’Galveston’: Håbløs hævnfilm giver ikke en chance til Ben Foster og Elle Fanning

CPH PIX: ’Galveston’ bekræfter en bange anelse, som jeg – og utallige andre – har haft efter ’True Detective’ sæson to: At Nic Pizzolattos manuskripter ingenting er uden en stærk instruktør.

Det er måske en lidt unfair betragtning, for i dette tilfælde har den læderjakkebærende forfatter bare leveret det boglige forlæg til Mélanie Laurents første engelsksprogede film, efter den franske skuespillerinde har skiftet bærende roller i ’Inglourious Basterds’ og ’Beginners’ ud med instruktørsolen.

Men hvis det håbløse manuskript til ’Galveston’ er blot en lille indikation om Pizzolattos ellers roste debutroman, skal jeg aldrig nogensinde læse den. Filmoplevelsen er dybt frustrerende.

Sammenligner man karaktergalleriet i den forhadte sæson to af ’True Detective’ med Ben Fosters dødeligt syge lejemorder og Elle Fannings ungpige-prostituerede i Laurents miskmask af en hævnfilm og roadmovie, fremstår førstnævnte som skarpe karakterportrætter med nærmest bundløse dybder.

I ’Galveston’ er karaktererne defineret ud fra én egenskab – højst to. Roy (Foster) er en alkoholiseret og kæderygende lejemorder med en ildevarslende hoste, Raquel (Fanning) er en white trash-prostitueret med en drøm om noget større. Lyder det bekendt?

De finder hinanden, da Roy i løbet af filmens første 10 minutter bliver narret i et baghold af sin på overfladen rare boss (Beau Bridges). Roys overlevelsesinstinkter sætter ind, og han undslipper en pistol for tindingen, men ser sig nødsaget til at tage Raquel, der er blevet holdt fanget mod sin vilje, med på slæb fra New Orleans til hans hjemby i Galveston, Texas.

Hvorfor står aldrig klart, for Raquel bliver ved med at tilføje problemer til en allerede højspændt situation. Men det er sandsynligvis, fordi makkerparret knytter bånd over deres hårde fortid i en række flygtige sekvenser, som aldrig mere end ridser overfladen af karaktererne.

Jeg var ellers vild med præmissen om en aldrende lejemorder, som vender hjem til sin barndomsby for at holde lav profil, men med ekstremt overspil fra Elle Fannings side og en enormt ensidig Ben Foster, der pruster, stønner og hoster, mens han ser olmt op fra flasken, vinker Mélanie Laurent farvel til potentialet om en krydsning mellem ’Manchester by the Sea’ og ’Léon’.

’Galveston’, der i øvrigt oprindeligt var i hænderne på danske Janus Metz, bliver aldrig til mere end halvanden time fyldt med tomme scener, hvis ligegyldighed understreges ved, at der konstant klippes til flere minutter lange rejse- eller gå-sekvenser og flotte solnedgange i den dybe syd.

Man venter forgæves på, at (hævn)filmen rigtigt går i gang.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival