‘Lovleg’: Poesi, slapstick og alt for lidt indsigt i NRK’s ‘Skam’-lillesøster
Livet som 16-årig gymnasieelev og trængende jomfru med et crush på skolens lækre jock i en falmet flække af en norsk provinsby er ikke nogen dans på roser. Slet ikke når man som lille Gunnhild (fremragende Kristine Ryssdalsnes Horvli) tillige forsøger at vinde nye venskaber efter at være flygtet over fjeldene fra hjemstavnen og sit tidligere øgenavn ‘My Little Horny’.
Et øgenavn, der selvfølgelig snart flytter med, da Gunnhild selv i et anfald af opmærksomhedssøgende fuldskab afslører, at ja, det var hende, der blev berygtet i hele amtet for at have onaneret med en My Little Pony.
Sådan starter NRK’s ungdomsserie ‘Lovleg’, der ligesom forårets ‘Blank’ følger det efterhånden velkendte ‘Skam’-fortælleformatet på p3.no, men til gengæld skruer en tand op for den sorte humor i portrættet af Gunnhild som klassens pauseklovn, der skjuler sine usikkerheder under afvæbnende slapstick.
Hun er nyligt lovlig – »hurra for meg!« – men udover socialt pres for at indfri det seksuelle greencard bringer den diffuse milepæl frustrerende lidt indsigt i teenagelivets mysterier med sig. Og en akavet samtale med klasselæreren (der vækker stærke ‘Skam’-skolelæge-vibes) om, hvordan man ved, at en fyr kan lide en, resulterer i lærerens tørre konstatering af, at voksne i bund og grund ikke ved noget om noget som helst. Punktum.
»Det var skuffende«, svarer Gunnhild i et øjeblik af genialt underspillet situationskomik.
Hun har ikke potentiale til at blive et modefænomen a la tjekkede Noora, og hun er ikke casual gudesmuk som blanke Ella (pludselig fremstår NRK’s tidligere hverdagsheltinder påfaldende polerede). Men Gunnhilds tåkrummende kvababbelser rammer momentvis mangen en usikker piges kejtede sociale angst så rent, at grinet forstummer fra ét hastigt klip og nedslået blik til det næste, og maven snører sig sammen i sympati. Et smukt og følsomt højdepunkt på linje med ‘Skam’s pletskud var især scenen i tredje afsnit, hvor Gunnhild forlader sin egen fødselsdagsfest i afmagt over at være omgivet af mennesker, der ikke engang gider huske hendes navn, og efterfølgende tales ned fra et begyndende panikanfald af roommaten Alex (Olav Barmen Trollebø), mens de to sidder på søbredden.
Så meget desto mere småirriterende er det derfor, at fortællingen efter fjerde afsnit ud af ni fortsat famler lige så meget efter retningssans som sin hovedperson i et tilsigtet meta-dramaturgisk greb, måske, der dog akkurat som i ‘Blank’ keder mere, end det pirrer seerengagementet. Og når lige lovlig blåøjede Gunnhilds goofy opførsel pludselig tangerer skinger sitcom-utroværdighed, sættes indlevelsen over styr.
Med kyniske briller er præmissen – outsider søger accept og et quick fix på sit jomfruhindedilemma – da heller ikke just original, men i modsætning til ‘Blank’s snoozefest kan ‘Lovleg’ imidlertid bryste sig af et anderleds livligt karaktergalleri med et strejf af John Hughes-nostalgi over venskabsdynamikkerne, og særligt karismatiske Alex og ulykkeligt forelskede Ivar (Magnus Henden) yder tiltagende interessant support på sidelinjen (NRK’s uforlignelige evne til at opstøve unge skuespiltalenter svigter heller ikke denne gang).
På ét punkt giver ‘Lovleg’ sågar begge sine NRK-søstre overlegent baghjul:
Seriens sjælfuldt grynede billedside, der underbygger det 90’er-inspirerede slacker-miljø i Sandane, er intet mindre end poetisk, og Norges imponerende, grænseløse natur agerer majestætisk uforanderligt bagtæppe for Gunnhilds flaksende længsler op og ned i dale. De visuelle postkort står i vellykket Wes Anderson’sk kontrast til seriens skæve humor og underliggende melankoli, og tonale mislyde i maskinen til trods er ‘Lovleg’ langt fra blank.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.
Læs også: Fem hurtige tanker om NRK’s nye ungdomssatsning