’El ángel’: Lystmorderportræt er mere uanstændigt end en Tarantino-film

CPH PIX: Vil du gerne vide, hvad der sker inde i hovedet på en ægte lystmorder?

Det er bare ærgerligt, for selvom argentinske ’El ángel’ er baseret på den sande historie om den purunge Carlos Robledo Puch, der i 1970’ernes Buenos Aires stod bag 11 drab og 42 røverier, er instruktør Luis Ortega ikke synderligt interesseret i at gøre hverken dig eller nogen andre klogere på noget som helst.

Til gengæld kan Ortegas skildring give noget, som filmmediet er særligt egnet til at tilbyde: en skamløs dyrkelse af det skandaløse og en invitation ind i en glamourøs verden af vold og kriminalitet – et lækkert sted, skal jeg hilse at sige, med klare, mættede farver, funky argentinske retrorytmer og unge, velfriserede mænd i homoerotiske favntag.

Invitationen gives uden betingelser eller konsekvenser. Ingen moralske lektioner skal tynge beskueren i det lækkert stiliserede portræt, der dyrker sin morderiske hovedperson omtrent lige så meget, som han dyrker sig selv, i spejlet, på dansegulvet, med henslængt bar overkrop i sengen.

Og helten fortjener idolisering. Det lader han os i hvert fald forstå i filmens anslag: »Min mor kunne ikke undfange«, fortæller han, »så en læge sagde til hende: Prøv at bede til Gud, frue’«. Moren bad, og vupti, der var han, »sendt direkte fra himlen som en spion for Gud«. Kort efter kigger han os direkte i øjnene og begynder at vrikke med hofterne. Og så er der ellers lagt op til to timers lang dans med en seriemorder, der tydeligvis både nyder at dræbe og gør det med en form for selvindbilsk, guddommelig berettigelse.

Derudover er det frustrerende sparsomt med motiver bag Carlos’ handlinger. For det meste forholder den unge morder, som spilles nådesløst og dragende af en yndig, næsten hundehvalpslignende Lorenzo Ferro, sig elegant distanceret til sine handlinger.

Det samme kan måske siges om kameraet, der har mere travlt med at afsøge skurkens smukke ansigt og tiltrækningen mellem ham og hans smukke medsammensvorne Ramón, end den har med at bore sig ned i de mange blodige skudhuller.

De voldelige handlinger udpensles altså ikke ligefrem, som vi så ofte ser det hos en af argentinerens – må jeg formode – forbilleder, actionikonet Tarantino. Alligevel er ’El ángel’ mere uanstændig end nogen Tarantino-film, jeg nogensinde har set. Det skyldes, at Ortegas amerikanske kollega trods alt endnu har undladt – den kommende Manson-film kunne måske blive undtagelsen – at dyrke moderne mordere fra det virkelige liv som pistolslyngende sexsymboler.

Alligevel tyder noget på, at Ortega trods alt har en eller anden form for etisk stopknap. Den virkelige Carlos skulle, i løbet af sin kriminelle løbebane, have medvirket i voldtægt og efterfølgende mord på to unge piger. Lige præcist disse, morderens grummeste forbrydelser, er ikke kommet med i filmen, hvor det primært er midaldrende mænd, der må lade livet.

Så der er måske alligevel grænser for, hvor bestialske mordere kan tillade sig at være, hvis de samtidig skal være genstande for vores ubetingede nydelse i en velsmurt, stiliseret underholdningsfilm.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival