’Sweet Country’: Prisvindende australsk western er en formfuldendt perle

Australien er en lille, men langt fra ubetydelig filmnation og samtidig et fantastisk stort land. Når man står midt i den australske outback og ser hundredvis af kilometer med uspoleret ørkenlandskab i alle retninger, er det som et vindue til en anden verden. Den sidste udpost, som mennesket – eller rettere den hvide mand – endnu ikke har formået at tæmme.

I ’Sweet Country’ spørger sergent Fletcher, ordensmagten i en lille flække i Australien i 1929, hvem der ejer jorden, mens han jagter aborigineren Sam (Hamilton Morris), som er eftersøgt for mordet på den hvide krigsveteran Harry March. Ingen i hans hvide følge siger noget, men svaret ekkoer fra de omkringliggende bjerge og hver en kaktus, der i løbet af filmen nærmest bliver en karakter i sig selv – de indfødtes skjulte følgesvend og den hvide mands værste fjende.

Warwick Thorntons tredje spillefilm har alle lighedstræk med en western, men er i virkeligheden meget mere. Det er en film om den håbløse uretfærdighed, der hersker, efter aboriginerne er blevet trælbundet af de hvides love. Men mest af alt er det en film om en gruppe mennesker – både hvide og mørke – der er låst fast i tilværelsens kviksand og ikke længere kan grave sig fri af fortiden, fordommene og deres egne forkvaklede verdenssyn.

Håbet er fra begyndelsen ude. Fra begyndelsen ser vi Sam hensunket i en strandstol, mens han afventer sin dom for mord. Det er filmens gennemgående stil at forvarsle ondskaben i små vignetter, der aldrig afslører for meget, men hele tiden forsøger at få tilskueren til at gætte de mange drejninger, ’Sweet Country’ tager i sit spidende blik på kolonialismens racisme.

Thornton, der vandt prisen for bedste debutfilm i Cannes for ’Samson and Delilah’, vil vise os, hvordan og hvorfor tingene går, som de går – uden at stemple karaktererne og deres handlinger og udpensle, hvad der er rigtigt og forkert – mens han hele tiden gør det klart, at han nægter at se igennem fingre med landets blodige historie.

Sam og hans kristne herre Fred Smith (Sam Neill), der ganske vist ikke betragter sig selv som nogens »boss«, er i en skruetvinge fra første sekund, Harry March (Ewen Leslie) kommer ridende uinviteret ind på deres gård. Han har lige købt nabofarmen mange kilometer væk, og han har brug for hjælp til nogle reparationer. Men Fred har ikke tid til at hjælpe.

»Hvad med dit sorte kvæg?«, spørger veteranen og nikker henkastet mod Sam og hans kone og niece. Det er første møde med den racisme, som er så dybt indlejret i landskabets historie. Fred sætter ham halvhjertet på plads, »sådan fungerer det ikke her… vi er alle lige i herrens øjne«, og afviser forespørgslen, men March får lokket ham i en fælde: For skal en kristen ikke hjælpe sine medmennesker?

Modvilligt ledsager Sam og den lille familie March tilbage til gården, og den godhjertede aboriginer fortrækker ikke en mine, da March brusk kommanderer, at de skal slå lejr væk fra huset. Han har oplevet det før.

Sam og familien får lov at vende hjem, selvom det korte visit efterlader dybe ar på sjælen. Nogle dage efter dukker March op med en riffel. Han leder efter trællen Philomac, der er flygtet. Overbevist om, at Sam huser ham, begynder March at skyde. Sam slår ham ihjel.

Han har dræbt en hvid mand, og uanset omstændighederne er hovedkulds flugt den eneste udvej. Sergent Fletcher sætter efter, akkompagneret af Smith (der vil sikre, at Sam får en retfærdig rettergang), men de er på uvant territorium, så Sam løber let som ingenting i cirkler rundt om dem, samtidig med at han beskytter sin kone fra naturens farer.

Sam er retfærdig, respektfuld, gavmild, venlig og fænomenalt portrætteret af Hamilton Morris, der inkarnerer den totale afmagt med sin blotte tilstedeværelse. De få sætninger, han ytrer, sender gåsehud ned ad ryggen, som det subtile »jeg kan ikke få børn«, der for alvor får en til at tænke over mandens barske fortid. Alligevel viser han sin milde natur, når han senere giver vand til den vildfarende sergent, hvilket står så meget stærkere, når vi ved, hvor det hele bærer hen.

For selv ikke den virkelighedsfjerne, kristne optimist Fred, også glimrende spillet af Sam Neill, kan få sig selv til at tro på, at retfærdigheden vil ske fyldest. Som seer nærer vi et spinkelt håb, men selv i dag er vi ikke ubekendte med den afmagt, som filmen skildrer – ikke bare fra aboriginernes side, men også fra de hvides, der ser sig selv fanget i racismen, som de ikke kan lægge fra sig, selv hvis de gerne ville. Det er et system, der har så dybe rødder i vores historie, at ingen kan slippe fri.

Det hele er filmet med en virtuos elegance af instruktøren, der, ligesom blandt andre Paul Thomas Anderson og Alfonso Cuaron, fungerer som egen filmfotograf. Og Thornton blev velfortjent hyldet på filmfestivalen i Venedig, hvor han vandt juryens specialpris sidste år.

Nu venter vi bare på, at resten af verden får øjnene op for den fremragende filmskaber, der med ’Sweet Country’ har skabt en formfuldendt og evigt aktuel perle.

Læs også: Det skal du se i biografen i august