’Papillon’: Michael Noer Hollywood-debuterer med en kompetent og unødvendig genopførsel
Der er intet nyt i, at Hollywood genopfører sine filmklassikere, så de gamle historier kan præsenteres for et nyt publikum i frisk indpakning.
Og selvom Michael Noer ikke vil betegne sin nye film som et remake, er det umuligt ikke at sammenligne ’Papillon’ med Franklin J. Schaffners film af samme navn fra 1973. Den danske instruktør har udelukkende ladet sig inspirere af Henri Charrières (semi-)selvbiografiske romanforlæg, men hans fortolkning bevæger sig ikke synderligt væk fra den filmiske forgænger.
Mens den første filmatisering havde Steve McQueen øverst på plakaten, ses britiske Charlie Hunnam denne gang i rollen som den velfriserede tyveknægt Charrière, der på grund af sin sommerfugletatovering på brystet går under navnet Papillon. Da han dømmes for et mord, han ikke har begået, bliver han sendt på et skib mod en fangekoloni i Fransk Guyana, hvor han skal indespærres og arbejde under horrible forhold.
Allerede inden afrejsen beslutter Papillon sig for at flygte, og det lader sig ikke gøre uden penge til bestikkelse. Derfor allierer han sig med den splejsede falskmønter Louis Dega (Rami Malek), som bogstaveligt talt har røven fuld af penge. Dem deler han gerne ud af, hvis Papillon vil beskytte ham fra de andre, mere psykopatiske indsatte. Den gensidige afhængighed former sig langsomt til et venskab.
Udover et 10 minutters forspil er der i de første to tredjedele af filmen ikke megen forskel på handlingsforløbet fra 1973-versionen, og derfor ligger det lige for at holde skuespillerne i de to versioner op mod hinanden. Hvilket får Noers ellers ganske solide film til at blegne en kende.
For selvom Hunnam og Malek gør det hæderligt i hovedrollerne, mangler de den kemi, som Steve McQueen og Dustin Hoffman (der spillede Dega) havde. Man forstår logikken i, at de to mænd knytter bånd ved gentagne gange at redde hinandens liv, men venskabets varme mærkes ikke.
Derfor fungerer fængselsdramaet også bedst, når Michael Noer bringer de rå elementer fra sine danske realismeperler ’R’ og ’Nordvest’ ind i den dyre Hollywoodproduktion. Sammenlignet med Schaffners fortolkning beskrives de indsattes dårligdom langt mere grafisk – som da en mave bliver skåret op, fordi dens indehaver har slugt et pengebundt, som en brutal indsat vil have fingrene i. Kameraet bliver i øjenhøjde og skåner os ikke for grusomhederne, når den skrigende mand efterlades med tarmene spredt ud over det mørke trægulv.
Et andet givtigt element fra Noers to første spillefilm er Roland Møller, der i ’Papillon’ spiller den iltre medfange Celier, som bliver en afgørende aktør i flugtplanen. I sin rolle som både hjælper og skurk adskiller Møllers præstation sig ikke synderligt fra hans tidligere samarbejder med instruktøren, men hans umiddelbare fremtoning giver alligevel filmen noget friskhed – måske også fordi hans karakter ikke var med i 1973-udgaven.
Var dette den første filmatisering af Charrières historie, havde min vurdering nok været mere overbærende. For den nye ’Papillon’ er bestemt ferm og underholdende, og Michael Noer kan ikke siges at have brændt nallerne på den notorisk svære Hollywood-debut. Blot er der til syvende og sidst noget unødvendigt over projektet.
Læs også: Michael Noer instruerer internationale stjerner – »Hollywood skal begæres, men ikke være ens drøm«