’In the Aisles’: Tysk perle leverer ren palleløfterpoesi
Der er den store, altopslugende forelskelse, som er vigtigere end liv og død og overvinder alt – en kærlighed, vi efterhånden er vant til at se på film.
Og så er der den lille, stille, skiftevis pirrende og vemodige hverdagsforelskelse, der holder sig nede i maven og måske aldrig bliver til noget.
Christian fra ’In the Aisles’ er offer for sidstnævnte. Efter endt afsoning af en toårig fængselsdom har han nu fået job i et kæmpestort supermarked i Leipzig, og her har han fået et godt øje til den smilende Marion, der arbejder i slikafdelingen og drillende kalder ham »Frischling«.
Når han og Marion får øjenkontakt gennem hullerne i varehylderne, kan han høre havet bruse. Men Christian er en stille fyr, og når han endelig siger noget, er det med en lavmælt læspen. Det gør det selvfølgelig ikke nemmere, at Marion er gift.
Man indfanges straks af den naturligt varme kemi mellem Joaquin Phoenix-lookaliken Franz Rogowski og ’Toni Erdmann’-skuespilleren Sandra Hüller, der spiller Christian og Marion. Især fordi det mærkes, at de begge gemmer på byrder, som de prøver at glemme, mens de er på arbejde.
Samtidig fascineres man af filmens visuelle formåen. Instruktør Thomas Stuber må næsten have en forkærlighed for supermarkeder, og i særdeleshed gaffeltrucks, for aldrig før er nogen af delene blevet præsenteret så stemningsfuldt som her i hans tredje spillefilm.
Christians umiddelbart ret kedelige arbejdsplads bliver til et indtagende drømmeland i grønbrune farver. Filmfotografen Peter Matjasko leger med skygger, når lysstofrørene i loftet slukkes under nattevagterne. Chefen spiller Bach over anlægget, mens Christian glider af sted på sin gaffeltruck. Andre steder akkompagneres de symmetriske billeder af blues, eurodance og elektropop, og hver gang resulterer det i smuk palleløfterpoesi.
’In the Aisles’ har ikke travlt, og dramaet kommer kun langsomt snigende. Men det gør ikke spor. For miljøetableringen er højst detaljeret, og man hygger sig med at lære de forskellige rutiner og mærkværdigheder i varehuset at kende – som når chefen spiser kasserede pølser direkte fra affaldscontainerne, men forbyder de ansatte at skralde.
På grund af det tålmodige tempo bliver det næsten en magisk oplevelse, når vi mere end halvvejs inde får lov til at besøge frostafdelingen, der indtil da flere gange er blevet omtalt som »Sibirien«.
Lige som man har fundet sig godt til rette i supermarkedshyggen, bliver man imidlertid ramt hårdt af de bratte indspark af alvor – blandt andet i form af den kriminelle fortid, som Christian forsøger at lægge bag sig. Heldigvis holder filmen sig til sin underfundige, bittersøde tone uden den slags udskejende virkemidler, der skal få én til at føle en masse.
Det klarer man helt selv, når den lille historie udfolder sig.
Læs også: Soundvenue præsenterer – Stor Brian De Palma-serie i Cinemateket i september og oktober