’Niarns død’: En rappers deroute i druk og kokain – helt uden bortforklaringer
Hvis man ser bort fra, at TV 2’s dokumentar om Niarn grundlæggende er smertefuldt tv, er der noget opløftende i, hvordan rapperen fortæller om sit eget forfald.
For der er ingen bortforklaringer. Ingen søgte forbindelser mellem en traumatisk barndom og det heftige alkoholmisbrug, der var en vodkaflaske fra at slå ham ihjel – og sådan set stadig er det.
Han nød en tryg barndom i Aalborg-bydelen Gug, hvor ingeniørfaren og sygehjælpermoren gav omsorg bag stakittet. Problemet var bare, at Niels Roos, som han hed, før han blev Niarn, ville alt andet end at fejre triumfer i det borgerlige Danmark. I folkeskolen bladrede han i en bog, der listede hele paletten af karriereveje, og måtte slukøret sande, at der ikke eksisterede én jobtitel, som han havde lyst til at hæfte på sig selv.
Til gengæld fandt han ud af, at han kunne lide at drikke. Og nå ja, rappe.
Så han rappede. Og drak. Ikke for at dulme et traume, men fordi han med egne ord var vild med at være fuld. Bevares, han var lidt usikker – og deltagelsen i korshowet ’AllStars’ var vitterligt noget, han ønskede at bælle væk – men han drak først og sidst, fordi det var fedt.
Det siger Niels Roos selv i ’Niarns død’, ærligt og usentimentalt og med en røst så ru som sandpapir. Stemmen, der så åbenlyst er martret af årene på flaskens bund, er både her og i resten af dokumentaren en evig påmindelse om det forestående kollaps og en kontrast til det, der gik forud – ikke mindst da konfirmanden Niels hejser sit første glas vin, mens broren alvorsfuldt besynger dyder som flid og ambition.
I det hele taget har TV 2 fået adgang til et dunkelt skatkammer af private optagelser. Fra hjemmevideoerne af Niels i Gug over Niarns formative år som alkoholiker, stofmisbruger og rapper – i tiltagende grad i den rækkefølge – til de senere års totale sammenbrud, hvor han tyllede vodka som vand på grund af pure abstinenser.
Særligt 00’ernes københavnske hiphop-miljø står rædselsfuldt klart frem i privatoptagelserne. Niarn masseudrydder hjerneceller med L.O.C. før og efter de koncerter, hvor han agerede backup-rapper, og i studiet skubber han de tomme flasker til side for at sniffe en bane eller to og bunder en halv øl for at komme i stødet, inden han skal indspille et rim. At være fucked up var både en livsstil og en salgsvare for dette kuld, det sidste i så høj grad, at Niarn på et tidspunkt lod sig fotografere, mens han sniffede kokain før en koncert.
’Niarns død’ er 50 minutter i et intimt rum, der langsomt bliver mørkere og mindre. Det eneste, der kan undre, er, at den ikke er længere. Dokumentaren har blik for Niarns dualisme, vekselvirkningen mellem lun forstadsdreng og gangsterrapper fra storbyen, men iagttagelserne presses så tæt sammen, at de ikke formår at tegne det fulde billede. Portrættet gaber immervæk over et rockstjernelivs for- og efterspil og op- og nedture.
På samme måde springer Niarns sjælefrænde, Asal Shahverdi, ud og ind af dokumentaren, så man er i tvivl om, hvilken rolle hun spiller i undergangens stadier. Og det selvom hun er nøglefiguren i den eksistentielle – og reelle – kolde tyrker, der genføder Niarn som Niels Roos.
Det ændrer dog ikke på, at både nedsmeltningen og genfødslen er fængslende tv. Niarn blev født med ’Dobbelt A’ og døde med AA-møder, men Niels Roos har aldrig været en mere ærlig og engagerende fortæller end i dag.
Kort sagt:
Niels Roos reflekterer ærligt og usentimentalt over sin deroute fra rapkomet til alkoholruin i en dokumentar, der har fået adgang til et dunkelt skatkammer af intime privatoptagelser. Desværre skøjter den sine steder for hastigt gennem forfaldets stadier i den TV 2-venlige spilletid.