’Kidding’: Jim Carreys seriecomeback famler efter sig selv

Det er ikke let at lave en serie om en mand, der knap nok eksisterer.

Eller jo, det gør han, Jim Carreys tv-stjerne Mr. Pickles, der gennem en årrække har erobret øjnene og hjerterne i de amerikanske stuer. Men for hans publikum er han ikke en mand, han er et fænomen på en tv-skærm, en udødelig, uomskiftelig karakter, der sammen med sine dukkevenner synger lindrende sange til børn og barnlige sjæle.

Jeff Pickles’ far, der også producerer tv-programmet, siger det klart: »Du er ikke en rigtig person, du er en mand i en kasse«.

Bag skærmen klynger Jeff Pickles sig til det livssyn, hans alter ego udstikker, men sukkersødmen kommer til kort i mødet med tragedien: En af hans to tvillingesønner omkommer i et trafikuheld, og pludselig er det ikke nok at hive ukulelen frem og synge om alt det gode »inside stuff« i mennesker.

Han kan ikke sætte ord på sorgen, fordi han ikke kan sætte ord på sig selv. Han lever kun halvt uden for sin tv-persona, og derfor lader han Mr. Pickles, ikke Jeff, diktere sorgbearbejdningen. Opskriften bliver derfor mere af det samme: Uændret optimisme.

Det er selvfølgelig svært at forlige sig med for familien, og Jeff har reelt allerede tabt båndet til sin kone (Judy Greer), da ’Kidding’ begynder – for slet ikke at tale om forholdet til sin anden søn, der finder trøst i alternative hashbonger.

»Mor forlod dig, fordi du er en pussy«, siger sønnen til Jeff.

»Lad være med at bruge et grimt ord, når du kan bruge et godt ét«, svarer Jeff.

Serien skildrer Jeffs forsøg på at forstå både sorgen og sig selv. Først prøver han at bringe sin egen smerte ind i Mr. Pickles-figuren, men faren blokerer for det særafsnit, han har lavet om døden, et mørkt tema for børnene bag skærmen. I stigende grad går det dog op for Jeff, at han må gøre op med Mr. Pickles.

’Kidding’ minder om sin hovedperson, i den forstand at det er en serie, der stakåndet forsøger at finde sig selv i de første fire afsnit. Uden videre succes. Den vil være en komedie af indieskæv støbning, og den vil være et melankolsk familiedrama om sorg, uden at den ved, hvor den skal lægge trykket.

Jim Carrey og instruktør Michel Gondry har tidligere ramt balancen i underskønne ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, men her skurrer de aparte indfald i et drama, der kun i glimt virker ægte.

Dukkegalleriet med Astronotter, en rumrejsende odder og en hest, hvis to mandlige dukkeførere har sex after hours (inde i kostumet), er mærkelige for at være det, mens Carreys portræt endnu er for flagrende til at engagere. Afgrunden mellem menneske og tv-ikon er et fint afsæt for en dannelsesrejse, men modsat Carreys oprør i ’The Truman Show’, sukker man ikke efter hans triumf her. Den vigtige forskel er, at man efter fire afsnit af ’Kidding’ stadig ikke har den fjerneste anelse om, hvem Jeff Pickles er. Og i de øjeblikke, hvor man fornemmer et reelt menneske uden for tv-skærmen – det vil sige en personlighed, der ikke kan reduceres til et enkelt karaktertræk – er det ikke altid let at holde af ham.

Serien er langt bedre til at finde tonen i periferien af dramaet. Frank Langella er herlig som tv-produceren, der lakonisk fodrer sin søn med livsråd, men samtidig truer med at animere ham, og Judy Greer viser fint sorgens ansigt som ekskonen, der drukner i Jeffs optimisme og får en tatovering på brystet i tragediens irrationelle efterspil.

Anderledes uskarpt er portrættet af ham, det hele handler om. Det er en pointe, at Jeff er et ekko af sin folkekære tv-persona, men pointen går ikke rent igennem, så længe serien også famler efter sig selv.

Anmeldt på baggrund af de første fire episoder.

Læs også: Jim Carrey pisser på Donald Trumps grav med nyt maleri