’Skam’-smeden Julie Andem lagde gennem fire NRK-sæsoner Norden ned med episk hverdagskærlighed og uperfekt ungdomsliv af højeste overlegenhed. Hun revolutionerede genren med stærk storytelling og nytænkende reallife-distribution og skabte en så dedikeret fanbase, at Isak og Even blev seerkåret på E! som sidste års hotteste tv-par.
Andem gæstede i går festivalen this.nordic, der midt i den teknologiske revolution har sat sig for at undersøge de oplevelser, eksperimenter og nye forretningsmuligheder, der følger med en altid foranderlig verden. Den teknologiske realitet kalder på fornyet kreativitet, og her må den norske stjerne, der tidligere i år også stod bag Facebooks amerikanske version af ’Skam’, siges at være en frontløber.
Som et af hovednavnene talte hun med medieildsjælen Keld Reinicke i Turbinehallen, hvor hun tog publikum med rundt i sit norske ungdomsunivers. Vi har samlet de bedste takeaways.
1. Ung med de unge på sociale medier
»Folk spørger ofte, hvordan jeg fik idéen til serien, og det er ikke noget, der er kommet henover natten. Vi har arbejdet på at lave det her format de sidste ti år uden overhovedet at vide, at det ville ende med at blive til ’Skam’. Vi startede i 2008 med fiktionsvideo til 12-årige piger, og når man arbejder med serier på den måde, bliver man også selv hooked. På et tidspunkt spurgte NRK så, om vi ikke kunne prøve at lave en serie til de 16-årige, og da de alle var på Instagram, måtte vi gå nye veje for at give dem følelsen af, at de her karakterer var deres bedste venner«.
2. Onstage vs. offstage-adfærd
»Vi sætter os ned og prøver at give interesser til en karakter. Hvilken slags film ville ham her for eksempel se? Hvilken slags spil ville han spille? Og på den måde skaber vi universet omkring en karakter. Også på de sociale medier. Men en ting er, hvad de virkelig føler, en anden ting er, hvordan de præsenterer sig selv, og det er en interessant kontrast. Man kender det jo fra sit eget liv. Man føler en ting, men poster noget andet på Instagram«.
3. Manuskripter med fart på
»Jeg har normalt tre dage til at skrive et afsnit, og så har vi tre dage til at skyde to afsnit, og en eller to uger efter er det ude, og så får man en reaktion fra seerne, og det giver en ny energi til at fortsætte. Det er næsten umuligt, men det virker alligevel, fordi hele teamet er så passioneret. Jeg møder ind klokken 07.00 og går kl. 01.00 for at sove. Det er hårdt, men det er også en del af succesen. Vi lever på en måde med fansene«.
4. Presset tog til
»Presset blev større og større for hver sæson. Det var en lille, bitte produktion til at starte med. Det var et eksperiment, vi ville se, om vi kunne fange de 16-årige, det var et lille budget, og man får ikke en pause i løbet af sæsonen, og man kan ikke forberede sig, så hvis man fejler i processen, bliver skærmen sort. Vi har ikke tid til at gøre det om, så det er nødt til at fungere. Jeg troede altid, at jeg ville lave tre sæsoner og så give det videre til en anden instruktør, men det var umuligt. Det var der ingen, der ville have, så jeg sagde, ’Okay, jeg laver en sæson mere’. Det føltes som en svær opgave, for med det store publikum fik vi også meget magt. Vi havde lavet en historie om seksuel orientering, så det eneste rigtige var at gøre den sidste historie til Sanas«.
5. At stoppe når legen er god
»Ingen ville have, at det skulle ende. Ikke fansene, ikke skuespillerne, ikke mine kollegaer og ikke NRK. Det var mig, der sagde, ’Nej, det slutter nu’. Jeg er stadig sikker på, at det var den rigtige beslutning. Vi kunne ikke lave sæson fire på samme måde som sæson ét. Når vi skød på skolen, havde vi horder af 50 fans, der tog billeder og skreg til skuespillerne, og skuespillerne var blevet store og fik tilbud fra andre produktioner. De vidste heller ikke, hvad de skrev under på dengang, og presset føltes som vores ansvar. Vi var nået dertil, hvor serien betød en masse for mange mennesker, og jeg ville være sikker på, at det ikke blev noget andet, fordi vi ikke stoppede på det rigtige tidspunkt«.
6. En venneanmodning fra Facebook Watch
»Fanbasen er virkelig stærk på Facebook, så hvorfor ikke distribuerer serien der, hvor fansene allerede er og diskuterer den? Det var idéen, da vi lavede den amerikanske version til Facebook Watch. Vi har lavet en sæson indtil videre, og det er gået godt, men det er noget lidt andet. I første sæson i Norge var vi kun fire bag kameraret, og da jeg ankom i Austin, var der 100 mennesker, og skuespillerne havde deres egne trailere. Og jeg vidste, at man ikke behøvede 100 mennesker til at lave serien«.
7. Virtuelle fjernsynsstuer
»Jeg tror ikke nødvendigvis, at ethvert drama i fremtiden vil blive produceret sådan her, men det er en supplerende måde at lave drama på, der fungerer godt for specifikke målgrupper. I dag ser alle fjernsyn, når de vil, og hvor de vil, og vi har mistet den følelse af samhørighed. I gamle dage var fjernsynet i midten af stuen, og alle så fjernsyn sammen, og dagen efter diskuterede man det i frokostpausen. Formatet her bringer det lidt tilbage, for når der kommer et nyt klip, diskuterer de det, så selvom de ikke sidder i den samme stue, føles det, som om de faktisk møder hinanden«.
8. En sulten verden
»Jeg tænkte ikke, at sæson tre ville blive nær så populær som sæson to, for det er den mest kommercielle af historierne. Men da vi så laver en kærlighedshistorie mellem to fyre, rammer vi bare plet og får hele verden til at se med. Verden er virkelig sulten efter utraditionelle kærlighedshistorier«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Skam Austin’