, gråt hjørne af USA. Præmissen er falsk, men forbindelsen de to imellem føles forbavsende ægte alligevel.

Da moren en morgen pludselig ikke vågner, er Nancy for første gang overladt til sig selv. I et nyhedsindslag på tv ser hun ægteparret Betty og Leo Lynch, der, 30 år efter deres femårige datter Brookes forsvinding, mindes den frygtelige begivenhed. Brooke var kreativ. Intelligent. Og højt elsket, fortæller de. Og i Nancys øjne tændes med ét et lys. Kan hun være Brooke?

Ligheden er i hvert fald slående med politiets computergenerede ældningsbillede af Brooke som 35-årig. Og er det ikke påfaldende mystisk, at mappen i arkivskabet, hvor Nancys fødselsattest burde ligge i, er gabende tom? Hun tager derfor kontakt til den stadig sørgende familie, pakker bil og kat og kører afsted for at mødes. Men med tanke på Nancys fortilfælde af kreativ omskrivning af virkeligheden online, sidder du som publikum tilbage med en urolig fornemmelse i maven. Præcis som Nancy selv.

Måden hvorpå instruktør Christina Choe lader fortællingen udvikle sig, da Nancy først indfinder sig hos familien Lynch (J. Smith-Cameron og Steve Buscemi), er næsten for meget af det gode. Moren er litteraturprofessor og faren psykolog og amatørfotograf. Middagsbordet er overdådigt, og vinen nydes i fyldige glas foran pejsen. Og da Nancy tøvende lader Betty læse en af sine tekster, sammenligner hun gudhjælpemig skrivestilen med Joan Didion.

Men skræller du det til tider fortænkte og manuskripttunge lag af ’Nancy’ og lader dig henføre af kameraets insisterende blik på Andrea Riseboroughs portræt af denne desperat ensomme kvinde, hægter filmen sig fast. Nancy er undertrykt og alligevel sin egen. En lille pige og en voksen kvinde i en og samme krop. Smuk og hæslig. Ærlig og løgnagtig.

Dobbeltheden er om noget Riseboroughs kendetegn, og hun er ofte nærmest uigenkendelig fra rolle til rolle. Hun var herlig som den historisk glamourøse overklassekælling Wallis Simpson i Madonnas ellers frygtelige ’W.E’ (2011) og uimodståelig som den søde frisør, der scorede tennisikonet Billie Jean King i sidste års oversete ’Battle of the Sexes’.

Jeg ved stadig ikke, hvad der er sandhed eller opspind i Christina Choes mørkt jagende, men langt fra helstøbte debutfilm. En ting er jeg dog sikker på: Andrea Riseboroughs kamæleonnatur er et perfekt match til fortællingen om ’Nancy’.