’Colette’: Harvey Weinstein med høj hat og cykelstyrsoverskæg
Sidoine-Gabrielle Colette gifter sig i ung alder med Willy, der er en velkendt figur på 1890’ernes parisiske litteraturscene. Hun bliver ad åre ghost writer for sin mand, hvis succes herefter accelererer voldsomt: Bøgerne om Claudine, baseret på Colettes eget liv, bliver regulære franske landeplager. Men kvinden forærer både krop, stemme og anerkendelse bort til sin mand.
Den sandfærdige historie om Colette er nutidens #metoo-kønsdebat udspillet i det 19. århundredes swingin’ Paris. Det er risikabelt – potentielt historieløst – at lave sådan en kobling på tværs af 130 år. Filmen føles en halv time for lang, men slipper overvejende godt fra det. Kun få steder føler man, at instruktør og manuskriptforfatter Wash Westmoreland vinger bokse af eller forsøger at vold-håndtere materialet, sådan at ligningerne går op.
Westmoreland var også medinstruktør på ’Still Alice’, den mest delikate skildring af Alzheimers, man næsten kan forestille sig. Det er således ingen overraskelse, at ’Colette’ også leverer sit budskab med sikker hånd og i hvert fald 90 procent af spilletiden uden overtydeligheder.
Willy placerer på et tidspunkt Colette i regulær husarrest for at producere bøger til ham. Han er en krænker, en gammel gris, der er så heldig at have en rig portion charme, vid og talegaver: Det er svært ikke at se ham som Harvey Weinstein med cykelstyrsoverskæg og høj hat. Han bliver spillet med så stor entusiasme af Dominic West, at man selv som ’The Wire’-fan glemmer, at det er McNulty, der gemmer sig derinde bag kostumet.
Willy slagter i indledningen teaterstykket ’Tosca’ med Sarah Bernardt i hovedrollen, og vi kan med historisk afstand ryste overbærende på hovedet af hans fejltagelse (både ’Tosca’ og Sarah Bernardt er i dag så ikoniske, at de har kager opkaldt efter sig). Det er kulturen, kunsten, det skrevne ord, der er omdrejningspunktet i filmens miljø – men personerne er i lige så høj grad drevet af begær, begær, begær: økonomisk, kødeligt, socialt, så der bliver symbolsk dolket og konkret horet på kryds og tværs.
Billederne er komponeret og lyssat, så man bliver påmindet om periodens monumentale billedkunst, og selv Keira Knightlys overjordiske skønhed får konkurrence til stregen. Colette og det øvrige hold taler naturligvis engelsk stik mod al fornuft. Men hovedrollen spilles af den britiske skuespiller med lynende intelligens i øjnene og en dygtigt iscenesat, aldrig demonstrativ aldring, fra den 19-årige bondepige til storbyboeren på 30+, der i stigende grad udforsker sin tveæggede seksualitet.
Samtidig med at folkene bag filmen er optaget af en nutidig debat, forsøger de kun sjældent at strømline fortiden og gøre den overdrevent queer. Soundtracket svulmer sensuelt med impressionistisk klavermusik af Satie og Debussy. Når Colette og Willys historie følger dem ind i et nyt århundrede, får vi også en forsmag på de nye, saxofon-garnerede rytmer til, for samtiden, ekstremt vovede shows på Moulin Rouge, som Colette kaster sig over i fællesskab med sin transseksuelle elskerinde Missy. Sidstnævnte spilles elegant af Denise Gough, der i filmen ligner en fin de siècle Ellen DeGeneres.
Det er kvindernes film. Selvom Dominic Wests lidt latterlige mandsperson utroligt nok får alle de bedste replikker. Også Colettes moder, spillet af Fiona Shaw, er stærk, empatisk og sympativækkende på sin egen tilknappede, gammeldags facon og bliver på denne måde til et ægte menneske frem for den sædvanlige victorianske, stramme karikatur.
Når Colette når frem til fortjent empowerment, hører vi et ekko af tusinder af andre kvinder, der har ladet sig udnytte af mænd og villigt ventet loyalt i skyggen. Det er også et af de få Oscar-baiting øjeblikke i ’Colette’, man godt kunne have undværet, når nu relevansen i det ellers gamle stof er så oplagt og påtrængende. Det ændrer dog ikke på, at filmen står tilbage som et overvejende uforceret og relevant bidrag til kønsdebatten.
Som også kan ses af dem, der skynder sig at scrolle forbi, når der kommer et nyt indlæg om #metoo på de sociale medier.
Kort sagt:
Med malerisk smukke billeder og periode-tro akkuratesse formår instruktør Wash Westmoreland at binde en flot lyserød sløjfe mellem 1890’ernes Paris og #metoo-debatterne i det 21. århundredes overbefolkede sociale medier. Uden det bliver forceret. Kun en anelse for langtrukkent i anden halvdel.
Læs også: Keira Knightley lader kun sin datter se Disney-film med stærke kvinder