’Bare Juliet’: Ville Kurt Cobains liv have set sådan ud i dag?
Nick Hornbys centrale værk om mænd med forvoksede pladesamlinger vil sandsynligvis altid være klassikeren ’High Fidelity’.
Men den folkekære forfatter har også skrevet en anden roman om overdrevet musiknørderi, og hvordan den slags kan handicappe menneskers forhold til omverden. Og det var vel et spørgsmål om tid, før nogen også filmatiserede ’Juliet, Naked’.
Amerikanske Tucker Crowe (fint spillet af en topmavet, slacket Ethan Hawke) er en fiktiv eksrockstjerne og hjertesorgsforkynder, der trak sig pludseligt tilbage inden det store gennembrud i de tidlige 90’ere. I dag er han glemt af flertallet, guddommeliggjort af de få.
Britiske Duncan hører til de førnævnte få. Han er bosat i en britisk provinsby sammen med Annie. Parret lever som roommates, mens Annie drømmer om livet med børn. En samling småtragiske pladesamlertyper (alle sammen mænd) lever den emotionelle broderpart af deres liv på et internetforum, hvor de diskuterer sangtekster, bootlegs og forskellige teorier om Crowes nuværende gøren og laden. Duncan er en slags ypperstepræst herinde. Han er en 40-ish mand og har et kælderdrengeværelse fyldt med cd’er, musikmonografier, kassettebånd og plakater.
Duncan spilles af Chris O’Dowd, der kan minde lidt om en irsk udgave af David Schwimmer (Ross fra ’Friends’). Det betyder, at han for nogle sikkert er utålelig. For andre af os er hans snobberi og eksalterede hengivenhed til kulturobjekter tæt på noget, vi genkender i os selv. Filmen gør ham i højere grad end i bogen til en lidt latterlig antagonist, dødvægten i Annies liv. Hornby er i bogen mere loyal i skildringen af sin antihelt – utroskab, prætention og arrogance til trods. I bogen tilgår perspektivet alle implicerede i trekantskomedien.
Historien tager fart, da parret modtager en cd med gamle Tucker Crowe-demoer. Snart har begge skrevet et indlæg herom på internetforummet. Sørme om ikke selveste Tucker Crowe tager kontakt med Annie. Han er enig med hende i, at de rå demoer ikke skal ophøjes til et større kunstværk end det færdige produkt. Som Duncan bombastisk har gjort. Nu starter en mailkorrespondance, formidlet i sødladne voice-overs, mellem den frustrerede barnløse kvinde og eksrockstjernen med børn bosat på adskillige kontinenter. Kun det sene skud på stammen, seksårige Jackson, er han tilstedeværende far for, her forsøger han ihærdigt at indhente det forsømte.
Annie bliver spillet af Rose Byrne. Hun er for meget Hollywood-statuekvinde til at blive helt troværdig som museumsmedarbejder i det britiske provinsbadebymiljø. Alligevel mærker man den skrukke smerte, ærgrelsen over spildt liv, i de brune øjne, når hun kigger på Jackson. Ethan Hawkes afblomstrede rockstjerne har også rigeligt spildt liv på samvittigheden. Han bor i sin tålmodige ekskones garage og har brugt 14 år af sit liv på at se ’Law and Order’, mens han er kommet sig over sin brølende ungdom. Er det sådan, Kurt Cobains liv også ville have set ud i dag? I hvert fald er Crowe falmet, men også charmerende, morsom og observant, som det ofte er tilfældet hos Hornbys problematiske mænd.
Som tilskuere venter vi så på, at vi kan få rockstjernen fløjet over Atlanten, så vi kan få det showdown mellem idol og fan, Duncan og Tucker, som er filmens mest originale ærinde. Så tager vi romancen mellem Annie og Tucker med som byttepenge.
Men filmen nedtoner bogens vittige studie af fankultur, autenticitet og i det hele taget behovet for at udråbe menneskeligt skabte artefakter til mesterværker. I stedet skal der være plads til alle de romantiske mellemregninger og scener, vi har set så mange gange før, at vi er stoppet med at tælle. Når man selv er et menneske, der har formøblet astronomiske summer på snart uddøde musikformater, forekommer det som en ærgerlig prioritering.
En wacky borgmester, en wacky lesbisk lillesøster og en wacky diskoteksgæst skal booste latterkvotienten med nogle nemme latterkalorier i en film, der aldrig henter de helt store grin hjem. Den Judd Apatow-producerede komedie er kun hyggeligt sjov, ikke ’Bridesmaids’-sjov (sidstnævnte havde også både Byrne og O’Dowd i centrale roller).
En scene på et hjerteafsnit i det indre London, hvor Crowe efter et uventet hjerteanfald bliver konfronteret med Annie og hele sin transkontinentale familie, er ganske morsom i sin skildring af en ultramoderne familie. Men ikke helt det tidlige klimaks, man har tiltænkt det som.
Og til sidst tager forudsigeligheden over, og det hele bliver en anelse for loyalt mod den romantiske komedies forskrifter.
Kort sagt:
’Bare Juliet’ svigter musikken og den tragikomiske musikfanatisme og ender som en ret traditionel, omend fornøjelig romantisk komedie.
Læs også: Ethan Hawke sagde nej til ‘Independence Day’ og fortryder det inderligt